Oplæg om EU Forfatningen Af Finn Sørensen
1: INDLEDNING
– Hvad er det nye med hensyn til social- og arbejdsmarkedspolitikken
– Hvad kan konsekvenserne være af de nye bestemmelser
2: INDRE MARKED DET VIGTIGSTE
Inden vi går i detaljer med, hvori nyskabelserne består, skal forfatningens bestemmelser om socia- og arbejdsmarkedspolitikken (herunder beskæftigelsen) sættes ind i den rette sammenhæng. Vi taler trods alt kun om et lille hjørne af EU´s meget omfattende traktatgrundlag, og faktiske lovgivning.
Hovedindholdet i EU-politikken er stadig reglerne om, at der ikke må være nogle hindringer for det ”indre marked”. Her behøver vi blot at se på de seneste direktiver/forslag til direktiver for arbejdsmarkedet, for at forstå, at udviklingen af det indre marked er den største trussel mod lønniveau og overenskomstmæssige rettigheder i øvrigt (servicedirektiv, havnedirektiv, revision af arbejdstidsdirektiv m.m.).
Hertil kommer udvidelsen mod øst, som – alle overgangsordninger til trods – betyder en voldsom skærpelse af konkurrencen mellem europas arbejdere.
3: HVAD ER DET NYE?
Forfatningens afsnit om social- og arbejdsmarkedspolitikken (Artiklerne 209-219) er stort set uændret (= teksten i Nice-traktaten).
Eneste ændring er, at det rådgivende udvalg om social beskyttelse (I-217) nu nedsættes ved ”simpelt flertal”. (Det samme gælder i øvrigt det rådgivende beskæftigelsesudvalg I-208)
Forfatningens indvirken på social- og arbejdsmarkedspolitikken findes i andre artikler:
– Charteret om grundlæggende rettigheder (Mange af artiklerne i del II)
– Flertalsafgørelser om social sikring m. h. p. arbejdskraftens frie bevægelighed
– Nye bestemmelser om almene tjenesteydelser
– Den øgede brug af flertalsafgørelser generelt, de ændrede revisionsprocedurer (passarellen) og ”forstærket samarbejde”.
Tilhængerne af forfatningen mener, at den nye artikel I,48 er en meget vigtig sejr. Til det er der blot at sige, at der indholdsmæssigt ikke er noget nyt i den, og at den i sig selv blot er en hensigtserklæring. Den er ikke fulgt op af ændrede procedurer.
4: GÆLDENDE REGLER OM SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSPOLITIKKEN
Beskæftigelsespolitikken (III-203-208) og social- og arbejdsmarkedspolitikken (III-209-219) hører under politikområder, hvor Unionen ”samordner” den økonomiske politik.
Der er ”delt kompetence” (jf. I-12,2 hvor ”medlemsstaterne udøver deres kompetence, i det omfang Unionen ikke har udøvet sin eller er ophørt med at udøve den”.
– I-15,2: Unionen ”træffer foranstaltninger med henblik på at sikre samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker”
– I-15,3: Unionen ”kan tage initiativer med henblik på at sikre samordning af medlemsstaternes social- og arbejdsmarkedspolitik.”
Samordningen sker ved love og rammelove, som udgangspunkt efter den ”almindelige lovgivningsprocedure” – dog visse undtagelser.
Der er ikke tale om harmoniserings-lovgivning.
Beskæftigelsespolitikken (III-203-208)
– Identisk med Amsterdam-traktaten.
– Beskæftigelsespolitikken er underlagt de generelle økonomiske retningslinjer, det vil sige ØMU´ens krav om prisstabilitet, og reglerne om offentlige underskud
– Formålet er at fastsætte ”tilskyndelsesforanstaltninger der skal fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne” (III-207)
Social- og arbejdsmarkedspolitikken (III-209-219)
III-209: ”Unionen og medlemsstaterne skal handle under hensyn til forskellen i national praksis, særlig på overenskomstområdet, samt til nødvendigheden af at opretholde EU-økonomiens konkurrenceevne”
”…en sådan udvikling vil blive en følge såvel af det indre markeds funktion, der vil fremme en harmonisering af de sociale ydelser….”
