Ingen fri proces i Lissabon-retssag

– Juridisk parodi og magtfordrejning, siger Ole Krarup om Civilstyrelsens afslag på fri proces i sag om grundlovsbrud. Sagsøgerne anker Civilstyrelsens afvisning til Procesbevillingsnævnet

I sagen om hvorvidt regeringen begik grundlovsbrud da den tiltrådte Lissabon-traktaten har den gruppe borgere som står bag stævningen af regeringen nu fået afslag på fri proces ved Højesteret.

Styrelsen har været mere end otte måneder om at behandle ansøgningen, som nu er endt i en pure afvisning.

Sagsøgerne kalder afgørelsen skandaløs:

– Civilstyrelsen har altså været mere end otte måneder om at behandle ansøgningen. Det er i sig selv skandaløst, siger Helge Rørtoft-Madsen på vegne af sagsøgerne.

– Afslaget bliver ekstra skandaløst, fordi Civilstyrelsen i forbindelse med sagens behandling ved Landsretten gav os ret til fri proces. Vi havde derfor al grund til at forvente fri proces ved sagens behandling i Højesteret. Civilstyrelsen begrunder afslaget med, at sagen ”ikke længere” efter Landsrettens dom er af en så principiel karakter og almindelig offentlig interesse, at den kan berettige til fri proces. Den drister sig endda til at antyde, at Højesteret vil komme til samme resultat som Landsretten, siger han.

Magtfordrejning

– Civilstyrelsens afslag er et af de tydeliste udslag af magtfordrejning, jeg har oplevet, siger sagsøgernes advokat, professor Ole Krarup.

– Civilstyrelsen har afslået fri proces med en påstand om at den verserende retssag ”ikke længere har (….) principiel karakter eller er af almindelig offentlig interesse”.  Dette er en juridisk parodi, der kun kan forklares med, at regeringen for enhver pris vil hindre et retsopgør – på jævnt dansk: magtfordrejning, siger han

Anket til Procesbevillingsnævnet

Sagsøgerne har nu anket sagen til det Procesbevillingsnævnet.

– Man må håbe, at Procesbevillingsnævnet vil omgøre afgørelsen og dermed fastslå retssystemets politiske uafhængighed. Uden fri proces vil det være på det nærmeste umuligt for borgere at føre en forfatningssag mod en regering, der jo har ubegrænsede midler til sin rådighed, siger Helge Rørtoft-Madsen. (brink)