Flertal til kommuner: Brug arbejdsklausuler

Regeringen, SF og Enhedslisten blev fredag enige om nyt cirkulærer, som opfordrer kommuner og regioner til at bruge arbejdsklausuler

Det nye cirkulære om arbejdsklausuler moderniserer, de regler om arbejdsklausuler, som har eksisteret i mange, år og som pålægger staten at sikre, at de opgaver de får udført sker på lige vilkår. Cirkulæret udmønter den ILO’s konvention 94, som pålægger statslige myndigheder at sikre at offentlige arbejder sker på vilkår, der svarer til de gældende i pågældende branche.

Enhedslisten har tidligere forsøgt at få regeringen med på at pålægge kommuner og regioner til at følge ILO’s konvention 94, og dermed sætte en effektiv stopper for social dumping på det kommunale og regionale område. Det er mislykkedes, i stedet har en stribe kommuner selv besluttet at bruge arbejdsklausuler. Med cirkulæret og vejledningen får de resterende regioner og kommuner ikke bare en hjælpende hånd men også endnu en opfordring til at stoppe social dumping på deres entrepriser.

– Skattekroner skal ikke bruges til at understøtte social dumping. Derfor havde vi gerne set et klart pålæg til kommuner og regioner om at bruge arbejdsklausuler. Men nu får vi en meget klar henstilling, og det er et godt skridt i den rigtige retning, siger Enhedslistens ordfører for indsatsen mod social dumping, Finn Sørensen.

Mens SF’s arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen kalder cirkulæret ”supervigtigt i kampen mod social dumping.”

– Staten og hele den offentlige sektor bør altid gå foran med at kræve danske løn- og arbejdsforhold. Et sådant krav skal også omfatte underentreprenører, hvilket reglerne giver mulighed for, siger han.

Det nye cirkulære fjerner tærskelværdier for brug af arbejdsklausuler, samtidig forpligtes statslige selskaber, som ikke er i konkurrence, nu til at bruge arbejdsklausuler.

Kontrakterne skal for fremtiden indeholde krav om dokumentation i forhold til leverandører, orientering af de ansatte. Endelig skal der sanktioneres, hvis arbejdsklausulerne ikke bliver overholdt, og myndighederne skal kontrollere om virksomhederne overholder dem, fremgår det af ministeriets fakta-ark om cirkulæret.

Endelig sker der en præcisering af niveauet ved brug af arbejdsklausuler, så det nu fremgår, at overenskomstgrundlaget og dermed sammenligningsgrundlaget er løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår i ”henhold til landsdækkende overenskomster indgået af de mest repræsentative parter i Danmark.”

-Arbejdsklausuler er et effektivt våben til at bekæmpe social dumping. Jeg er rigtig glad for, at vi er blevet enige om et nyt cirkulære, så det bliver lettere for staten, kommunerne og regionerne at bruge og kontrollere arbejdsklausuler. Kringlede regler skal ikke stå i vejen for ordentlige arbejdsvilkår, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Slut med dårlige undskyldninger

LO opfordret nu kommuner, som ikke har indført arbejdsklausuler til at komme i gang.
– Nu kan der simpelthen ikke være flere dårlige undskyldninger tilbage! Alle de kommuner, som hidtil har tøvet med at indføre arbejdsklausuler, der sikrer danske lønmodtagere mod social dumping, har nu et rigtig godt redskab, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.

– Reglerne rummer gode guidelines til kommunerne, da de sikrer, at klausulerne faktisk overholdes. Fx skal den private leverandør dokumentere, at danske overenskomster overholdes, og at det får konsekvenser, hvis det ikke sker. Sidst men ikke mindst bekræftes det igen, at arbejdsklausulerne skal følge niveauet i de danske overenskomster, siger hun.

Cirkulæret træder i kraft 1. juli 2014. (brink)