Mekanikere og chauffører går sammen i fælles projekt som skal organisere og bekæmpe social dumping
Landsklubben for Danske Godschauffører under 3F, har i samarbejde med TR Netværket for Godstransport, FIU’s Udviklingsenhed, Mekanikerklubberne under Dansk Metal og 3F´s Transportgruppe, søsat projekt ”Vejen Frem.”
Målet er at styrke den faglige organisering og dermed sammenholdet, i en branche der presses mere og mere af en omsiggribende social dumping, som har gjort op imod 10.000 arbejdsløse i branchen.
Der er allerede gjort erfaringer bl.a. i byggebranchen med en målrettet indsats for at organiserer kolleger.
– Men vi vil udvikle vores egen model for faglig organisering ud fra allerede kendte principper og metoder. De modeller og værktøjer der er udviklet i fagbevægelsen passer ikke så godt til os. Vi har svært ved at samle folk, chauffører arbejdet spredt, siger formanden for landsklubben, Harald Fabricius.
– Vi har prøvet forskellige ting af, bl.a. handler det om benhårdt at bruge telefonen, det er nærmest som at kæmpe fra hus til hus. I første omgang handler det om at få de uorganiserede chauffører i tale, siger han.
Han vurderer, at omkring 60 procent af chaufførerne er organiseret i 3F.
– Så der er nok at tage fat i. Men det hjælper ikke at starte med at klandre folk, der ikke er medlemmer. Derfor tror vi, at spørgsmålet om social dumping er en god indgang til en dialog med kollegerne, siger Harald Fabricius.
Han mener, at fagbevægelsens indsats mod social dumping er usynlig for mange.
– Jeg hører tit og ofte spørgsmålet: Hvorfor gør 3F ikke noget for at imødegå social dumping? Selvom vi andre ved, at der kæmpes benhårdt for at imødegå alle de kreative omgåelser. Vi skal blive meget bedre til at fortælle, hvad der sker. Og så skal vi fortsætte med at lægge pres på beslutningstagerne, siger han.
Landsklubben for Danske Godschauffører er paraplyen der samler projektet.
– Men vores tillidsmandsnetværk og mekanikerne er også med. Det er klart, at når 10.000 chauffører har mistet jobbet på grund af social dumping, så er der ikke så mange biler, der skal serviceres. Her har vi et klart interessefællesskab, siger Harald Fabricius.
Projektet er planlagt til at skulle kører i hele 2013 og vil operer både nationalt og regionalt. (brink)






