Det er nødvendigt at lette den græske gældsbyrde, hvis Eurozonen skal undgå dyb krise, mener belgisk professor
Risikoen er, at de politiske ledere i Eurozonen nægter at lette den græske (og andre periferilandes) gæld. Hvis det sker, er en grundlæggende krise i Eurozonen uundgåelig, advarer Paul De Grauwe professor ved London School af Economics and Political Science.
Udsigten til en venstreradikal regering har fået alarmklokkerne til at ringe overalt i EU-systemet. En strøm af advarsler og slet skjulte trusler bliver sendt mod vælgerne i Grækenland. Hvis de ikke bøjer sig for Trojkaens diktater, så ryger Grækenland ud af euroen.
Men SYRIZAs krav om en ”gældssanering” er faktisk fornuftigt, og selvom partiet måske ikke kommer igennem med det i denne omgang, så er det nødvendigt, ellers vil vi se et gældsoprør, hvor ekstremistiske partier vil vinde frem ved kommende valg, skriver Paul De Grauwe på Social Europe, han har tidligere siddet i det belgiske parlament for det flamske liberalkonservative parti, VLD.
Den græske gæld er nu oppe på mere end 170 procent af BNP, en gæld som ingen græsk regering har mulighed for at betale, mener han.
– I stedet for at benægte den realitet burde EU’s finansministre se det i øjnene. De bør overveje, hvordan den græske gældsbyrde kan lettes. At benægte realiteterne vil dømme
Grækenland til mange års elendighed, og fremme ekstremistiske politiske bevægelser i landet, skriver han.
Grækerne blev straffet
Han mener, at den græske gældspukkel skyldes dels et umådeholdent forbrug i 00’er, og dels et hæmningsløst udlån fra Nordeuropæiske banker til landet.
– De Nordeuropæiske banker spurgte på intet tidspunkt sig selv, om grækerne ville betale lånene tilbage, skriver Paul De Grauwe.
– EU valgte at løse gældskrisen ved at straffe grækerne og redde de nordlige banker. Et straffeprogram af nedskæringer blev påtvunget grækerne, konsekvenserne er nu synlige overalt i landet. Et fald i bruttonationalproduktet tæt på 25 procent siden 2010, en arbejdsløshed ikke set større siden 30’erne og en udbredt fattigdom blandt store dele af den græske befolkning, skriver han.
Selvom nogen banker kom til at betale for deres enorme græske lån, så slap de fleste banker fri og dumpede deres tilgodehavende hos det offentlige. De krav ligger nu hos regeringerne og den Europæiske Centralbank. Og de vil have deres penge tilbage, uanset konsekvenserne for det græske folk eller deres politiske system, skriver Paul De Grauwe.
Frugten hedder elendighed
Den officielle forklaring på den voldsomme nedskæringspolitik, som det græske folk blev påtvunget var, at det var uundgåeligt og at det vil bære frugt. Uundgåeligt? Ja, selvfølgelig, hvis meningen er at sikre kreditorernes interesser, så er der kun en mulighed: Grækerne må betale den fulde pris. Vil det betale sig til sidst? Ja, selvfølgelig, hvis nedskæringerne fortsætter længe nok, så vil det føre til overskud og overførsel af ressourcer fra Grækenland til den rige nordlige eurozone, skriver han.
Men den officielle fortælling om Grækenland overser det politiske oprør, som bliver udløst af den menneskelige elendighed, som den brutale nedskæringspolitik har ført til. De millioner af mennesker, som bliver kastet ud i elendighed af kreditorerne fra Nordeuropa er ikke passive. De protesterer ikke kun i gaderne, noget som kreditorerne fint kan leve med. De stemmer også på de partier, der lover dem en bedre løsning. Og på de partier, som vil bryde den eksisterende politiske og sociale orden, skriver De Grauwe. (brink)
