EU-kommissionens uspil om energirenovering af offentlige bygninger beskæres, ekstremt skuffende lyder det fra byggeriet
Der var lagt op til en indsprøjtning til byggeriet og mindre CO2-udslip med EU-kommissionens forslag til direktiv om bedre udnyttelse af energien.
Men det ser ud til – at der under det danske formandskab – bliver skåret kraftigt i ambitionerne, skriver Dr.dk.
I Kommissionens forslag til direktiv om bedre udnyttelse af energi, var det et krav, at landene skulle renovere tre procent af hele den offentlige bygningsmasse hvert år.
Men i det seneste udkast til direktivet, er det ændret til kun at gælde centraladministrationens bygninger.
Ekstremt skuffende
Ændringen betyder, at der bliver færre bygninger, som skal renoveres og dermed langt færre arbejdspladser, mener Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-Kartellet.
– Der, hvor det tonser noget i Danmark, det er jo kommunerne med folkeskoler, plejehjem og daginstitutioner. Så det er ekstremt skuffende, siger han til Dr.dk.
Også i Dansk Byggeri er skuffelsen over den nye aftaletekst til at tage og føle på. I Danmark ejer kommunerne nemlig langt flere bygninger end staten.
– Med det foreliggende forslag er direktivet markant forringet i forhold til det oprindelige udspil. Vi skal også have taget fat i kommunerne og regionerne, for ellers batter det ikke noget. Staten har kun to procent af bygningsarealet i Danmark, siger Camilla Damsøe Pedersen, der er chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Kunne skabe 2 mio. jobs
Kommissionen har vurderet, at det samlede direktiv om energieffektivisering ville skabe to millioner arbejdspladser.
Men antallet af nye jobs bliver beskåret kraftigt, hvis energieffektivisering af de offentlige bygninger kun kommer til at omfatte centraladministrationens bygninger, mener Gunde Odgaard.
– Mange af de to millioner arbejdspladser hænger sammen med bygningsrenovering. Jeg har ikke overblik over, hvor mange arbejdspladser, der så ikke vi blive skabt på denne her konto, men det var en væsentlig parameter i forsøget på at skabe job. Så jeg synes det er en ret bitter pille at sluge, siger han. (brink)






