Selvom EU´s redningsplan inddæmmer gældskrisen for nu, så består de grundlæggende økonomiske problemer uløste og så lurer en formynderstat forude, vurderer økonom Henrik Herløv Lund i ny kritisk rapport.
I en 70 siders kritisk analyse går økonom, Henrik Herløv Lund i dybden med euro-krisen og ser på de grundlæggende problemer, som Eurozonen står over for.
Sidste uges to topmøder anses af de fleste iagttagere som et af de største ryk i EU-integrationen de sidste mange år. Men netop de mange skridt mod en centraliseret overnational finanspolitik truer med at udvikle EU til en formynderstat, advarer Henrik Herløv Lund.
Planens hovedindhold
Topmødet besluttede at halvdelen af den græske statsgæld skal eftergives. Det er dog stadig uklart, hvordan operationen skal gennemføres i praksis. Det har været nævnt, at man i første omgang vil forsøge at få det igennem med en frivillig aftale med bankerne.
For at undgå at de store europæiske banker, som har lånt Grækenland pengene, går nedenom og hjem som følge af nedskrivningen af Grækenlands gæld, skal disse ”polstres” gennem at tilføjes yderligere kapital.
De såkaldt ”systemisk vigtige” storbankers kernekapital skal udvides så de nuværende krav fordobles, Fremover skal bankerne opfylder et krav om 9 % af deres balance mod det i dag gældende krav på 5 %. Dette indebærer, at bankerne vil blive tilført omkring 106 mia. euro. Den internationale Valutafond har dog vurderet, at behovet er 200 mia. euro.
I første omgang skal bankerne frem til sommeren 2012 selv søge at rejse denne kapital som private midler. Dernæst skal de enkelte landes regeringer træde ind. Herefter træder EU s hjælpefond til. Hvad det sidste helt præcist indebærer, foreligger ikke oplyst.
Udvidelse af EU s hjælpefond
For at forebygge at gældskrisen skærpes for andre gældsramte lande, når statsobligationer fra kriselande generelt falder i værdi efter nedskrivningen af Grækenlands gæld, skal fonden udvides. Der tales om mere end en fordobling af fonden fra nuværende omkring 440 mia. euro til 1000 mia. euro. Det skal ske efter en såkaldt ”forsikringsmodel”. Eurolandene skal ikke direkte deponere flere penge i fonden udover den nuværende 440 mia. euro, hvoraf pt. er omkring 270 mia. euro tilbage efter diverse hjælpepakker – i hvert fald ikke i første omgang, men fonden skal kunne forsikre investorer mod 20 til 40 % af deres tab på statsobligationer fra svækkede eurolande
Overnational finanspolitisk beslutningsprocedure i EU
Det foreslås fra navnlig tysk side, at sanktionerne ved overtrædelse af kravene i EU s ”Vækst og Stabilitetspagt” skal udløses automatisk og at der udnævne en kommissær for euroen, som en slags europæisk finansminister med ret til at pålægge landene streng budgetdisciplin.
Endvidere foreslår Tyskland, at overskridelse af budgetregler skal kunne indbringes for og pådømmes af EU–domstolen. Og det foreslås, at alle eurolande indfører et lovfæstet loft for maksimal offentlig gæld ligesom Tyskland selv har gjort.
Endelig har der været tale om at skærpe beslutningen fra sidste år om, at EU–kommissionen og Rådet skal gennemse landenes finanslovsforslag og anbefale evt. stramninger før de debatteres i de nationale parlamenter. Stramningen skal bestå i, at EU anbefalinger bliver obligatoriske for lande, der som Grækenland er i alvorligt budgetmæssigt uføre.
Forebygger skadevirkninger
• Det må anerkendes, at redningsplanen vil virke, hvad angår her og nu at inddæmme gældskrisen, forebygge skadevirkningerne af græsk statsbankerot og en ny finanskrise. Men desværre er den hellige grav ikke velforvaret. For det første er den græske gæld nok bragt ned, men på ingen måde bragt ud af verden. skriver Henrik Herløv Lund.
