Kommissionen vil have fælles for mål for mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet
I denne uge præsenterede EU-kommissionen sine forslag til en hel række fælles principper for flexicurity på arbejdsmarkedet, som de vil forsøge at få medlemslandene til at vedtage senere.
De nye fælles principper skal ifølge Kommissionen fremme ”konkurrenceevnen, beskæftigelsen og jobtilfredsheden ved hjælp af en kombination af fleksibilitet og sikkerhed for arbejdstagerne og virksomhederne”.
Forslagene kommer i en såkaldt meddelelse, som ligger i forlængelse af ’Grønbogen om arbejdsret”, hvor kommissionen rejste spørgsmålet om, hvordan man kan gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og samtidig sikrer en hvis tryghed for lønarbejderne. De to modsatte begreber han man så flikket sammen i begrebet flexicurity.
I Kommissionen og den danske regerings forståelse er netop Danmark et fremragende eksempel på et land, hvor flexicurity blomster. Med de fælles principper lægges der op til, at modellen skal spredes til de øvrige lande.
Grønbogen blev kraftigt kritiseret både af den europæiske faglige sammenslutning, EFS og et flertal i det økonomiske og sociale udvalg, som rådgiver EU.
Begge steder mener, man at Kommissionen ligger mere vægt på flex end på sikkerhed. Ifølge Kommissionen er årsagen til den store arbejdsløshed i f.eks. Frankrig og Tyskland, at det er for svært at fyre folk. Arbejdsmarkedssystemet er for stift, derfor er der brug for reformer.
Med henvisning til at en voksende del af arbejdsstyrken bliver ansat i løse og usikre jobs, mener kommissionen, at man kan dele lidt ud af sikkerheden, så det bliver lettere at fyre folk, til gengæld skal de udsatte have lidt mere sikkerhed i ansættelsen.
Fra princip til handling
|
Se også |
|
I sin meddelelse forsikrer Kommissionen, at den har lyttet behørigt til både parterne og medlemslandenes bemærkninger til Grønbogen. Ud fra høringerne foreslår de otte principper for flexicurity, som er formuleret så alment, at det kan være svært at se, hvor biddet i dem ligger.
Der tales om balance mellem rettigheder og pligter og tilpasning af flexicurity til medlemsstaternes forskellige forhold, behov og udfordringer.
Det mest konkrete er det fjerde princip:
”Mindskelse af forskellene mellem på den ene side arbejdstagere med atypiske og undertiden usikre kontrakter (som i visse tilfælde er præget af manglende stabilitet) (såkaldte outsidere), og på den anden side arbejdstagere med fast fuldtidsbeskæftigelse (såkaldte insidere).”
Når Kommissionen overhovedet giver sig af med at formulere principper og ikke direktiver, så er det fordi arbejdsmarkedspolitikken stadig er et nationalt anliggende. De foreslåede principper skal ligesom EU’s beskæftigelsesstrategi fungerer som målsætninger og fyrtårne, som landene politisk forpligter sig til at nå. Hvordan det skal ske i praksis er overladt til det enkelte land. (I eu-sprog omtales grebet som den ”åbne koordinations metode”). De fælles fyrtårne giver EU nogle muligheder for at lægge politisk pres på de lande, som ikke fører en politik, som efter Kommissionens mening fører mod de fælles mål.
Fornøjet men
Selvom der mange steder i meddelelsen henvises til Danmark, så er det stadig et åbent spørgsmål, hvordan kommissionen egentligt forstår den danske arbejdsmarkedsmodel.
– Jeg er utroligt glad for, at Danmark nu skal danne skole for resten af EU på arbejdsmarkedspolitikken. Nu bliver udfordringen at få Kommissionen til at forstå, præcis hvorfor den danske model fungerer så godt, siger Ole Christensen, Socialdemokraternes medlem af Europaparlamentet.
EFSs generalsekretær, John Monks advarer mod, at man bruger flexicurity-modellen til at indføre flere tidsbegrænsede ansættelser.
– Flere og bedre jobs er vejen frem – og ikke større social usikkerhed for lønmodtagerne, siger Monks.
Tidligere har arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen advaret mod, at man gør sig illusioner om at ”eksportere” den danske arbejdsmarkedsmodel til lande, hvor fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer er nærmest ikke eksisterende.
Styrken i den danske beskæftigelsespolitik har netop været, at arbejdsmarkedets parter har haft et stort medansvar både for politikken og for at føre den ud i livet.
Ironisk nok er regeringen i fuld gang med at underminere den forudsætning for den danske flexicurity. Parternes indflydelse på beskæftigelsespolitikken er kraftig reduceret med strukturreformen, og parterne er i dag reelt kørt ud på et sidespor, hvor deres rolle er reduceret til kvalificerede rådgivere for jobcentrene. (brink)