Island risikerer at blive dømt for at gå for vidt i sikring af udstationerede arbejdere
Et langvarigt tovtrækkeri om den rette fortolkning af EU’s udstationeringsdirektiv er endt ved EFTA-domstolen i Luxembourg.
Domstolen er lillebror til EU-domstolen og tager sig af fortolkningen af de EU-love, som de såkaldte EØS lande er forpligtet til at følge.
Det er EØS-landenes overvågningsorgan, ESA som har indbragt en sag mod Island for domstolen. ESA mener, at landet går langt ud over den ”hårde kerne” udstationeringsdirektivet, og kræver bedre forhold for udstationerede arbejdere end direktivet tillader.
Løn under sygdom
Loven sikrer bl.a. at udenlandske arbejdere får ret til to dages løn under sygdom for hver måned de arbejder i Island. Det samme gælder hvis man kommer ud for en arbejdsulykke på jobbet eller på vej til eller fra arbejdet. Endelig sikrer den islandske lov, at udenlandske arbejdere skal have løn i op til tre måneder, hvis de har en arbejdsrelateret sygdom. Endelig kræver den islandske lov, at udenlandske arbejdere efter to ugers arbejde skal være dækket af en forsikring, som dækker ved arbejdsulykker.
ESA mener, at de islandske krav er i strid med udstationeringsdirektivet, som kun tillader krav om mindstelønninger. Løn under sygdom og krav om forsikring falder udenfor, mener overvågningsorganet.
Hvis ESA ikke får medhold i sin første påstand om, at det er brud på direktivet, så mener de at domstolen skal dømme reglerne ude alligevel, fordi de efter ESA’s opfattelse er i strid med reglerne for fri bevægelighed.
Sagen startede tilbage i 2007 og undervejs har der været en stribe af forhandlinger mellem den islandske stat og ESA. Loven er blevet lavet om for at imødekomme ESA på nogle punkter, men altså ikke nok til at undgå en retssag.
Nordisk opbakning
30. marts blev sagen så forhandlet ved domstolen i Luxembourg. Det er bemærkelsesværdigt at både den norske og finske regering har interveneret i sagen til fordel for Island.
De to nordiske lande har undervejs leveret skriftlige indlæg til forsvar for de islandske regler. Begge lande fremlagde også deres synspunkter ved domsforhandlingen. Til gengæld fik ESA hjælp af storebror. EU-kommissionen støttede ESA’s krav om at få sat en stopper for den islandske ordning. Der ventes dom inden sommer. (brink)






