Ingen appetit på regulering af strejkeretten

Medlemslande ikke klar til at regulere strejkeretten i EU men forslaget er ikke ”færdiganalyseret”, siger beskæftigelsesministeren

Retten til at strejke og gå i faglige konflikter kan komme under pres, hvis et forslag fra EU-Kommissionen bliver gennemført, frygter størsteparten af EU-landene. Det oplyser den danske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), ifølge avisen.dk

På det uformelle beskæftigelsesministermøde onsdag i Horsens fik EU-kommissionens forslags til regulering af strejkeretten, den såkaldte Monti-II en ublid medfart, skriver avisen.

– Parterne i mange lande er imod det, og der er usikkerhed om, hvorvidt strejkeretten kan stå som den skal, hvis man indfører Monti II, siger Mette Frederiksen.

Forordningen skal angiveligt klargøre forholdet mellem strejkeret og den fri bevægelighed på det indre marked efter en stribe domme fra EU-domstolen, som har begrænset strejkeretten.

Fagbevægelsen har krævet forslaget fejet af bordet. Og det har tilsyneladende ikke opbakning fra medlemslandene. Det er dog foreløbig kun Frankrig som har sagt helt fra overfor forslaget.

– Set fra et dansk perspektiv er vores udgangspunkt, at man kan konflikte og strejke, det er en fundamental del af det danske arbejdsmarked. Vi støtter ikke et Monti II, som måtte indskrænke den, siger Mette Frederiksen.

Hun understreger, at ingen regeringer, heller ikke den danske, har fået analyseret forslaget til bunds endnu. Men Kommissionen har i hvert fald fået noget at tænke over efter dagens møde.
– Kommissionen var jo også til stede i dag, og fik dermed en rimelig klar fornemmelse af, hvor medlemsstaterne står, siger hun til avisen. (brink)