Indiske arbejdere på danske vilkår?

EU-Parlamentarikere vil have garantier mod løndumping, når EU laver handelsaftale med Indien

Se mere

  • Handelsaftale kan bane vej for fri import af indisk arbejdskraft

    EU-parlamentets behandling

    Tænketanken CEO’s rapport om lobbyisternes rolle i forhandlingerne: “Trade Invaders”

  • Skal adgang for indiske arbejdere byttes ud med stop for billig kopimedicin til verdens fattigste? Det er lidt hårdt trukket op fronterne i forhandlingerne om en handelsaftale mellem EU og Indien.

    Bag forhandlerne på begge sider af bordet har de multinationale firmaer været yderst aktive, vurderer iagttagere, som følger de i øvrigt meget lukkede forhandlinger.

    I sidste uge behandlede EU-parlamentet sagen, og EU-kommissionen redegjorde i meget brede vendinger for forhandlingerne uden at hverken spørgsmålet om medicin til de fattige eller spørgsmålet om social dumping blev stjerneklare.

    Den Europæiske Faglige Sammenslutning EFS har tidligere advaret om, at en handelsaftale, som giver Indiske selskaber mulighed for at udstationerer arbejdskraft, kan åbne for social dumping.

    Splittet parlament

    EU parlament vedtog en udtalelse om handelsaftalen, som splittede parlamentet, det var højrefløjens resolution, som blev vedtaget, mens grupperne til venstre med Socialdemokrater, Grønne og Venstregruppen måtte se, at deres fælles udtalelse ikke nåede til afstemning.

    Handelskommissær Karel De Gucht lovede ikke for meget og løftede ikke sløret for, hvor forhandlingerne står. Han forsikrede at parlamentets synspunkter vil blive taget med i forhandlingerne ”så langt som muligt”.

    Det fremgik af parlamentets behandling, at Indien presser på for at få mulighed for at udstationere arbejdere i serviceindustrien.

    EU anerkender at det er en af Indiens ”offensive interesser”, men selvom de internationale handelsregler bygger på, at de udstationerede skal arbejde på værtslandets betingelser, så er der ingen bud på, hvordan det skal sikres.

    – De presser på, for at aftalen skal give indiske multinationale selskaber ret til at sende indiske arbejdere til EU.  Det indebærer stor risiko for social dumping af arbejdsvilkår og lønninger samt udnyttelse af indiske migrantarbejdere. For slet ikke at tale om hjerneflugt fra Indien, et land der selv har brug for højtuddannet arbejdskraft, siger Sørens Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU.

    – Selv om der har været en kritisk diskussion om begge disse aspekter af aftalen i det danske folketing, så tromler Europa-Kommissionen alligevel videre i forhandlingerne med Indien med industrilobbyen fra EU og Indien bag rattet, siger han.

    “Vi kan alktid lave en blokade – men”

    Det socialdemokratiske medlems af parlamentet Ole Christensen er heller ikke beroliget efter behandlingen i parlamentet.

    – Jeg tror, at det bliver muligt at sikre den billige kopimedicin. De drejer sig om liv og død, og der tror jeg presset på forhandlerne bliver så stort, at det kan bevares, siger Ole Christensen.
    Men når det gælder at forhindre social dumping, så er han mere bekymret.

    – Både kommissionen og udenrigsminister Lene Espersen siger det klart at det er på værtslandets betingelser. Men det giver problemer, som hænger lidt sammen med vores model, siger Ole Christensen.

    – Fagbevægelsen kan altid lave en blokade, men vi har set, at der er mange muligheder for at omgå danske vilkår når der udstationeres. Derfor skal vi have så mange garantier, som muligt for at det sker på ordentlige vilkår, siger Ole Christensen.

    Kræver garantier

    Søren Søndergaard har efter sidste uges behandling i parlamentet stillet en række spørgsmål til Kommissionen om, hvordan EU vil sikre, at de indiske migrantarbejdere kommer på lige vilkår.

    Vil udsendte indiske arbejdere være dækket af de nationale arbejdslove og gældende overenskomster i modtagerlandene, eller skal der gælde særlige regler for dem, spørger han.

    Endvidere er han bekymret for, at importen af arbejdere via handelsaftalen kan føre til social dumping, som vil underminere lønningerne i medlemslandene. Søren Søndergaard efterlyser en garanti for, at aftalen ikke fører til social dumping. (brink)