Lønsænkninger kan nok øge konkurrenceevnen, men skader også væksten, advarer den Internationale Arbejdsorganisation, ILO
Advarslen kommer som en reaktion på den Europæiske Centralbanks, ECB’s anbefalinger om at ”øge fleksibiliteren” i løndannelsen bl.a. ved at sænke mindstelønnen.
Lønsænkning kan godt øge konkurrenceevnen og eksporten, som det er set i Tyskland i en meget lang periode.
– Når lønsænkninger svækker den indenlandske efterspørgsel mere end de øger eksport og investeringer har det negativ effekt på et lands økonomiske vækst, siger Patrick Belser, økonom i ILO.
ILO’s økonomer anerkender, at det er uholdbart hvis lønstigningerne systematisk ligger over udviklingen i produktiviteten, men de peger på, at det er lige så galt, hvis lønningerne stiger mindre end produktiviteten.
Og så advarer de om, at hvis alle lande tager skærer i lønningerne samtidig, vil det føre til en verdensomspændende nedtur.
– Hvis alle lande sænker lønnen samtidig, så forsvinder konkurrencefordelen og de negative effekter som lønsænkningen har på forbrug og investeringer vil føre til verdensomspændende nedgang i efterspørgsel og beskæftigelse, siger Patrick Belser. (brink)






