EU-retten har direkte betydning for retten til blokader og strejker. Kollektive kampskridt må ikke gå videre end højest nødvendigt. Det slår EF-domstolen fast i sagen om det finske rederi Viking Line.
Af Staffan Dahllöf
Fagforeningerne i almindelighed og det finske sømandsforbund i særdeleshed får læst og påskrevet af EF-domstolen. Det sker i sagen om færgen Rosella som, rederiet Viking Line ville udflage til Estland for at kunne hyre en estisk besætning til lavere løn end en finsk.
Da de finske søfolk varslede strejke for at standse udflagningen, blev det indstævnet for en britisk domstol.
EF-domstolen fastslår nu, at traktatens regler om etableringsfrihed (artikel 43) finder anvendelse på kollektive kampskridt som strejker.
Det er en afvisning af blandt andre finske, svenske og danske påstande om. at retten til faglige kampskridt ikke er noget, som EU skal blande sig i.
Med direkte henvisning til den danske påstand om, at regulering af arbejdskonflikter er en national kompetence, siger domstolen at det er rigtigt nok, men: ”De (medlemslandene) skal udøve denne kompetence under overholdelse af fællesskabsretten”.
Altså ikke nogen en EU-fri zone her.
Alle skal rette ind efter EU-retten
For det andet fastslår EF-domstolen at etableringsfriheden har direkte virkning og er horisontal.
Det indebærer, at hensynet til etableringsfriheden ikke kun gælder overfor EU’s medlemslande. Det gælder også direkte overfor virksomheder, fagforeninger og privatpersoner.
Og der er ikke nogen tvivl om at det finske strejkevarsel var en begrænsning af Viking Lines etableringsfrihed, konstaterer EF-domstolen.
Tilbage står så spørgsmålet, om ikke den konkrete strejke kan forsvares alligevel.
Men her melder EF-domstolen pas.
Det er rigtigt nok at EU ikke kun har et økonomisk men også socialt og arbejdsmarkedsmæssigt formål, hedder det i dommen.
Og det er også rigtigt, at kollektive kampskridt kan være et middel for fagforeninger til at beskytte deres medlemmers interesser.
Afgøres i London
Men domstolen tager ikke stilling til, om strejke var et alt for tungt våben i den konkrete sag, eller om de finske søfolk kunne have brugt andre og mindre skrappe midler i stedet for.
Det spørgsmål er nu overladt til den britiske domstol, hvor sagen startede, at tage stilling til.
Der er to forklaringer på, at det er en britisk domstol, som skal tage stilling til finske søfolks konfliktet.
Formelt blev den britiske tilgang mulig, fordi det Internationale Transportarbejderforbund, ITF har hjemadresse i London, og en britisk dom vil få retslig virkning også i andre lande.
Reelt havde Viking Line en formodning om, at man have større muligheder for at vinde gehør for sine påstande i en britisk ret, end man ville have haft hjemme i Finland.
Den formodning viste sig holde stik.
Den britiske ret dømte i første omgang strejken for ulovlig.
Det fik den gang den finske professor i arbejdsret Niklas Bruun til at vurdere:
”Dommen repræsenterer en radikal fortolkning af EU-retten, som rendyrket og konsekvent giver økonomiske friheder forrang på bekostning af faglige og sociale aspekter.”
Efter at den første dom blev ophævet af en britiske appeldomstol blev EF-domstolen i Luxembourg koblet på sagen.
Herfra lyder nu beskeden, at strejketruslerne mod Viking Line muligvis kan begrundes med hensynet til beskyttelse af arbejdstagere. Det er bare ikke noget som EF-dommerne har en mening om.
Til gengæld slår EF-domstolen fast med stor tydelighed, at der ikke er noget helle for arbejdskonflikter i forhold til EU-retten, og at retten til fri etablering til hver en tid vil kunne bruges af virksomheder i forhold til fagforeningerne.
Hermed er banen kridtet op til næste vigtige arbejdsretsafgørelse fra Luxembourg.
Den kommer den 18. december, hvor dommen falder i den så kaldte Vaxholmssag. Her er det svenske fagforeninger, som er indstævnet for en blokade mod et byggeri med billigere estiske arbejdere.
Dommerne i de to sager var oprindeligt planlagt til at blive meddelt samme dag, men afgørelsen af Vaxholmssagen er blevet forsinket en uge.