Flyveledere varsler proteststrejke mod EU-kommissionen

Flyveledernes europæiske sammenslutning, Air Traffic Controllers European Unions Coordination (ATCEUC), varsler strejke- og protestdag 29. januar

Flyvelederne protesterer over ikke at være blevet hørt i EU-Kommissionens forslag til en reform af kontrollen med luftrummet i EU-

De danske flyveledere er enig med deres europæiske paraplyorganisation i kritikken af Kommissionen, men deltager ikke i strejken, skriver branchemediet Check-in.dk.

De europæiske flyveledere varslede tilbage i oktober en lignende aktionsdag, som kun blev stoppet, fordi EU-Kommissionen tilsyneladende var klar til at lytte.

– Men allerede dagen efter vores møde med Kommissionen blev vi bekendt med et endnu mere urealistisk forslag fra den. Det viste at deres erklærede gode vilje til at løse sagen i en åben dialog var et stort bedrag, hedder det i en pressemeddelelse fra formanden for de europæiske flyveledere, Volker Dick.

Flyvelederne mener, at EU-kommissionen kun har været optaget af en økonomisk indgang til spørgsmålet om, hvordan luftrummet skal administreres, de mener flysikkerheden og arbejdsvilkårene i branchen burde være i fokus.

ATCEUC har opfordret EU-Kommissionen til at tage deres vores synspunkter med i en revidering af forslaget, fordi de frygter, at de besparelser Kommissionen regner med i planen, gør det umuligt for flyvelederne at opretholde sikkerheden i luftrummet.

– Alligevel fortsætter Kommissionen med at udvise en stædig og arrogant holdning til flyvelederne og deres repræsentanter, hedder det i udtalelsen fra de europæiske flyveledere. (brink)