Faglige krav peger fremad

Der er gode takter i det faglige udspil til det kommende trio-formandskab i EU, men fagbevægelsen skal holde fast i en social protokol, som overtrumfer det indre markeds friheder, siger Finn Sørensen, Fagbevægelsen mod Unionen

I en fælles programerklæring fra faglige landsorganisationer i de lande, som danner det kommende trio-formandskab i EU, kræver de et kursskifte både i den økonomiske politik og i kampen mod social dumping.
Det er landsorganisationer i Danmark, Polen og Cypern, som med deres udspil forsøger at sætte en ny dagsorden i EU de næste 18 måneder, hvor de tre lande på skift er formænd for Unionen. Både LO og FTF formændene i Danmark er medunderskrivere.

– Med den fælles programerklæring opfordrer vi på det kraftigste regeringerne i det nye EU-formandskab til at prioritere en ambitiøs og solidarisk økonomisk politik, der skaber vækst og beskæftigelse i Europa, sagde LO-formand Harald Børsting ved offentliggørelsen.

Fagbevægelsen i de tre lande kræver, ”at man sætter en stopper for den usikkerhed, der er skabt omkring udstationeringsdirektivet som følge af EU domstolens praksis.”
– Princippet må være samme løn for arbejde af samme værdi uanset, hvilket oprindelsesland arbejdstageren har. En minimumsløn vil ikke sikre, at lighedsprincippet efterleves, hedder det i brevet, som også kræver, at Kommissionen opgiver sit forslag til sæsonarbejderdirektiv, som vil åbne for brug af sæsonarbejdere fra lande uden for EU i stor stil.

Kravet om at sætte en stopper usikkerheden om udstationeringsdirektivet glæder Finn Sørensen, Fagbevægelsen mod Unionen.
– Der er klar linje i kravet om, at arbejde skal foregå på lige vilkår, uanset hvor folk kommer fra. Det godt at også den polske fagbevægelse er klar til at gøre op med den sociale dumping, som EU-domstolen har åbnet op for med sine domme i bl.a. Laval-sagen, siger han.

De tre landes fagbevægelse kræver også direktiverne om en kombineret opholds- og arbejdstilladelse (Single Permit), sæsonarbejde og koncerninterne udstationeringer trukket tilbage.
– Det er godt, at de kræver de tre direktiver taget af bordet. De vil alle kun føre til øget konkurrence mellem arbejderne, siger Finne Sørensen.

Social protokol

De tre landes fagbevægelser lægger op til, at formandskabet skal arbejde for at få en social protokol skrevet ind i traktaten. Og de lægger op til en byttehandel.
”Hvis der bliver indkaldt en regeringskonference som skal skærpe kontrollen med medlemsstaternes økonomi vil dette medføre yderligere nedskæringstiltag, som rammer lønmodtagerne. En social klausul vil være en passende modydelse for at fastholde lighed i Europa”, hedder det i det fælles udspil. Hvor de henviser til det forslag, som den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS har udarbejdet.

– Det er godt at de kræver en social protokol, og fremsender EFS forslag. Der er også en meget klar kritik af EU-Domstolens afgørelser i de fire sager Men deres brev rejser også nogle problemer, siger Finn Sørensen.

– De siger, at protokollen kan være en ”passende modydelse” for at acceptere en skærpet kontrol med landenes økonomi og yderligere nedskæringer. Det er lidt uklart, hvad det er for en regeringskonference, de henviser til. Men der er jo en stribe tiltag i gang, senest eurolandenes konkurrencepagt. Men de peger alle entydigt mod, at EU vil have overherredømme over løn, pensions- velfærds- og arbejdsmarkedspolitik, Alt sammen initiativer, som entydigt peget i den modsatte retning af fagbevægelsen krav om en ny politik, som sætter solidaritet, beskæftigelse og vækst i højsædet, siger Finn Sørensen.

Farlig udvanding

Han advarer mod at udvande kravet til den sociale protokol.
– EFS forslag indebærer, at konfliktretten og retten til kollektive forhandlinger står over det indre markeds friheder. Men i udspillet fra de tre landes fagbevægelse taler de om at ”ligestille” de sociale rettigheder med de økonomiske friheder, siger han.

– Men en sådan formel ”ligestilling” af rettighederne har vi jo allerede, og det har ikke forhindret EF-Domstolen i at gribe ind i konfliktretten og landenes ret til selv at afgøre, hvordan de vil beskytte sig imod social dumping,” siger han.

– Min bekymring er, at disse lidt uldne formuleringer lægger op til en udvandet protokoltekst, der ikke løser problemet. Hvis den så oven i købet er ”betalingen” for, at LO og FTF den europæiske fagbevægelse accepterer den økonomiske styring, som bl.a. konkurrencepagten er udtryk for, så er den jo helt gal, siger Finn Sørensen. (brink)