Reallønsfald i 12 ud af 28 EU-lande i år, og presset for at gå den ”tyske vej ” vil fortsætte forudser forsker
Selvom reallønnen vil stige en smule (0,2 procent) samlet set i EU i modsætning til sidste år, hvor reallønnen faldt med 0,7 procent, så er der udsigt til mindre i lønningsposen i 12 EU-lande og yderste beskedne lønstigninger i de fleste andre lande. Det fremgår af den årlige rapport fra den tyske Hans-Böckler-Stiftelsens Institutt for økonomi- og sosialvitenskap (WSI).
Den lille stigning dækker over store forskelle, fra et reallønsfald i Cypern på 8,5 procent og i Grækenland på 6,2 procent. Mens Portugiserne ser ud til at hente unionens største fremgang på 2,4 procent. I Danmark ventes reallønnen at stige med 0,1 procent. (Se listen)
Lille tysk bedring
Tyskland har lenge hatt en klar reallønnsnedgang. I perioden 2001 til 2009 var Tyskland eneste land i EU som hadde direkte lønnsnedgang, og reallønnen gikk ned med i alt 6,2 prosent.
Bedring i Tyskland
Tyske arbejdere har længe måtte se deres realløn falde, fra 2001 til 2009 faldt den samlet med 6,2 procent. Men efter en række overenskomstslag de seneste år, er udviklingen vendt en smule, rapporten venter at en reallønsfremgang i år på 0,6 procent.
Den tyske forskningsleder dr. Thorsten Schulten gør opmærksom på, at både medlemslandene og den såkaldte Trojka (EU, Centralbanken og Valutafonden) har en bevidst strategi, som handler om at presse lønningerne. Derfor er der et stærkt pres på lønningerne overalt i EU.
– Med Tyskland som forbillede skal løntilbageholdenhed og reallønsnedgang fører til øget konkurrenceevne og føre Europa ud af krisen. Men den strategi har ingen udsigt til at lykkes, siger han ifølge frifagbevegelse.no.
Han peger på, at der indenfor rammerne af EU’s økonomiske styring er gennemført massive statslige indgreb i lønpolitikken. Først og fremmest med lønstop og lønnedgang i den offentlige sektor i flere lande. I mange lande er man i gang med at ændre det kollektive forhandlingssystem. Der sker en såkaldt ”radikal decentralisering,” som indebærer, at stadig flere centrale overenskomster erstattes af individuelle aftaler eller aftaler på virksomheds- eller koncernniveau. (brink)
Kilde Frifagbevegelse.no
