Dansk firma udlejer ungarske landarbejdere for ned til 65 kr. i timen alt inklusive, arbejdskraften leveres ved nærmeste togstation. Forudsætningen er dog at arbejdsgiverne holder sig langt væk fra fagbevægelsen
Blandt mylderet af udbydere af østarbejdskraft ser det danske firma, Arbejdsudlejeren.dk ud til foreløbig at kunne skilte med den absolut laveste officielle timetakst for arbejdskraft til landbrug og gartneri.
Som et forsøg tilbyder firmaet nu ungarsk arbejdskraft til 65 kr. i timen, den lave leje skyldes, at det er folk, som kun taler modersmålet.
Hvis det er nødvendigt, at kunne tale en smule med sine ansatte på engelsk eller tysk, så er prisen 80 kr. i timen alt inklusive.
Firmaet er et dansk registreret APS – men med kontor i Budapest. Herfra oplyses det, at de siden 1. maj 2009 har leveret ungarsk arbejdskraft til landbruget. Det var den dag østaftalen udløb og dermed kravet om, at arbejdere fra de nye EU-lande skulle aflønnes på lige fod med danskere.
– Derfor er det helt lovligt, forklarer den dansktalende medarbejder med ungarsk accent fra kontoret i Budapest. Hun oplyser, at de for tiden har 36 – fortrinsvis ungarere – i arbejde hos danske landmænd og gartnere. En enkelt er foreløbig ansat til den nye billige takst på 65 kr. i timen, fordi han næsten ikke kan engelsk, forklarer hun.
Fagforeningsbøvl er på eget ansvar
Arbejdskraften kan leveres inden for fire dage, selvom firmaet foretrækker at have lidt mere tid. Leveringen foregår på nærmeste banegård, det er også her man afleverer arbejderen igen, hvis man ikke er tilfreds. Så leverer Arbejdsudlejeren en erstatning, uden udgift for landmanden.
Eller som der står i kontrakten:
”Udlejer sørger for at levere (til nærmeste togstation) det aftalte antal Medarbejdere til det aftalte sted på det aftalte tidspunkt. Hvis Lejer ønsker det, omleverer Udlejer Medarbejdere (til nærmeste togstation), som Lejer ikke er tilfreds med. Omlevering sker uden omkostning for Lejer.”
Og fra kontoret i Budapest forsikrer man, at der er mange også uden sprogkundskaber, som gerne vil af sted og arbejde i Danmark.
Til gengæld for disse favorable vilkår skal lejeren forpligte sig til at holde sig langt væk fra fagbevægelsen:
– Lejer skal sørge for, ikke at være omfattet af en kollektiv overenskomst, tiltrædelsesaftale, eller lignende. Det er en udtrykkelig forudsætning for, at Udlejer kan levere arbejdskraften til den aftalte pris, at der ikke skal betales overenskomstmæssig løn. Det er Lejer som bærer risikoen for forstyrrelser fra danske fagforeningers side, understeges det i kontrakten.
Den rene timetakst
Afregningen for lejen gøres op hver uge, og det er den rene arbejdstid der betales for:
”Du lejer arbejdskraften fra os på timebasis og betaler for de timer, som medarbejderne har arbejdet. Den tid de ikke arbejder, pga. pauser, regn, sygdom, mv. betaler du ikke for”, fremgår det af hjemmesiden. I den pris er stort set alt inkluderet, dog skal der stilles logi til rådighed, et værelse eller en campingvogn rækker til det formål.
Til gengæld kræver kontrakten, at arbejdsgiveren afholder sig helt fra at give folk mad. Medarbejderen er på egen kost, understreges det i kontrakten, som også forbyder, at der kommer nogen form for penge mellem parterne:
”Lejer må ikke uden Udlejers skriftlige accept indgå nogen økonomisk aftale med Medarbejderne fra aftalens underskrivelse til 5 år efter. Overskridelse af denne bestemmelse medfører erstatningsansvar efter danske rets almindelige regler, samt derudover en bod på 100.000 kr. for hver betaling. For eksempel må Lejer ikke ansætte en Medarbejder eller aftale ansættelse af Tredjemand med en Medarbejder”, som det slås fast i kontrakten.
Så sikkert som dyrlægen
Arbejdsudlejeren lægger vægt på fordelen ved, at de er et dansk anpartsselskab. Det kan være en kringlet affære at bruge udenlandsk arbejdskraft – ikke mindst når det gælder skatten, forklaret firmaet.
– Så skal man passe på når man lejer udenlandsk arbejdskraft, det kan blive en dyr affære hvis skattebetalingen ikke er håndteret korrekt, minder de potentielle kunder om hjemmesiden.
Humlen er, at landmanden kan risikere at hæfte skatten for de lejede medarbejdere, hvis udlejeren ikke har gjort det:
”Logikken er, at skattevæsenet ikke vil jagte en udenlandsk virksomhed, men lægger ansvaret for skattebetalingen over på den danske modtager af arbejdskraften. Den danske virksomhed er jo alt andet lige meget nemmere at få bedt til kassen.
Men vigtigst af alt, fordi vi er en dansk ApS, er det ikke dit ansvar, om skatten er betalt – på samme måde, som hvis dyrlægen kommer ud til dig, skal du heller ikke bekymre dig om, om han har betalt sin skat af sin indkomst eller ej,” lyder den glade konklusion. (brink)






