Hvad er nyt i forfatningen og hvor peger den hen?
En moppedreng på godt 300 sider plus det med småt: Protokoller, udtalelser og særordninger for de enkelte lande! Det er, hvad de danske vælgere inden for en overskuelig fremtid skal tage stilling til. Og så er der endda tale om en forenkling af EU-traktaterne, en forenklet og mere ligefrem beskrivelse af, hvordan EU lovgiver og agerer, hvis man skal tro forfatningsfædrene.
Barnets navn
I den offentlige debat fortsætter navneforvirringen om den nye forfatning. Danske tilhængere fortsætter ufortrødent med at kalde det en forfatningstraktat. I den fulde officielle sprogbrug hedder det: ”En traktat om en forfatning for Europa”. I teksten benyttes ordet ”forfatning”, ikke ”traktat” eller ”forfatningstraktat”.
Bag ordstriden gemmer sig en kamp om dagsorden. Er forfatningen en samarbejdsaftale mellem suveræne stater, sådan som det som regel fastlægges i en traktat. Eller er det fødslen af en egentlig statsdannelse med egen forfatning. Vi vil i denne avis holde os til tekstens egen tale, dvs. om forfatningen og om Unionen, som er den måde forfatningen omtaler EU på.
Knækkede søjler
Det hidtidige samarbejde i EU har været bygget op på tre søjler, med hver sine regler: Der har været en EU søjle, hvor EU bestemmer. En søjle for det mellemstatslige samarbejde, og endelig en søjle for EU’s retssamarbejde, hvor Danmark har et forbehold.
Hvis forfatningen vedtages, så vælter man de tre søjler og gør samtlige områder tilgængelige for EU’s almindelige procedurer. Det betyder, at flertalsafgørelser bliver normen. På de områder, hvor der stadig er vetoret indfører forfatningen såkaldte passareller, eller gangbroer, som giver statslederne mulighed for at gå over til flertalsafgørelser, hvis de mener, at der er brug for det. Det er ikke nødvendigt med en ny traktat, hvis spillereglerne skal ændres senere.
Unionens værdier
Værdierne beskrives sådan her:
”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd (I-2).”
En Union med rettigheder
Det såkaldte Charter grundlæggende rettigheder, som indtil nu har været en højtidelig erklæring bliver en del af forfatningen og ophøjes dermed til et juridisk bindende dokument, på linie er nu en del af forfatningen, hvor det udgør del II (I-9).
Charteret er et omfattende katalog, der omhandler så forskellige rettigheder som ret til livet, ytringsfrihed og ret til gratis arbejdsformidling.
Ved fortolkning af charteret skal EU´s og medlemslandenes domstole tage ”behørigt hensyn” til nogle forklaringer, som ikke i sig selv er juridisk bindende eller en del af forfatningen.
Princippet om forfatningens og EU-rettens forrang for de nationale retter fastslås udtrykkeligt.
Det hedder i artikel 6 stk. 1: ”Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.”
EU bliver en juridisk person, det betyder, at EU kan indgå aftaler med internationale organisationer som Verdenshandelsorganisationen, WTO, tiltræde internationale konventioner mv. Præcis som en nationalstat.
Enekompetence og delt kompetence
Forfatningen fastslår hvor EU har enekompetence, og hvor EU deler kompetencen med medlemsstaterne. Der er dog det særlige ved delt kompetence, at medlemsstaterne kun kan lovgive selv, hvis Unionen ikke allerede er gået ind på området eller ikke længere udøver nogen kompetence der.
Unionen har enekompetence på følgende områder:
– Toldunionen.
– Konkurrencereglerne for det indre marked.
– Den monetære politik for de medlemsstater, der har indført euroen.
– Bevarelsen af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik.
– Den fælles handelspolitik. EU har enekompetence til at indgå internationale aftaler.
Der er delt kompetence på:
– Det indre marked.
– Social- og arbejdsmarkedspolitik.
– Økonomisk, social og territorial samhørighed.
– Landbrug og fiskeri.
– Miljø.
– Forbrugerbeskyttelse.
– Transport.
– Transeuropæiske net.
– Energi.
– Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
– Fælles sikkerhedsproblemer på folkesundhedsområdet.
Men forfatningen åbner desuden for at EU kan vedtage ”understøttende koordinerende eller supplerende tiltag” indenfor stort set alle andre politikområder. Listen med supplerende tiltag rækker fra industri til ungdom og sport.