Grønne job på lige vilkår. Det kræver fagforeninger og klimafolk i Forandring NU, LO og byggefolk i 3F kommer på EUs dagsorden under finanstopmøde i København den 30. – 31. marts
| Arbejdsløse murersvende stod for dagens tungeste argumenter. Den tonstunge mur mødte konferencedeltagerne ved indgangen til konferencen |
Der deltog omkring 100 faglige tillidsfolk og klimaaktivister, da initiativet Forandring Nu sammen med LO, 3F og BAT-kartellet havde sat en debat om klima og grønne job på dagsordenen i DGI Byen onsdag den 28. marts.
Med en arbejdsløshed på 25 millioner i Europa og en klimakrise som dramatisk baggrund var der grund til at drøfte, hvilke planer, der kan sættes i gang for at ændre udviklingen.
LO-formand Harald Børsting satte ramme: det er nødvendigt med grønne initiativer, som kan skabe økonomisk vækst. Især fremhævede han behovet for at få unge i gang, og en måde er at gøre noget for at sikre klimarenoveringer af boligerne. Her er der ’mange lavthængende frugter at høste’, som han udtrykte det.
En række oplæg viste, at der er masser af planer i skufferne til, hvordan den økonomiske krise og klimakrisen kan angribes på en gang. Og der er rigtig mange job i at investere i omlægning af energiforbruget og renovering af boligmassen.
Byggefagene i København har deres plan for renovering, som vil give overskud i statskassen og 3F har fremlagt sine detaljerede forslag. Også Økologisk Råd har påvist, hvor jobbene ligger.
Penge nok
En af mulighederne for at skaffe penge til de mange planer er at hente dem i de pengetanke, som administrerer arbejdsmarkedspensionerne. Indbetalingerne her vil vokse de næste mange år, og de penge skal investeres, understregede direktør i Pension Danmark, Torben Møger Petersen.
Pension Danmark har allerede investeret i havvindmøller og er klar til at gå videre ad den vej.
Dette tilbud fangede Enhedslistens Per Clausen. Han slog til lyd for en klimafond, hvor folk kan låne penge til privatrenoveringer på rimelige vilkår.
EU-politikerne Britta Thomsen (S), Emilie Turunen (SF) og Søren Søndergaard (Folkebevægelsen) lagde vinklen på grønne job i EU-perspektiv: om end der ikke var enighed om for eksempel finanspagten, så var man fælles om at ville fremme initiativer til den grønne omstilling.
Men på lige vilkår
Formanden for 3F’s Byggegruppe, Peter Hougaard Nielsen glædede sig over fodslaget mellem miljøorganisationer og fagbevægelse, som konferencen var udtryk for.
– Diskussionen har flyttet sig, for 10 år siden kunne organisationerne knap tale sammen. Der er rigtig mange arbejdspladser på vej, når vi får gang i en grøn vækst, sagde han,
Men det er afgørende at fortsætte kampen mod social dumping, så arbejdet bliver på lige vilkår.
– Det er stadig dagens orden at møde useriøse virksomheder i byggebranchen. Og der kommer udfordringer fra selve EU-systemet til vores måde at klare tingene på, sagde Peter Hougaard Nielsen med henvisning til de EU-domme, som har begrænset fagbevægelsen og medlemslandenes muligheder for at sikre lige vilkår for udstationerede arbejdere.
– Der er brug for en bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet og der skal fokus på de udstationerende virksomheder. Det vil vi fortsat kæmpe for bliver en dagsorden, som tages alvorligt i EU-parlamentet, i kommissionen og af EU-landenes regeringer, sagde han.
Regeringen skal i offensiven
Formanden for Byggefagenes Samvirke i København, Anders Olesen var blandt initiativtagerne til ”Forandring NU” og konferencen. Han er godt tilfreds med konferencens konklusioner.
– Den viste stor enighed hele vejen rundt om, hvad der skal til for på en gang at bekæmpe den økonomiske krise og løse klimakrisens udfordringer, siger han.
– Der skal sættes gang i grøn vækst og energibesparelser. Konferencen giver en række konkrete bud på, hvor der kan skabes arbejde i den grønne sektor. Hvis regeringen vil genvinde initiativet og gøre sig håb om at fortsætte – og det ønsker vi – så skal den turde tage initiativet og gennemføre den nødvendige lovgivning, som kan skaffe finansiering, som er nødvendig f.eks. til boligrenovering og omlægning af energisektoren, siger Anders Olesen.
– Konferencen peger frem, fordi den viser en vej til at tage initiativer, som ikke kræver skattefinansiering. I stedet viser vi en vej for vækst på lige vilkår, som nedbringer arbejdsløsheden og skaber mulighed for en økonomisk politik uden nedskæringer i velfærden, siger Anders Olesen.
Se fælles udtalelse til EU’s økonomi- og finansministre fra initiativet Forandring Nu, LO, 3F og Bygge-, Anlæg- og Trækartellet (BAT) (brink)






