– Havnearbejderstrejke i Rotterdam er del af større kamp, hvor arbejdsgiverne forsøger at oprette ”bekvemmelighedshavne” på minimumsvilkår, siger Ole Nors, næstformand i 3F Transport, Aalborg
Siden 30. januar har havnearbejderne på en ny terminal i Rotterdam være i strejke for et krav om højere løn bedre pensionsordning. Kravene er beskedne 3 procent, de næste to år. Alligevel afviser selskabet APM, som driver terminalen kravene.
– Selvom det ikke er de store krav, så er det en ny terminal, hvor arbejdsgiveren forsøger at komme igennem med ringere vilkår end normalt. Det hul skal lukkes, siger Ole Nors.
Siden strejken brød ud har en af de store kunder i terminalen, Mærsk Line omdirigeret sine skibe til andre havne for at få losset og lastet.
Nu opfordrer det internationale transportarbejderforbund, ITF aktivister i hele Europa til at støtte de strejkende. Både med aktioner i de havne, som bruges som alternativer og på andre måder.
ITF og det Europæiske Transportarbejderforbund opfordrer dets medlemsorganisationer som møder de omdirigerede skibe til at ”håndtere dem med varsomhed og at bruge alle de lovlige midler ”som skønnes nødvendige.”
Bekvemmelighedshavne
Den aktuelle konflikt i Rotterdam er kun en af en række angreb på havnearbejderne globalt og på europæiske plan, vurderer Ole Nors.
– Vi ser det over hele verden, hvordan man forsøger at lave bekvemmelighedshavne. F.eks. Australien og New Zealand. I Europa har vi set det i Grækenland og Polen, siger han.
Senest er det lykkedes de portugisiske havnearbejdere at få stoppet et forsøg på at gøre en mindre havn til bekvemmelighedshavn.
– Det var en prøveklud, og den havde opbakning fra EU. Men i denne omgang mislykkedes det fordi havnearbejderne formåede at slå tilbage, siger Ole Nors.
Fagforeningsfri zoner
Bekvemmelighedshave er lukkede områder, hvor der godt nok er ansat havnearbejdere, men på helt andre vilkår end de gældende overenskomster.
– F.eks. gælder det i Gdansk i Polen, hvor de ansatte er helt uden rettigheder. Enhver snak om fagforening fører til fyring, siger Ole Nors.
Hvor en polsk havnearbejder normalt tjener 1300 dollars om måneden, så er lønnen i den ”bekvemme havn” fra et minimum på 600 op til 1000 dollars.
– Det er den udvikling vi ser. Hele tiden forsøger man at komme igennem. Derfor er det også vigtigt at få lukket hullet i Rotterdam, ellers vil det brede sig som en lynild, siger han.
Presset fra EU
Selvom EU to gange har ”godkendt”, at havnearbejde skal laves af havnearbejdere på ordentlige vilkår, så forsøger EU alligevel at undergrave overenskomster og fagforeninger på området, mener Ole Nors.
– Selvom vi fik ret to gange, hvor EU-parlamentet afviste et nyt havnedirektiv, så forsøger EU at gøre op med overenskomster og fagforeninger. Bekvemmelighedshavne er metoden lige nu, selvom der sikker er et nyt direktivforslag på vej og man hele tiden rasler med sablen. Det er derfor vi er på stikkerne nu og opfordrer til solidaritet med de strejkende i Rotterdam, siger han.
Ole Nors peger på EU’s nyeste styringsinstrumenter, og deres katalog af forslag til nedskæringer af lønninger, dagpenge og pensioner i lande som ikke lever op til budgetkravene.
EU-Kommissionen har to gange forsøget at få vedtaget et havnedirektiv, hvor kodeordet var ”selvhåndtering”, dvs. rederne skulle have ret til at bruge deres egne folk til losning og lastning. Hvis det var blevet vedtaget, ville organiserede havnearbejdere have været en saga blot.
Det blev forhindret fordi det lykkedes de europæiske transportarbejdere at mobiliserer bredt mod forslaget og lægge pres på EU-parlamentet, som endte med at forkaste direktivet. (brink)
