Unionsmodstanderne blev hjemme, mener Finn Andersen kandidat for Junibevægelsen
– Man kan ikke konkludere, at unionsmodstanden er død, men den blev hjemme på valgdagen. Det lykkedes ikke at gøre EU til et folkeligt projekt, siger Finn Andersen, faglig sekretær i Metal Århus og kandidat til EU valget for Junibevægelsen.
– Nyrups og de forenede ja-partiers strategi lykkedes. De har undgået at mødes med Jens Peter Bonde på valgmøder, og de har afvist at diskutere forfatningen, og det har båret frugt. Samtidig var der protest stemmer mod regeringen i det her valg, siger han.
Selvom Finn Andersen ikke vil give medierne skylden mod Junibevægelsens nederlag, så mener han alligevel, at Junibevægelsen har været udsat for en bred hetz i månederne op til valget.
– DR må bære en smule af skylden, fordi de bragte to løgnehistorier om os under selve afslutningsdebatten, løgne som de så måtte dementere dagen efter.
– Men vi må også se på vores egen indsats, vi har ikke været gode nok til at sætte dagsordenen, selvom vi prøvede sammen med Folkebevægelsen at gøre forfatningen til et hovedpunkt.
Han peger også på, at Junibevægelsen ikke formåede at få tjenesteydelsesdirektivet gjort til et hovedpunkt i valgkampen.
– Direktivet er en katastrofe, men det blev ikke diskuteret. Der savnede jeg, at både fagbevægelsen og partierne havde gået ud og reageret kraftigere. Det ikke nok at sige, at det må vi se på, siger Finn Andersen.
– Men den sag er ikke afgjort endnu, og jeg synes bevægelserne skal tage intiativ til et møde mellem fagbevægelsen og arbejderpartierne, hvor vi forsøger at finde en fællesnævner i forhold til tjenesteydelses direktivet. Vi har en fælles interesse i at få det skudt ned, siger han.
Hurtig afstemning?
Finn Andersen frygter, at regeringen kan være fristet til at tage en hurtig afstemning om forfatningen, hvis den allerede bliver færdig forhandlet på EU topmødet fredag.
– Det er vigtigt hurtigt at ryste skuffelsen af os og samle tropperne, så vi allerede på fredag kan være klar til at gå mod strømmen. Regeringen kan blive fristet til en hurtig afstemning fordi bevægelserne er såret og sunder sig efter valgnederlaget, siger han. (brink)
14.06.04
