Nyt EU direktiv undergraver havnearbejdernes job
Fredag d. 17 januar nedlagde havnearbejderne i flere danske havne arbejdet i protest mod et nyt EU direktiv, som er på trapperne. Direktivet skal til 2. behandling tirsdag d. 21 januar i Europaparlamentet. Strejkerne fredag var optakten til en uges aktioner og protester i de europæiske havne mod direktivforslaget.
Hvis direktivet vedtages, sådan som det er foreslået, vil det undergrave havnearbejdernes fremtid. Direktivet åbner op for, at skibene selv kan håndtere deres last, det betyder at besætningerne selv kan laste og losse skibene.
– Medlemmerne har villet markere deres utilfredshed med EU’s indblanding i deres danske aftale forhold, siger formanden for havnearbejderne i Ålborg, Ole Nors.
– Kernen i direktivet er ”selvservicering”. Når det bliver vedtaget og indarbejdet, så er der åbnet op for, at man kan lade hvem som helst laste og losse. Det vil undergrave vores overenskomster, både når det gælder løn og arbejdsforhold. Vi har kæmpet i årtier for aftaler om, hvor mange der skal bruges, når et skib skal losses, de aftaler vil også være værdiløse.
– I yderste konsekvens kan det ende med en udslettelse af en hel faggruppe, derfor protesterer havnearbejderne, siger Ole Nors.
Han tror ikke på arbejdsgivernes forsikring om, at de ikke har tænkt sig at udnytte direktivets muligheder for at lade besætningerne laste og losse skibet.
– Jeg har ikke set en arbejdsgiver, der ikke vil udnytte situationen. Hvis de store som Mærsk og DFDS først går forrest, så følger de andre trop, siger Ole Nors.
Mange skibe er i dag bemandet med søfolk fra den 3. verden:
– De får typisk mellem 1 og 3 dollars mere i timen for at og losse deres skib, og det kan man ikke fortænke en fattig Filippinsk sømand i at sige ja til. Men det er helt grotesk, at et EU direktiv nu skal tvinge os til at konkurrere med 3. verdens lønninger.
Rederierne er klar
– Som direktivet ligger er det vores død, der bliver ikke plads til os, siger formanden for havnearbejderne i Esbjerg, Henning Hyllested. Her gik 180 mand fredag hjem i en 24 timers protest mod direktivet.
– Det er ikke for sjovt, at direktivet snakker om selvservicering. Det er helt klart, at det er noget de store rederier har fået lobbyet igennem i EU Kommissionen. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil begynde at bruge deres søfolk til losning lige på stedet, når direktivet er vedtaget, siger han.
Direktivet skal blandt andet sikre konkurrence i havnene og sikre at der er flere udbydere.
– Men det er helt vanvittigt at gennemføre direktivet i de danske havne. Alene i Esbjerg har vi seks stevedorer, der konkurrere om arbejdet, der er også konkurrence i de andre havne, siger Henning Hyllested.
Forgæves protester
– Vi har protestere mod direktivet, men der er ingen, der lytter. Efter vores opfattelse kører man bare efter redernes ønsker, siger forretningsfører i SiD Transport, Knud Erik Hansen. SiD har protesteret kraftigt og været til flere møder i EU om sagen.
– Men det er som at slå i en dyne, uanset at der er kommet protester fra havne overalt i Europa, siger han.
– Det er især selvhåndteringen, vi er sure over. Rederne vil selv bestemme, hvem der skal håndtere godset. Selvom der kommer færre og færre folk ombord til at sejle skibene, så skal de nu også arbejde i land for et lille tillæg, vi ser jo hvordan det går ud over sikkerheden, siger Knud Erik Hansen. Han undrer sig over at de danske stevedore firmaer ikke har reageret på direktivet.
Udover i de danske havne var der fredag proteststrejker i Finland, Norge, Holland, Frankrig, Belgien, Tyskland Cypern og Malta. I Spanien har havnearbejderne planlagt en tre dages aktion. Mens de svenske havnearbejdere undlader at aktionere, fordi Sverige som det eneste land har stemt imod direktivet, da det blev behandlet i EU’s Ministerråd.
