Det blev billigere at fyre italienske arbejdere i 2012, men den øgede fleksibilitet fik hverken flere i arbejde eller færre løsarbejdere – tværtimod
Skiftende EU-kommissioner har i årevis talt for større ”fleksibilitet” på arbejdsmarkedet, det har været for svært at fyre folk i mange EU-lande og i starten af firserne var den danske model ligefrem trendy ved konferencerne i Bruxelles som ”flexicurity”. Med andre ord: let at fyre og en vis sikkerhed for de arbejdsløse, men efterhånden som sikkerheden forsvandt ud af ligningen i takt med at dagpengesystemet blev forringer, forsvandt den danske model fra EU-rapporterne.
Tilbage blev et vedholdende krav om, at – især de sydeuropæiske lande – skulle gøre op med de fastansatte arbejderes sikkerhed mod fyring. Der blev udmalet en situation, hvor en fast kerne af fastansatte var umulige at komme af med, derfor afholdt arbejdsgiverne sig fra at ansætte, samtidig opstod der et sort og gråt arbejdsmarked af ”outsidere” på ringere vilkår. Så EU’s opskrift på at nedbringe arbejdsløsheden lød på mere fleksibilitet. Når det blev lettere at fyre fastansatte, så ville proppen ryge af, og arbejdsgiverne ville ansætte nye folk i bundter. Samtidig ville gabet mellem de fastansatte og løsarbejderne svinde ind.
Flexsibilitet uden virkning
Et nyt arbejdspapir fra det europæiske faglige forskningscenter ETUI påviser nu, at EU’s universalmedicin i hvert fald ikke har virket i Italien. Og det sætter spørgsmålstegn ved de nye arbejdsmarkedsreformer, som den italienske regering vedtog sidste år, fordi de går i samme retning.
– Arbejdsmarkedsreformer med fokus på fleksibilitet ved at sænke de ansattes beskyttelse har ingen påviselig virkning på arbejdsmarkedet. Der er lille evidens for at beskyttelse af fastansatte spiller nogen rolle for beskæftigelsesniveauet, konstaterer de to forfattere, Gabriele Piazza og Martin Myant.
Reformen i 2012 førte ikke til en stigning i beskæftigelsen i Italien. Det har heller ikke ført til genskabelse af flere jobs på bekostning ”atypiske” ansættelser. Tværtimod er trenden, at nyansatte bliver ansat på irregulære kontrakter, konstater de.
Lavest mulige sikkerhed
Analysen af udviklingen i den italienske beskæftigelse viser, at medicinen ikke har virket, arbejdsløsheden fortsætter med at stige, og beskæftigelsen falder. Midlertidige kontrakter er fortsat arbejdsgivernes første valg, antallet af midlertidige kontakter er konstant, og antallet af nye midlertidige kontrakter vokser. Mens der ikke kan spores nogen påvirkning på antallet af midlertidige job, som overgår til faste ansættelser uanfægtet af reformen i 2012.
– Fakta peger på, at arbejdsgiverne – når de får muligheden – vil drage fordel af bestemmelser, som giver dem mulighed for at beskæftige folk med lavest mulige sikkerhed i ansættelsen, konstaterer forfatterne.
De peger på, at hvis man virkelig ønsker at tackle arbejdsløsheden i Italien, så skal man starte med at løse de strukturelle problemer i italiensk økonomi. Det handler først og fremmest om forskellen mellem nord og syd, og om et kursskifte mod ny økonomisk aktivitet. (brink)
