Gældskrisen i Eurozonen truer ikke bare vækst og velstand, centraliseringen af den økonomiske magt risikerer at feje demokratiet til side, skriver økonom Henrik Herløv Lund i en kritisk analyse af eurokrisen
Han mener debatten om krisen er skævvredet.
– Der fokuseres på Sydeuropæiske landes ” leven over evne” og ”ansvarsløshed”. Heroverfor ses så Tyskland, som dem der ”betaler regningen”, men også til gengæld – meget rimeligt – kræver disciplin af gældslandene fremover, skriver Henrik Herløv Lund.
Selvom en fejlslagen økonomisk politik er en medvirkende årsag til krisen i de Sydeuropæiske lande, så er de ikke kun ofre for egne fejl men for en grundlæggende fejlkonstruktion i euroen.
– Bag ved gældskrisen ligger, at omkostningsudviklingen og dermed konkurrenceevnen i Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien og respektive i Tyskland har udviklet sig helt forskelligt. Før euroen kunne den svagere konkurrenceevne i Sydeuropa mm. afspejles i en svagere valuta, som hermed kompenserede. Modsat ville Tysk eksportoverskud afspejles i en stærk D-mark, hvorved valutaudviklingen lagde bånd på den tyske succes, skriver han.
Som at skille koldt og varmt vand
Men de automatiske dæmpere på en forskellig økonomisk udvikling i Eurozonen forsvandt med euroen.
– Siden har Sydeuropa ikke blot kæmpet med svagere konkurrenceevne, men også med en stærk euro, som yderligere forringer deres afsætning, beskæftigelse, betalingsbalance og statsunderskud. Modsat har Tyskland hentet en yderligere konkurrencemæssig fordel af euroen, fordi euroen er en gennemsnitsvaluta for hele EU og dermed for Tyskland er en undervurderet valuta i forhold til den stærke tyske konkurrenceevne og eksport, skriver Henrik Herløv Lund.
Tysklands overskud og Sydeuropas underskud er hænger uløseligt sammen. Og at løse det ene uden at røre det andet er som at forsøge at dele lunkent vand i varmt og koldt, konstaterer han.
Hvis spændingerne i EU ikke fortsat skal vokse, er det ikke klaret med, at EU koordinerer den økonomiske politik og skærer ned i Sydeuropa. Det handler nok så meget om at få skabt vækst og i de gældsramte lande. Det er kun muligt gennem en omfordeling fra Tyskland til Sydeuropa.
– Tyskland skal købe mere fra Sydeuropa dvs. forbruge mere. Og dele af det tyske overskud skal gennem struktur og vækstfonde investeres i Sydeuropa, skriver Henrik Herløv Lund.
Ensidig løsning på Sydeuropas bekostning
Men Tyskland har kun villet det en og resultater, at fordele og ulemper ved euroen forbliver ulige fordelt i Tysklands interesse og modsvarende i Sydeuropas disfavør.
– Mens Tyskland bliver siddende på overskuddet ved at udkonkurrere Sydeuropa, tvinges de sydeuropæiske lande af selvsamme Tyskland til at gennemføre en ”intern devaluering” i form af en voldsom og ensidig forringelse af lønninger, velstand og velfærd. Den allerede eksisterende skævhed og ulighed i udviklingen vil kun forstærkes, skriver Henrik Herløv Lund.
EU-Regeringer i klemme
Skal sparekurene gennemtvinges som hidtil af hensyn til storbankerne og dermed til Tysklands og Frankrigs økonomier bliver det i stigende grad på befolkningernes bekostning.
Reaktionerne er heller ikke udeblevet: Politiske protester har bredt sig og har nu kostet 4 regeringer i livet i Irland, Portugal, Grækenland og Italien.
Demokratiet skubbes til side
EU-toppens reaktioner er foruroligende, mener han. Og peger på EU’s panikreaktion over, at den græske premierminister ville holde folkeafstemning for at få folkets opbakning til reformerne.
– Her satte EU ham pistolen for brystet og truede med at trække al hjælp tilbage, hvilket ville have ført lige direkte til græsk betalingsstandsning. I stedet blev som regeringsleder i både Grækenland og Italien indsat nogle af EU – toppens ”egne drenge” – en tidligere direktør i Den Europæiske Centralbank i Grækenland og en tidligere EU kommissær i Italien. Og politikken forbliver den samme – dikteret fra eurotoppen, skriver Henrik Herløv Lund.
– Det er vanskeligt andet end at opleve det som en tilsidesættelse af det nationale demokrati. Ligesom det er vanskeligt ikke at opleve hele centraliseringen af de økonomisk politiske beslutninger i EU hos en 6 mands gruppe under tysk ledelse som også lidende af et stærkt demokratisk underskud, skriver han.
Men centraliseringen vil ikke løse de økonomiske problemer. Krisen vil fortsætte og med den de politiske spændinger, vurderer han.
– Det vil givet føre til endnu flere krav om topstyring og centralisering – på bekostning af de enkelte nationers og befolkningernes demokratiske indflydelse. Det er vanskeligt at se, hvordan det skal ende godt, skriver Henrik Herløv Lund. (brink)