III-210, 1-3 Områder, som reguleres
– Forbedring af arbejdsmiljøet
– Arbejdsvilkår
– Arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse
– Beskyttelse af arbejdstagerne ved ophævelse af en arbejdskontrakt
– Information og høring af arbejdstagerne
– Repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejderes og arbejdsgiveres interesser, herunder medbestemmelse
– Beskæftigelsesvilkår for tredjelandes statsborgere
– Integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet
– Lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet
– Bekæmpelse af social udstødelse
– Modernisering af de sociale beskyttelsessystemer (dog ikke når det gælder arbejdstagernes sociale sikring og beskyttelse, her gælder enstemmighed)
Iflg. III-210,6 er lønforhold, organisationsret og strejke/lockoutret undtaget
Det præciseres, at man ved reguleringen af ovennævnte områder ”ikke må pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder”.
På følgende områder fastlægges minimumsbestemmelser i rammelove (almindelig
Lovgivningsprocedure v. kvalificeret flertal):
– Forbedring af arbejdsmiljøet
– Arbejdsvilkår
– Information og høring af arbejdstagerne
– Integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet
– Lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet
Følgende områder kræver enstemmighed men kan overføres til flertalsafgørelser (passarelle):
– Beskyttelse af arbejdstagerne ved ophævelse af en arbejdskontrakt
– Repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejderes og arbejdsgiveres interesser, herunder medbestemmelse
– Beskæftigelsesvilkår for tredjelandes statsborgere
Når det drejer sig om ”bekæmpelse af social udstødelse” og ”modernisering af de sociale
beskyttelsessystemer” vedtages der ikke minimumsforskrifter, men kun foranstaltninger til fremme
af samarbejdet mellem medlemsstaterne.
Tilbage står ”arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse” som et område, der også fremover skal reguleres ved enstemmighed. Men her kommer den generelle ”passarelle” i I-444,2 ind i billledet.
Resten af kapitlet om social- og arbejdsmarkedspolitikken er ikke så interessant i denne forbindelse.
Det handler om, at arbejdsmarkedets parter kan få lov til at gennemføre tingene i form af en aftale,
om områder, hvor det er særligt vigtigt at ”samordne” politikken, som for eks. arbejdsret og
arbejdsvilkår, social sikring og organisationsret.
5: INDSKRIVNING AF CHARTERET
På længere sigt kan charteret få stor betydning for spillereglerne på arbejdsmarkedet og social- og arbejdsmarkedspolitikken.
En ting er sikkert: Indskrivningen af charteret åbner for, at EU-domstolen får adgang til at fortolke indhold og rækkevidde af en række faglige og sociale rettigheder – vel at mærke også deres indhold og rækkevidde i medlemslandene.
Det gælder følgende punkter:
65 Forbud mod tvangs- og pligtarbejde
72 Forsamlings- og foreningsfrihed
74 Ret til uddannelse
75 Erhvervsfrihed, ret til arbejde
81 Ikke-forskelsbehandling
83 Ligestilling M/K
87 Ret til information og høring
88 Forhandlingsret, kollektive skridt
89 Ret til arbejdsformidling
90 Beskyttelse i tilfældeaf uberettiget opsigelse
91Retfærdige og rimelige arbejdsforhold
92 Forbud mod børnearbejde
93 Familie- og arbejdsliv
99 Adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse
Det er ikke sandsynligt, at EU-domstolen vil komme til fortolkninger, der styrker arbejderne og den brede befolknings rettigheder – tværtimod.
I modsætning til FN og ILO skal Domstolen, i disse som i alle andre anliggender, lade sig styre af hensynet til kapitalens frie bevægelighed. Domstolen er en politisk domstol, der skal fremme EU-integrationen.