Den græske gæld er så stor, at den i 2020 vil være oppe på 120 procent af BNP, det samme som den italienske er i dag. Grækenland problemer er med andre kun udskudt, ikke løst, mener han.
Grundlæggende problemer består
Redningsplanen løser for det første ikke de sydeuropæiske landes store konkurrenceevneproblemer. Der er indenfor eurozonen en stor og stigende ubalance mellem svagere sydeuropæisk og stærkere nordeuropæisk konkurrenceevne, som der ikke tages effektive skridt til at løse.
Tilsyneladende satser EU kun på at forbedre konkurrenceevne i gældslandene gennem reduktion af løn-, velstands – og velfærdsniveau, hvilket vil være på en meget langstrakt og vanskelig proces.
– For det andet lægges med redningsplanen op til at fortsætte den hidtidige besparelsespolitik overfor de gældsramte lande, som imidlertid er vækstdræbende og dermed forhindrer, at de sydeuropæiske lande kan produceres sig ud af gælden. Samtidig vil denne besparelsespolitik smadre velfærden og skaber voldsom social modstand. I forlængelse af redningsplanen vil EU s koordinering blive på laveste fælles nævners niveau, fordi den sker på grundlag en neoliberalistisk, monetaristisk besparelsespolitik i stedet for på grundlag af en vækstpolitik, hvor de gældsramte lande hjælpes op, skriver han.
Fejlkonstruktion består
EU og eurosystemet har et stort ansvar for udhulingen af Grækenland og de øvrige Sydeuropæiske landes konkurrenceevne, mener Henrik Herløv Lund.
– Euroen lider af en grundlæggende konstruktionsfejl: På den ene side berøver man de sydeuropæiske lande muligheden for over den nationale valutapolitik at kompensere for deres konkurrencemæssige svækkelse uden på den anden side gennem at indføre et fælles EU system, hvor man gennem regionalpolitik og strukturfonde omfordelte fra overskudslandene i nord til underskudslandene i syd for at hjælpe til dem til større investeringer og højere produktivitet og herigennem højere konkurrenceevne, skriver han..
Finanskrisen skærpede de Sydeuropæiske landes problemer. Og det burde have fået EU til at indse euroens systemfejl, mener Henrik Herløv Lund.
– Men eurosystemet fastholdes indædt og uændret. Er det fordi det er til Tysklands fordel, spørger han.
Forkert løsning
Han medgiver, at man med redningsplanen forsøger at forhindre, at en den fejlagtige økonomiske politik, som er foregået i Grækenland og andre sydeuropæiske lande gentager sig.
– Man har omsider indset, at en monetær union forudsætter koordinering af medlemslandenes økonomiske politik. Men det er ikke lige meget – men tværtimod meget afgørende – hvilken koordinering? Det hjælper ikke meget, hvis koordineringen sker på grundlag af en forkert økonomisk politik i form af den førte besparelsesstrategi. Så risikerer koordineringen at gøre mere skade end gavn, hedder det i analysen.
– Med eurozonens planer om en overnational finanspolitik får vi i stedet koordinering på laveste fællesnævners niveau, fordi den fælles finanspolitik primært synes at skulle handle om at presse gældsramte lande ned i velfærd og levestandard, skriver han.
De nationale regeringer og demokratiers indflydelse skubbes i denne proces til side. Selvom EU selv samtidig lider af et stort demokratisk underskud, mener Henrik Herløv Lund.
– EU – eller i hvert fald eurozonen – synes på vej til en egentlig føderation, men i form af en formynderstat. Hermed er kimen lagt til nye økonomiske såvel som politiske kriser. Redningsplanen er næppe enden på gælds- og eurokrisen. Den er næppe heller begyndelsen på enden. Den risikerer højst at være enden på begyndelsen af krisen, konkluderer han. (brink)
