Cyperns regering har sagt ja til fyringer, løn- og pensionsstop og skattestigninger, som prisen for EU’s og valutafondens lånepakke.
4500 offentligt ansatte skal fyres, og for dem der bliver tilbage i den offentlige sektor, bliver der ingen lønstigninger før tidligst i 2016. Pensionerne bliver ligeledes fastfrosset de kommende år.
Samtidig skal lønmodtagerne bidrage med en engangsskat på 1,5 procent af lønnen.
Det er en del af indholdet i den foreløbige aftale mellem den cypriotiske regering og Trojkaen (EU, Valutafonden og Den Europæiske Centralbank), som blev indgået tirsdag.
Alt fokus har hidtil været på banksektoren og de tab som både russiske oligarker og almindelige pensions opsparere står til i landets to megabanker. Men lønstoppet og fyringerne bliver altså også en del af prisen for nådlånet, det er helt på linje med de tidligere aftaler med bl.a. Grækenland.
Der bor omkring 600.000 på den græskcypriotiske del af Cypern, som er medlem af EU, derfor rammer de tusinder af fyringer hårdt. Der er allerede 15 procents arbejdsløshed i landet. Men med fyringerne i den offentlige sektor og banksektoren, som er den direkte udløber af aftalen, vil arbejdsløsheden stige til langt over 20 procent. Hertil kommer, at en række virksomheder har fået indefrosset deres indeståender i de to største banker, penge som bl.a. var beregnet til løn til de ansatte. Hvor mange der på den baggrund mister deres job, er der i dag ikke noget overblik over.
Om det er for at komme sukker på den sure pille eller for at vise, at man virkelig har haft fat i tættekammen vides ikke, men Trojkaen og regeringen har også aftalt, at det skal være slut med at sende statens tjenestemænd til udlandet på business-class. Det fremgår udtrykkeligt af aftalen med Trojkaen, at kun landets præsident og formanden for parlamentet for fremtiden må benytte den klasse. (brink)






