Fra otte historier om fremtidens markedssamfund af Kenneth Haar
Direktivets betydning for den offentlige sektor har været et hedt emne i mange EU-lande siden forslaget så dagens lys. Men direktivet får også konsekvenser på mange andre områder, der også er vigtige. Lad os tage byplanlægning.
Der var en del storm om Kolding Byråd, da byrådet uden om de almindelige procedurer gav Bilka tilladelse til at opføre et stort dagligvarehus uden om de gældende regler. De lokale småhandlende var rasende, og sagen røg op til regeringsniveau. Her endte sagen med, at Justitsminister Lene Espersen gav tilladelse til opførelsen. Men i kølvandet på sagen, sagde hendes eget partis formand, Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen, at tiden er inde til at sige stop:
”Jeg vil ikke bare give los. Det Konservative Folkeparti vil ikke have landet klistret til med flere betonklodser og kunstige plastikbyer langt fra bymidten. Jeg vil være garant for, at vi ikke får en ny bølge af disse gigantcentre, der kvæler alt liv i lokalsamfundene”.(38)
Står Bendt Bendtsens ord til troende, gør han klogt i at arbejde for at få ændret servicedirektivet.
Storcentre har længe været kontroversielle mange steder i Danmark, dels fordi de ofte er en stor trussel mod små lokale forretninger, dels fordi de ofte lægger beslag på værdifulde arealer i byernes udkanter, og fordi storcentre erfaringsmæssigt øger biltrafikken, fordi flere og flere handler langt væk, frem for lokalt. I første halvdel af 90’erne var mange danske kommuner i færd med at planlægge storcentre. Det tog et sådant omfang, at det gav alvorlige bekymringer blandt småhandlende, og blandt politikere. Det var baggrunden for den del af planloven, der ofte kaldes detailhandelsloven, der blev vedtaget i 1997. Et flertal i Folketinget besluttede at fastlægge et loft for, hvor store butikker, der måtte opføres. Loftet for dagligvarebutikker blev sat til 3.000 m2, og den størrelse måtte ikke overskrides af kommunerne medmindre de kunne give særlige grunde til det, f.eks. et voksende kundeunderlag.
Der var to hovedbegrundelser for loven. Dels at bevare bykerner med et vist handelsliv. Butikker, som ellers ville blive udkonkurreret af fremvæksten af storcentre. Dels at undgå en stærk stigning i biltrafikken. Erfaringer fra Sverige viser, at fraværet af begrænsninger på opførelse af storcentre, fører til stærkt øget biltrafik.
Den lov vil kunne underkendes af servicedirektivet. For når et land beslutter sig til at lægge begrænsninger på antallet af storcentre, bliver det sværere for udenlandske supermarkeder at komme ordentligt ind på det danske marked.
Men kan man overhovedet forestille sig, at nogen ville bruge det argument mod loven om storcentre, at den skulle være diskriminerende?
Ja. Det kan man forestille sig. For der er fortilfælde.
Da den amerikanske supermarkedskæde Wal-Mart begyndte at lægge planer for, hvordan kæden kunne komme ind på det britiske marked, anså de netop den britiske planlov, der minder om den danske, for at være den største hindring (39). For mens de fire store britiske supermarkedskæder Sainsbury, Tesco, Safeway og Asda allerede havde opført storcentre flere steder, så er det svært at få lov til at opføre nye. Og det kan man åbenbart opfatte som konkurrenceforvridende.
Det gjorde i hvert fald det britiske ”Office of Fair Trading”, der er et officielt statsligt organ, der skal sikre forbrugernes interesser ved at fremme ”kraftig konkurrence”.(40) OFT indberettede i april 1999 den britiske planlov for det, der svarer til Konkurrencerådet. For som OFT udtrykte det:
”Antallet af områder til nye butikker svinder, og det giver de eksisterende butikker en fordel…Disse forhindringer for etablering….hindrer den virkning, nye konkurrenter kunne forventes at have.”(41)
Rådet kom ikke med konkrete forslag til ændring af planloven, men vurderede, at planloven ikke fremmede forbrugervalg og konkurrence. (42)
Denne problemstilling har været vendt og drejet mange gange under debatten om servicedirektivet. Ved en enkelt lejlighed har en repræsentant for Kommissionen vurderet, at den danske planlov ikke ville blive berørt. Men det skete mundtligt ved et lukket møde for danske organisationer, og sådan en løs tilkendegivelse har ikke den store værdi. Derfor har fl ere danske organisationer, f.eks. HK-Handel og Danske Samvirkende Købmænd, bedt den danske regering om et klart tilsagn om, at planloven ikke bliver berørt (43). Det tilsagn vil regeringen ikke kunne give uden at direktivet ændres. Barriererapporten levner ingen tvivl om, at ”kvantitative begrænsninger” af den karakter, der ligger i planloven er vigtige at få fjernet for at sikre det indre marked for ”distribution”. I rapporten beskriver Kommissionen f.eks. offentlige myndigheders brug af en række kriterier, når det skal vurderes om en virksomhed kan få tilladelse til at operere. Blandt de kriterier Kommissionen udpeger som noget, der giver ”retsusikkerhed” på distributionsområdet er ”indvirkning på den eksisterende handel”. Den slags ”kvantitative begrænsninger” angribes hele seks steder i Barriererapporten (44), og selve direktivet er forfattet, så der ikke er plads til den side af planloven.
I England som i Danmark vil servicedirektivet derfor kunne bruges af store supermarkedskæder til at sætte sig igennem over for myndighederne. For når amterne skal udstikke rammerne for lokalplanlægningen indgår vurdering af markedsgrundlaget som noget helt centralt. Og det må de ikke, hvis servicedirektivet træder i kraft. Artikel 14, stk. 5 er ikke til at misforstå. Den forbyder ”anvendelse af en økonomisk test, der består i at gøre tilladelsen betinget af, at der kan påvises et økonomisk behov eller en markedsefterspørgsel, at evaluere den pågældende form for virksomheds potentielle eller aktuelle økonomiske virkninger eller at vurdere dens formålstjenlighed i forhold til den kompetente myndigheds planlagte økonomiske mål.”.
Også artikel 15 om de krav, der kan blive forbudt, kan lægge hindringer i vejen. For ifølge denne artikel, kan det være forbudt at fastsætte ”kvantitative eller territoriale begrænsninger, navnlig i form af begrænsninger fastsat på grundlag af befolkningstallet..”
Så konsekvensen af servicedirektivet kan let blive, at en central del af planloven, der skulle sikre et handelsliv i bykernerne, og holde biltrafikken lidt i ave, må vige af hensyn til det indre marked.
38
Morgenavisen Jyllandsposten, den 25. juni 2005, s. 1.
39
George Monbiot; “Captive State – The Corporate Takeover of Britain”, Pan Books, 2001, s. 200.
40
41
Pressemeddelelse fra Office of Fair Trading, 8/4 1999.
42
Government News Network, 10. oktober 2000.
43
Det fremgår af de to foreningers høringssvar til direktivet.
44
Barriererapporten, s. 16, 18, 45, 47, 51 og 52.