Det græske venstrefløjsparti SYRIZA vil gøre op med den gældsfælde der er ved at kvæle Sydeuropa hvis det kommer til magten efter valget 25. januar
– Stop den økonomiske waterboarding af Grækenland, den kvæler befolkningen, så dramatisk fremstiller den græske professor og rådgiver for SYRIZA, Yanis Varoufakis konsekvenserne af den aftale, som EU og den såkaldte Trojka har påtvunget Grækenland som betingelse for de lån, som først og fremmest går til at betale renter på den græske statsgæld.
De økonomiske og sociale konsekvenser af EU krisepolitik er veldokumenterede og både FN’s arbejdsorganisation ILO og Europarådet har advaret. Og SYRIZA vil lægger op til en omfattende løsning af gældsproblemet. Partiet foreslår en international gældskonference, hvor det sydeuropæiske landes gæld bliver nedskrevet og der afbetalingen udsat.
Men svaret fra Berlin kom prompte: Det er ikke noget problem for Euroen, hvis Grækenland smutter, men vi ser helst i bliver, men så skal I leve op til de aftaler, som den afgåede regering har indgået med Trojkaen!
Det er den officielle forhandlingsposition, en ny regering kan forvente fra EU, hvis grækerne vælger en regering, som vil gøre op med nedskæringspolitikken. Og det uanset, at SYRIZA netop ikke lægger op til at forlade euroen eller EU for den sags skyld. Mere end 70 procent af grækerne siger ifølge meningsmålinger, at de ønsker at blive.
Eller som Yanis Varoufakis konstaterer i et interview med Repubblica:
– Euroen var fejlkonstrueret fra starten, og Italien og Grækenland skulle aldrig have været ombord. Men det er, som et skib på vej over Atlanten, der begynder at tage vand ind. Det nytter ikke at forbande konstruktørerne, vi må bide i det sure æble og få skibet i havn.
En tysk model
Det kan ligne historiens ironi, at venstrefløjspartiet foreslår en ”tysk” løsning. Tilbage i 1953 afskrev 21 lande på et topmøde i London 60 procent af Vesttysklands gæld. Tyskland fik seks års udsættelse på betalingerne af den resterende gæld og forlængede lånene til 30 års løbetid. Endelig blev der indført en udviklingsklausul, som sikrede at landet højst skulle bruge fem procent af eksportindtægterne til at betale gæld.
– Europa reviderede Versaillestraktaten og lagde grunden til Vesttyskland udvikling. Det er netop hvad SYRIZA foreslår i dag: At revidere de mange små Versaillestraktater som kansler Angela Merkel og hendes finansminister har påtvunget de gældsramte europæiske lande, og giv os et af det største øjeblikke af klarsyn Europa har set siden krigen, skrev formanden for SYRIZA, Alexis Tsipras allerede i 2013, da partiet præsenterede forslaget.
De forskellige ”redningspakker” i Sydeuropa er mislykkedes, de har bare gravet afgrunde, som man forventer, at skatteyderne skal fylde igen. Det har aldrig før hastet så meget at finde en hel, definitiv og kollektiv løsning på gældsproblemet, konstaterede han.
Partiet foreslår samtidig en ny ”europæisk New Deal”, hvor det skal sættes ind med massive investeringer via den Europæiske Investeringsbank.
Akut hjælp
En aftale om afskrivninger og udsættelse af gæld vil give en ny græsk regering mulighed for at sætte ind mod den eskalerende humanitære krise, som er under stadig udvikling i landet.
Det handler om akut fødevarehjælp til 300.000 familier uden indkomst, gratis strøm til 300.000 af de fattigste husstande, boligstøtte til 30.00 lejligheder. Genindførelse af den Julebonus til de fattigste pensionister (den såkaldt 13 måneds pension). Gratis medicin og lægehjælp til arbejdsløse og mennesker uden sygesikring.
Den akutte indsats vil blive fulgt op med en tilbagerulning af de forringelser, som aftalerne med Trojkaen har påført landet. Partiet lover gradvist at hæve lønninger pensioner og ansætte flere i den offentlige sektor (Trojkaens program har medført massefyringer, beskåret lønninger og pensioner, og begrænset fagbevægelsen rettigheder), fremgår det af SYRIZAs ”Plan for national rekonstruktion”
Forandringer fra dag et?
Det er en underdrivelse at sige, at venstrefløjspartiets plan bliver mødt med skepsis. Både Berlin og kommissærerne i Bruxelles har gjort det klart, at der ikke findes anden vej, end den Trojkaen har udstukket, så hvad sker der, hvis SYRIZA virkelig skulle komme til magten?
Ifølge formanden, Alexis Tsipras vil partiet sætte aftalen med Trojkaen ud af kraft, allerede den første dag partiet er ved magten og gå i gang med at gennemføre dets egen politik:
– Det vil ske inden og uanset udfaldet af forhandlingerne (med EU og Trojkaen), forsikrede han, da han præsenterede programmet.
Hvis SYRIZA skulle vinde, er banen således kridtet op til et opgør mellem embedsmændene i Bruxelles og en regering med mandat til at gøre op med nedskæringspolitikken. (brink)






