Europæiske trepartsforhandlinger
 |
| Med ved bordet! EFS deltager i trepartsforhandlinger i EU systemet. Her i forbindelse med topmødet marts 2004. |
I den gældende EU- traktat tales der om en ‘social dialog’ mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og EU. Altså en slags tre-partsforhandlinger på Europæisk plan. EU-kommisionen er omdrejningspunktet for ”dialogen”og kan komme med forslag til parterne. Forslagene kan enten forhandles mellem parterne og så ophøjes til et direktiv. Eller parterne kan selv indgå en aftale, som ikke bliver gjort til EU lov. Foreløbig har det mest været den første mulighed, som er blevet brugt. Der er hidtil kun indgået en enkelt egentlig frivillig europæiske aftale mellem parterne – den handler om telearbejde.
Det indre marked presser fagbevægelsen
Siden det indre marked blev skabt imellem EU-landene for godt 15 år siden, har den fri bevægelighed for vare, kapital og arbejdskraft, presset det danske arbejdsmarked.
Der er sket sammenlægning af en lang række virksomheder f.eks. de store nordiske banksammenslutninger, men også indenfor fødevareindustrien. Andre industrier er i malstrømmen blevet opslugt og lukket. Atter andre har omlagt produktionen, så de løntunge opgaver er flyttet udenlands. Den udvikling ser ud til at tage et nyt spring, økomnomerne taler om hundrede tusinder af ufaglærte jobs, som vil forsvinde til Asien eller de nye medlemslande i øst.
Det markedskrav, der specielt ligger i forhold til udlicitering af de offentlige opgaver, har skabt et pres på de ansattes løn- og arbejdsforhold. Senest har EU-udvidelsen med de 10 nye lande rejst debatten om, hvordan man kan sikre, at overenskomsterne holdes, når der kommer ”vandrende arbejdskraft” fra de nye lande. Her er der allerede store problemer i bl.a. byggefagene.
Fagbevægelsens afmagt
Især i ØMU-landene, hvor de ensidige krav til budgetbalancen i de offentlige udgifter, lægger snærende bånd på de offentlige kasser, har vi set såkaldte redningsplaner, hvor regningen er sendt til lønmodtagerne. I Tyskland gennem angreb på de arbejdsløses rettigheder, og udhuling af reglerne om tryghed i ansættelsen. Det samme er sket i Frankrig i forbindelse med de store omlægninger af pensionsordningerne. Forrringelserne skabte kraftige reaktioner, men efterlod samtidig fagbevægelsen i afmagt.
I flere lande løses de stramme budgetproblemer gennem forringelser af lønmodtagernes forhold. Det sker ikke bare med EU’s accept men på direkte anbefaling fra Kommissionen. Flere deltidsjob skal løses beskæftigelsesproblemerne. Lavere understøttelse vil få de ledige i arbejde. Lettelser for virksomhederne og dårligere løn- og ansættelsesvilkår skal skabe mulighed for vækst.
Lønmodtagerne og de svagest stillede angribes. Her burde fagbevægelsen kunne samles for at reagerer og anvise andre veje. Men i stedet ser vi en svækket og stækket fagbevægelse.
Forslaget til en ny EU-forfatning
I udkastet til en ny EU-forfatning, bliver arbejdsmarkedets parter nævnt i de indledende tekster. Det er jo altid godt, men problemet er det reelle indhold. EU forpligtiger sig til at understøtte deres arbejde – men ikke noget om hvordan, eller hvilken rolle parterne har. Ser man på selve formuleringen, så svarer den fuldstændig til den tidligere traktats afsnit om den såkaldte ”Sociale Dialog”. Dermed lægger forfatningen ikke op til en reel ny rolle, men derimod primært til at fortsætte rollen som deltager i den forhandlede lovgivning.
Forfatningen ændrer ikke ved de principielle problemer med EU-reguleringen af forholdende på arbejdsmarkedet – udover at det nu kommer til at hedde EU-love, i stedet for EU-direktiver. Tværtimod lægger forfatningen op til at bruge flertalsafgørelser på alle områder – også på de områder, hvor det vil være svært at forsvare særlige danske interesser.
Forfatningen får også indskrevet det såkaldte Charter, som dermed traktatfæster en hel stribe af menneskerettigheder, som i forevejen er anerkendt i de europæiske menneskerettigheder og FN’s charter. Specielt indeholder Chartret en række faglige rettigheder, som hidtil har været forankret i
ILO’s konventioner.
På den ene side understreges det i den nye forfatning, at chartret ikke giver nye rettiggheder for borgerne, på den anden side betyder chartrets indskrivning, at fortolkningen af rettighederne nu er en sag for EF-Domstolen.