Ved næste års overenskomstforhandlinger må vi samles om indsatsen mod undergravningen af den danske model og for kampen mod social dumping, lyder opfordringen fra OK-konference
Fra lørdagens konference i København, ‘Gi’ dit besyv med om OK2017’ kommer en opfordring til fagbevægelsen om at samles for at forsvare den danske model mod løndumping og udhuling af overenskomsterne.
– Alle fag kender i dag eksempler på undergravning af de kollektive overenskomster og den danske model. Derfor vil det være oplagt, at det er indsatsen mod social dumping, der skal binde os sammen ved overenskomstforhandlingerne 2017, sagde John Ekebjærg-Jakobsen, da han som formand for Byggefagenes Samvirke i København og initiativtager til konferencen bød velkommen.
Konferencen var åben for alle med henblik på at skabe større forståelse og sammenhold på tværs af fagene, inden forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked går i gang i foråret 2017.
I en udtalelse fra konferencen opfordres der til, at fagbevægelsens medlemmer på alle niveauer diskutere kravene til overenskomstforhandlingerne næste år.
Indsats rulles tilbage
Udtalelsen peger på, at den nuværende regering sammen med blå blok er i fuld gang med at rulle de politiske initiativer, som den tidligere regering tog, tilbage. For eksempel ved at stække SKATs kontrol med sort arbejde i private villarenoveringer, fjernelse af skiltepligten på byggepladser og afvisningen af et ID-sikkerhedskort.
– Denne svækkelse af den politisk indsats gør det nødvendigt, at vi gennem de aftaler, som skal forhandles ved ok-fornyelserne i 2017 bygger på principper, som sikrer solidaritet og sammenhold i indsatsen mod social dumping, hedder det.
Redskaberne kan være forskellige afhængig af de enkelte fag- og brancheområder, men konferencen peger som eksempler på kædeansvar, forhøjet mindsteløn, sikring af værnebestemmelser og bedre vikarregler.
– Fælles for os alle er, at vi ønsker at sikre den danske model, så vi får nogle redskaber, der i det daglige faglige arbejde betyder, at grundlaget for det faglige arbejde styrkes. Vi opfordrer derfor til, at man i fagforeninger, branche- og firmaklubber og på de enkelte arbejdspladser diskuterer vores krav til overenskomsterne, så vores forhandlere har en klar føling med, hvad der er vores ønsker, så vi kan bakke dem op over for arbejdsgiverne, hedder det. (brink)






