Underskriftsindsamling kræver garantier for konfliktretten som betingelse for godkendelse af Lissabontraktaten
![]() |
Fagligt ansvar og LO storbyerne har sat gang i en indsamling af underskrifter blandt faglige tillidsfolk med et krav om, at EU ikke blander sig i konfliktretten i Danmark. En dansk tiltrædelse af Lissabontraktaten forudsætter en erklæring om, at EU holder fingrene væk fra den danske model, lyder kravet.
Underskrifterne samles via initiativets hjemmeside ”Fingrene væk fra konfliktretten”.
Det er EF-domstolens afgørelse i den såkaldte Vaxholm-sag, der nu får de faglige tillidsfolk til at kræve garantier for konfliktretten.
EU-dommen fastslår, at den svenske fagbevægelses blokade mod et lettisk firma i Vaxholm stred imod det indre markeds regler om fri bevægelighed og om udstationering af arbejdere i EU.
– Afgørelsen rejser stor usikkerhed om de faglige rettigheder i Danmark. Det er kun et spørgsmål om tid, førend et af de mange firmaer fra Østeuropa, der i disse tider opererer i Danmark, forsøger sig med en lignende sag. Denne usikkerhed kan vi ikke leve med. Vi står i fare for at miste det vigtigste redskab, vi har til at dæmme op for det pres, som vore løn- og arbejdsvilkår udsættes for i disse år – nemlig vores ret til at kræve overenskomst og til at bruge konfliktvåbnet, hedder det i opfordringen til at bakke op om protesten.
Formålet med underskriftindsamling blandt faglige tillidsfolk er at overbevise den danske regering om, at den omgående må tage skridt til at udrydde enhver tvivl på dette område.
– Statsministeren må meddele EU, at en dansk godkendelse af Lissabon-traktaten er betinget af, at EU ikke kan blande sig i de danske regler for kollektiv forhandling og konfliktret, skriver LO Storbyerne og Fagligt ansvar. LO Storbyerne dækker de lokale LO’er i Storkøbenhavn, Århus, Odense, Randers og Esbjerg.
Om nødvendigt samler vi en million
– Alle – også regeringen – er enig i, at dommen er en indskrænkning af konfliktretten i den danske model overfor udstationerede virksomheder. Samtidig er regeringen også enig i, at det er den danske model, der skal anvendes. Det kræver ikke de store udredninger, derfor søger vi opbakning og underskrifter til, at statsministeren får en erklæring med i Lissabontraktaten, der konstaterer at den danske model er uantastet, siger formanden for LO Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen.
– Sådan en erklæring vil ikke vælte et topmøde, og vi har ikke brug for social dumping ad bagvejen. Derfor kan det være en konsekvens, at det indskrives i Udstationeringsdirektivet, at man respektere de enkelte landes regler. Om nødvendigt må vi samle den million underskrifter på EU plan, som skal til for at få sagen rejst ved kommissionen, siger han, med en henvisning til, at den ny traktat giver mulighed for at rejse en sag, hvis en million borgere skriver under.
Ingen a og b overenskomster
– Jeg tror mange – inklusive jeg selv – vil få et andet forhold til EU, hvis det er sådan, at de aftaler vi indgår herhjemme, bliver underløbet af EF-domstolen. Vi har gået ud fra, at aftaler i det danske fagretslige system gjaldt. Vi kan ikke leve med, at EF-domstolen underløber muligheden for at indgå overenskomster med udenlandske arbejdsgivere, som er analoge med dem vi indgår med danske arbejdsgivere, siger formanden for Dansk Elektrikerforbund i København, Per G. Olsen, han er medlem af Fagligt ansvars koordinationsudvalg.
– Vi har i forvejen massive problemer med udenlandsk arbejdskraft i byggeriet. Hvis vi så skal have A og B overenskomster, for danske og udenlandske virksomheder, så er der ingen tvivl om, hvem der løber med arbejdet, siger han.
– Den tvivl dommen har skabt om den danske model må udryddes, derfor opfordrer vi tillidsfolkene til at skrive under på kravet om, at man på EU-plan anerkender at ”nødderne knækker vi selv”. Vi må vide, hvad regeringen vil gøre for at sikre lige vilkår på det danske arbejdsmarked, siger Per G. Olsen.(brink)







