Offentligt ansatte strejker i protest mod fyringer
De offentlige ansatte i Grækenland strejker i dag, efter regeringen i går begyndte at offentliggøre navnene på de tusinder af offentligt ansatte, som bliver overflyttet til en ”mobilitetsenhed,” som for mange vil føre til en endelig fyring. De overflyttede får kan se frem til at få 75 procent af deres løn i en periode, hvis de ikke efter otte måneder har fået nyt job, bliver de fyret.
De offentligt ansattes fagforening ADEY har opfordret til strejken efter at hundreder gik på gaden i Athen i går få timer efter at regeringen havde offentliggjort navnene på godt 2000 lærere, som bliver overflyttet.
Formanden for lærernes fagforening, Themis Kotsifakis er selv på listen over ”ovewrflyttede”, han kaldte beslutningen en forbrydelse, med henvisning til en kollega, som døde af et hjerteslag, da hun i sidste uge fik besked om at hun var på listen.
Den græske regering har lovet Trojkaen (EU, ECB og IMF) at overføre 12.500 offentligt ansatte til september og inden årets udgang skal 25.000 offentligt ansatte være på vej mod fyring.
Skolelærerne vil få følgeskab af 3000 betjente, 1500 administrative ansatte fra universiteter og tekniske skoler, 1500 sundhedsarbejdere og 600 fra forskellige sociale institutioner.
Dekretstyre
Samtidig med at der blev sat navne på, hvem der skal ud besluttede parlamentet at give regeringen frie hænder til at reformere den offentlige sektor. På det sidste møde inden sommerferien vedtog parlamentet, at større reformer af den offentlige sektor kan gennemføres med dekreter fra præsidenten.
Oppositionen anklager regeringen for med loven at forsøge at sætte parlamentet uden for indflydelse på reformerne.
Ifølge webavisen Ekathimerini opfordrede ministerpræsidenten sine ministre til ikke at slække på indsatsen i august, hvor de fleste grækere holder ferie. Trojkaen vil være tilbage i Athen til september, skriver avisen. (brink)
kilde:Ekathimerini.com






