Reglerne for EU’s indre marked underminerer overenskomstsystemet, fagbevægelsen må diskuterer et offensivt modsvar
 |
|
– Vi ser også en tilbagerulning af fagbevægelsens muligheder. Udstationeringsdirektivet blev f.eks. opfattet som et bolværk mod social dumping. Men den måde, EU-kommissionen nu fortolker direktivet, betyder at der ikke er reel mulighed for at kontrollere vilkårene for de udstationerede arbejdere, siger Kenneth Haar. |
– Der er brug for en diskussion i fagbevægelsen om EU’s indre marked og overenskomstsystemet. Hvordan kan vi forbedre modellen frem for at lade stå til og se på at EU’s indre marked stille og roligt underminerer overenskomsterne, siger Kenneth Haar.
Han er forfatter til ”Mens vi venter på Vaxholm – om faglige rettigheder og EU’s indre marked”, som Fagbevægelsen mod Unionen netop har sendt på gaden.
I hæftet gennemgår han en række af de faglige sager, som nu verserer ved EF-domstolen, og han viser, hvordan reglerne for det indre marked er inde og røre ved livsnerven i de faglige rettigheder.
Det er ikke en ny debat, men et spørgsmål, som har martret fagbevægelsen lige siden EF blev dannet i 1957. Ofte siden dengang har det været til diskussion om ”de økonomiske friheder”, d.v.s. friheden til at levere tjenesteydelser, retten til fri etablering (kapitalens frie bevægelighed), samt personer og varers frie bevægelighed, står i alvorligt modsætning til faglige rettigheder.
Kan en strejke være et brud på reglen om etableringsfrihed?
Er en kollektiv overenskomst et brud på konkurrencereglerne? Er en pensionsordning?
Hvor meget må medlemslandene kontrollere arbejdsforhold hos en udenlandsk virksomhed før det bliver til et brud på friheden til at levere tjenesteydelser?
Sådan lyder nogle af de spørgsmål hæftet behandler.
– Der er en risiko for, at overenskomstsystemet stille og roligt bliver undermineret af udviklingen af det indre marked. Der er kommet flere begrænsninger på, hvad fagbevægelsen reelt kan indgå aftaler om, og der er flere ubehagelige sager ved EF-domstolen, som får alvorlige konsekvenser, hvis de falder uheldigt ud. Selv strejkeretten er i spil, siger Kenneth Haar.
LO’s blinde øje
– Vi har været gennem en periode de sidste år med store konflikter mellem fagbevægelsen og EU lovgivningen, siger han og peger på tre markante eksempler: Havnedirektivet, som truede havnearbejderne på brødet, servicedirektivet og endelig Vaxholmsagen, som handler om fagbevægelsens ret til at aktionere for overenskomster.
– De sager burde have ført til en debat i fagbevægelsen om udviklingen i EU, men det oplever jeg bestemt ikke. Tværtimod ser vi, hvordan dele af fagbevægelsen vender det blinde øje til. LO har ikke taget konsekvensen af den udvikling, som er i gang. Jeg håber hæftet kan bidrage til at sætte den debat i gang, siger Kenneth Haar.
Det indre marked
Det er udviklingen eller ”fuldendelsen” af det indre marked, som sætter fagbevægelsen under pres, mener Kenneth Haar.
De socialdemokratiske partier ynder at understrege, at EU er ”meget mere” end marked, EU har en social dimension, hedder det.
– Men jeg kan slet ikke se en ægte social dimension i horisonten. Jeg tror de sociale direktiver, som vi især oplevede i 90’erne, er et afsluttet kapitel i denne omgang. Nu oplever vi i stedet en vifte af aggressive initiativer, som handler om at udbygge det indre marked. Det er her udfordringen af OK-systemet ligger og her selve strejkeretten bliver sat til diskussion, siger han.
– Vi ser også en tilbagerulning af fagbevægelsens muligheder. Udstationeringsdirektivet blev f.eks. opfattet som et bolværk mod social dumping. Men den måde, EU-kommissionen nu fortolker direktivet, betyder at der ikke er reel mulighed for at kontrollere vilkårene for de udstationerede arbejdere, siger Kenneth Haar.
– Når både Ministerrådets og EU-kommissionens dagsorden ensidigt er rettet mod at ”fuldende” det indre marked, så er der hårdt brug for et offensivt svar. Her efterlyser jeg især en politisk dagsorden fra Socialdemokraterne. Der blev ganske vist fjernet nogle knaster fra Servicedirektivet, men lokummet brænder, når man som nogle socialdemokrater har gjort det, kan udråbe det servicedirektiv, som ligger nu, som en sejr for det sociale Europa, siger han.
Nye takter
Selvom presset er vokset på de faglige rettigheder, så er der også opløftende tegn, mener Kenneth Haar.
– Den europæiske fagbevægelse har vundet en række sejre de sidste år. Den klareste var kampen mod havnedirektivet, hvor det lykkedes at feje direktivet af bordet to gange. Den europæiske faglige sammenslutning (EFS) har også været meget aktive omkring servicedirektivet, hvor de op til vedtagelsen af kompromiset i parlamentet var dynamo for en række demonstrationer og kom med gode krav til direktivet, siger han.
– Det gav en ny debat på tværs af grænserne i fagbevægelsen, og der er skabt et nyt samarbejde i fagbevægelsen i Europa. Mange faglige aktive har opdaget, at de kan meget mere sammen på tværs af grænserne. Det er ikke længere begrænset til, at fagtoppen mødes i Bruxelles, siger Kenneth Haar. (brink)