Folkebevægelsen mod EU kræver folkeafstemning om overførsel af økonomisk magt til EU.
Sidste uges topmøde i EU gav grønt lys for nye beføjelser til EU over landenes økonomier. EU’s præsident Van Rompuy skal på næste topmøde fremlægge de endelig forslag, men topmødet lagde op til at ændre EU-traktaten, så man undgår nye folkeafstemninger.
Det får nu Folkebevægelsen mod EU til at kræve folkeafstemning om de nye beføjelser. Fra Folkebevægelsens landsmøde i weekenden lød kravet om at spørge befolkningen om EU’s nye beføjelser.
– Vi skal give dem klar besked: Stop fiflerierne med euro-undtagelsen. Stop udsalget af økonomisk beslutningsret til EU, sagde Søren Søndergaard, EU-parlamentsmedlem for Folkebevægelsen.
– Folkebevægelsen mod EU er dybt forarget over, at et flertal af Folketinget tilsyneladende vil sige ja til, at Lissabon-traktaten ændres. Dermed kan EU nemlig etablere en pulje til lande i økonomiske vanskeligheder. Det sker, blot 11 måneder efter traktaten trådte i kraft, hedder det i en udtalelse fra Folkebægelsen.
– Derfor opfordrer vi Folketinget til at spørge den danske befolkning, om der fortsat skal overføres magt til EU på det økonomiske område, hedder det. (brink)






