Fagbevægelsen har tidligere brugt parolen ”nødderne knækker vi selv”. Det er efterhånden en legende blot. Fagbevægelsens top ser passivt til, mens EU-harmoniseringer undergraver den danske aftalemodel og de sociale ydelser.
Af Finn Andersen
Vi knækker nødderne
Fagbevægelsens top, er gået fra parolen ”Nødderne knækker vi selv” som i den sammenhæng betød, at EU skulle holde fingrene fra den danske model, hvor det er arbejdsmarkedsparter, der selv forhandler og hvor fagbevægelsens medlemmer har direkte indflydelse på at rejse krav og stemme om egne overenskomster. Disse holdninger er nu blevet til at hele EU har købt den danske model. Tror de selv på denne tese eller er de blevet overhalet højre om?
Dansk model afvikles
Mens vi i Danmark har overladt regulering til arbejdsmarkedet, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, så har de fleste sydlige EU-lande reguleret arbejdsmarkedspolitik igennem lovgivning.
Baggrunden for forskellen hænger sammen med, at Danmark har været præget af en enhedsfagbevægelse med en høj organisationsprocent både blandt lønmodtagere og arbejdsgivere. Hvorimod fagbevægelsen i Sydeuropa har været splittet efter politiske og religiøse skillelinier og med en meget lav organisationsprocent.
Lov og overenskomst
EU direktiverne er i de fleste EU-lande gennemført ved lov eller ved en kombination af lovgivning og indskrivning i overenskomster (implementering).
Kun Danmark har op igennem 90’erne gennemført EU-regler ved indskrivning i de kollektive overenskomster.
LO har hele tiden ment, at hvis vi skrev direktiver ind i overenskomsterne, så overholder vi EU-reglerne. Kritikerne i fagbevægelsen har sagt, at EU aldrig ville stille sig tilfreds med at direktiver kun var skrevet ind i overenskomsterne og dermed kun omfattede organiserede arbejdere med overenskomst.
Kommissionens krav har nu tvunget lovgivning igennem, så EU-direktiverne omfatter alle lønmodtagere, uanset om de er med i en fagforening eller omfattet af en overenskomst – et anslag mod fagbevægelsen i Danmark.
I yderste konsekvens vil det betyde, at medlemmernes kollektive krav og indflydelse på egne løn- og arbejdsforhold, bliver erstattet af det individuelle – en skidt udvikling for den danske model.
Privatiseringer
Tendenserne de sidste årtier har været tydeligere og påfaldende ensartet fra land til land. 3 bølger af privatiseringer har præget de sidste 20 år.
Først gik det ud over statslige virksomheder, herefter i anden bølge privatiserede både borgerlige og socialdemokratiske regeringer de dele af infrastrukturen, der hidtil havde været i offentlig regi og styret af politikerne. Det drejede sig først og fremmest om telekommunikation, transport, el, gas og vand. Og nu er den tredje bølge på vej – nemlig privatisering af de bløde områder som sundhed, uddannelse, børne- og ældrepleje, pensionskasser, social- og arbejdsmarkedsforhold. Det foregår ikke hen over en nat.
Først deregulerede man områderne inden for markedstræk. Dernæst bliver de offentlige institutioner gjort til aktieselskaber med det offentlige som hovedaktionær og som det sidste skridt bliver disse selskaber solgt til private.
Sociale besparelser
Samtidig med dette bliver standarder og uddannelseskrav harmoniseret. Det samme gælder sociale ydelser, skatter og afgifter samt forslag om en ensartet arbejdsmarkedspolitik med mere deltid, større fleksibilitet i arbejdstiden, nemmere måder at afskedige medarbejdere, lavere sociale ydelser til unge og mindre dagpenge er opskriften fra EU.
Som noget historisk enestående har EU i sine traktater beskrevet, hvilken slags finanspolitik, der skal føres. Der skal føres en såkaldt ny monetaristisk politik, det fremgår af traktaterne fra Maastricht over Amsterdam og Nice til det sidste nye skud på stammen nemlig konventets udspil til en forfatning.
30 millioner ledige?
I stabilitetspagten fra 1997 blev man enige om konvergenskravene til den offentlige sektor.
Medlemsstaterne må højst have 3% underskud på statsbudgettet og 60% offentlig gæld og gælden skal holdes i ro inden for snævre grænser. Dette kan få katastrofale følger for bekæmpelsen af arbejdsløsheden som i dag er et voksende problem i Euroland.
Ud af EU-landenes 397 millioner indbyggere er der i dag 15 millioner registrerede arbejdsløse, derudover er 150 millioner sat uden for arbejdsmarkedet. Ledigheden er steget mest i ØMU landene.
1. maj 2004 optages 10 nye østlande med i alt 77 millioner indbyggere. Ledigheden vil samlet i EU kunne løbe op i 30 millioner.
J arbejder kritisk
Der er rigeligt med angreb og forringelser på social- og arbejdsmarkedspolitikken, hvilket kræver en styrkelse af unionsmodstanderne i parlamentet, det er bl.a. derfor jeg stiller op på JuniBevægelsens liste J.
Finn Andersen er 44 år. Uddannet Klejnsmed og arbejder i dag som faglig sekretær Dansk Metal Århus. Han er opstillet til EU Parlamentsvalget for Junibevægelsen.
5.04.04