6: PRES FRA DET ”INDRE MARKED”
Der er nye regler, som vil øge presset fra det indre marked, på landenes social- og arbejdsmarkedspolitik:
III-136 Flertalsafgørelser ved foranstaltninger om social sikring, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, navnlig:
– sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tælles med ved opnåelse af ret til en given social ydelse
– betaling af ydelser til personer, der bor inden for medlemsstaternes område.
III-136,2 Nødbremse, hvis en stat mener, at det berører ”grundlæggende aspekter”
III-171 Flertalsafgørelser ved harmonisering af moms, punktafgifter og andre indirekte afgifter
7: ALMENE TJENESTYDELSER
II-96 Charteret lægger en overordnet ramme:
”Unionen anerkender og respekterer adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som fastsat i medlemsstaternes lovgivning og praksis, i overensstemmelse med forfatningen med det formål at fremme social og territorial samhørighed i Unionen.
III-122 Principper og vilkår for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fastlægges ved europæisk lov, dog uden at det anfægter medlemsstaternes kompetence til under overholdelse af forfatningen at levere, udlægge og finansiere sådanne tjenesteydelser
Det defineres ikke, hvad der skal forstås ved disse tjenesteydelser. Dermed er ladeporten åben, for
at EU kan fastlægge ”principper og vilkår” om alt, som ministerrådet kan blive enige om at definere
som sådan, hvad enten der er tale om private eller offentlige tjenesteydelser.
Det kan være forsikrings- og pensionssystemerne, som EU-kommissionen gennem flere år har været meget ivrig efter at blande sig i. Det kan være kommunikationsmidler over en bred kam. Det kan være vand- og energiforsyning. Sidst men ikke mindst, kan det være private og offentlige tjenesteydelser inden for social-, sundheds- og uddannelsesområdet – kun fantasien sætter grænser, og vi ved af erfaring, at EU har en livlig fantasi hvad det angår.
Formålet er, at de nævnte og andre områder fuldt og helt skal underlægges markedsmekanismen. Det fremgår af henvisningen til andre artikler, som forbyder staterne at begrænse konkurrencen og foretage national særbehandling (I, 4 stk. 2, og III 166).
Her ligger muligheden for et alvorligt angreb på det kollektivt finansierede danske velfærdssystem. Det er for eksempel en kendt sag, at Kommissionen er en varm tilhænger af privatisering af hele pensionsområdet.
III-315,4 Flertalsafgørelser er nu hovedreglen ved indgåelse af handelsaftaler om tjenesteydelser, handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret og direkte udenlandske investeringer.
III-315,4 b Der kræves dog enstemmighed ved handel med social, uddannelsesmæssige og sunhedsmæssige tjenesteydelser, når aftalerne indebærer en risiko for at den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester ”forstyrres alvorlig” eller deres ”ansvar for levering” bringes i fare.
Her kan passerellen i 445 senere komme i anvendelse.
Bortset fra det, åbnes der får vilkårlige vurderinger, som bestemmes af politiske studehandler og for
Domstolens fortolkninger.
Konklusion
– Der er ingen eksempler på, at medlemsstaterne eller fagbevægelsen får nogle redskaber til at forhindre eller begrænse den øgede konkurrence mellem arbejderne (social dumping), som er en uundgåelig følge af det indre marked, og af EU´s udvidelse mod Øst.
Tværtimod:
– Med indskrivningen af Charteret og den øgede mulighed for flertalsafgørelser får EU øget indflydelse på definition, fortolkning og politik i forhold til faglige og sociale rettigheder.
– De øgede muligheder for flertalsafgørelser vil i sig selv invitere til mere lovregulering af arbejdsmarkedet, hvad enten det sker på grundlag af ”indre-markeds”regler eller på grundlag af kapitlet om social- og arbejdsmarkedspolitikken. I begge tilfælde vil formålet dog være at fjerne hindringer for det indre marked.
– Det betyder et øget pres på den danske overenskomstmodel og det skattefinansierede danske velfærdsystem.
– De nye regler om almene tjenesteydelser øger presset for en markedsgørelse af den offentlige sektor.
FS 25.11.2004
