Janne Hansens oplæg på Faligt Topmøde Holmen d. 13 dec.
Arbejdsmiljøet har siden 1987 været præget af en massiv regulering fra EU. Der er kommet ca. 70 direktiver. Til sammenligning kom der 3 fra 1973-1986. Hele danske arbejdsmiljølovgivning er stort set baseret på EU regulering.
Arbejdsmiljøet i Danmark har det ikke godt:
Vi har ca. 15.000 anmeldte arbejdsbetingede lidelser og ca. 45.000 anmeldte ulykker. Vi har en massiv underrapportering 50% på ulykkerne – og lidelserne kender vi ikke det reelle tal.
Mindst 1/3 af al sygefravær skyldes arbejdsmiljøet.
Hver 10. Hospitalsindlæggelse skyldes arbejdsmiljøet
Mange udstødes og får pension eller kommer i statsstøttet fleksjob.
Mange af de mennesker som vælger at gå på efterløn gør det grundet dårligt helbred.
Det anslås at det koster et sted mellem 28 og 50 mia.d.kr. alt efter beregningsmetode.
De skader som koster er:
Bevægeapparatslidelser
Psykiske lidelser
Hjerte/karlidelser
Det er især nedslidningsskaderne, som fører til udstødning og nedslidning. Ulykker kan det også – men størstedelen af ulykkerne fører ikke til udstødning.
Arbejdsmiljøet er med få – men meget centrale undtagelser ikke blevet bedre de seneste 25 år. Der er snarere tale om at arbejdsmiljøet er blevet forandret – lovgivningen har ikke været i stand til at forebygge – omvendt ville det formentlig have set meget værre ud, hvis den ikke var der.
Denne udvikling står Danmark ikke alene med:
Også i en rapport fra Det europeiske instituttet for leve- og arbeidsvilkår konkluderes det på samme måde (LOnytt, 5.2.01):
Der var i 1977 vedtaget en ny arbejdsmiljølov – en rammelov, hvor rammerne skulle udfyldes med bekendtgørelser osv. På daværende tidspunkt var der i Danmark især fokus på kemiske stoffer og på asbest. Baggrunden for denne fokus var alvorlig nok kræftsyge og døende mennesker grundet asbestudsættelse – og alvorlige hjeneskader grundet udsættelse for organiske opløsningsmidler var i fokus.
Arbejdsmiljøapparatet var under opbygning. De første “rigtige” BST’er så dagens lys – og Arbejdstilsynets ansatte ændres fra at være “teknikere” til også at have ergoterapeuter mv. ansat.
Der var stor aktivitet på arbejdspladserne: Aktiviteter som tvang systemet – og dermed arbejdsgiverne til reel forebyggelse:
Asbest blev forbudt i 1986 – dog med en udfasning af visse typer.
Vi fik bekendtgørelse om stoffer og materialer – og der var et massivt pres på farve/lak-industrien for udvikling af mindre skadelige stoffer. Et pres som bl.a. skyldes, at hjerneskader grundet udsættelse for organiske opløsningsmidler blev anerkendt i den danske arbejdsskadestyrelse.
Aktive og meget arbejdsmiljøbelastede faggrupper får særbekendtgørelser:
kloakbekendtgørensen
Bekendtgørelse for skorstensfejere
Epoxybekendtgørelsen
Disse lovændringer på det keniske område har en meget tæt sammenhæng med aktiviteter på arbejdspladser – og disse smitter altså af på den danske lovgivning.
Det er indenfor disse områder, at vi kan se reelle forbedringer i Danmark:
Godt 1100 anmeldt skader i 1985 til ca. 300 i 2000.
I midten af 80’erne sker der 2 ting, som bremser denne offensive bølge:
EF-pakken vedtages
Vi får en borgerlig regering.
Den offensive bølge bliver defensiv – og aktiviteter på arbejdspladser og blandt græsrødder ebber ud i slutningen af 80’erne.
Direktiverne.
Direktiver med relevans for arbejdsmiljøområdet deles op i 2 minimumsdirektiver og maksimumdirektiver.
Maksimumdirektiver: De tekniske handelshindringer: Det første vi løber ind i, at at Danmark i forhold til de øvrige lande er meget længere fremme med hensyn til regulering af kemiske stoffer og materialer. Vi er på daværende tidspunkt langt fremme med hensyn til krav om substitution, krav om brugsansvinger mv. Dette kommer i reel fare – da disse krav betragtes som tekniske handelshindringer.
Minimumsdirektiverne: Her blev indgået en klar aftale mellem LO og DA om, at direktiverne implementeres på minimumsniveau, til gengæld afstår DA fra krav om økonomiske konsekvensberegninger.
Derudover aftales med arbejdsministeriet, at mens direktiver fra EF-pakken implementeres bremses selvstændige danske aktiviteter til et absolut minimum.
I realiteten afstås fra at aktiviteter og pres fra arbejdspladserne kan bruges til bedre national lovgivning – Der afstå dermed også fra at bruge dette pres til endnu bedre regler i EU.
Selvstændige danske lovinitiativer på området går i stå, og der sker stort set intet før 1997.
Når danskerne “snyder”
Et komplekst og uigennemskueligt system som gør at der er rum for underimplementering mv. Hvis man vælger ikke at følge reglerne. Går man fri i mange år:
Først en lang implementeringsfase, som kan forsinkes, så skal reglerne ud i praksis – og så følges op fra EU’s side med en forespørgsel (som de selv svare på) – og endelig opdages måske nogle underimplementeringer:
APV og bygherreansvar.
Konkurrence på dårligt arbejdsmiljø.
Hovedargumentet for EU-regulering var at forhindre konkurrence på dårligt arbejdsmiljø. Der er intet, der tyder på at arbejdsmiljøreguleringen i EU har hindret nogen virksomheder i at flytte hen hvor de har lyst.
Sikring af lønmodtagernes rettigheder.
De dele i arbejdsmiljøarbejdet som sikre medindflydelse og støtte til det virksomhedsnære arbejdsmiljøarbejde er meget svage i EU-reguleringen. Her tænkes på:
Ret til valgt sikkerhedsrepræsentant til alle – hvilket ikke er sikret.
Lokal rådgivning til virksomheder – krav om bedriftssundhedstjeneste er ikke sikret,
Fagforeningers ret til at komme ind på arbejdspladsen og vurdere arbejdsmiljøet er ikke sikret.
Ret for lønmodtagerne til at bruge egne eksperter i arbejdsmiljøspørgsmål er ikke sikret.
Alle er eksempler på forhold som er de mest centrale for at sikre, at et stykke arbejdsmiljøarbejde overhovedet kan finde sted.
Rammerne for arbejdsmarkedet.
Endelig er arbejdsmiljø ikke en frit svævende sæbebobbel. EU’s politik på en række arbejdsmarkedspolitiske områder har store konsekvenser for arbejdsmiljøet:
Krav om fleksibilitet – med forhold som øget arbejdstid, deltidsarbejde, korttidsansættelser o.lign. forhold som dels øger nedslidningen dels giver et ringere grundlag for et systematisk arbejdsmiljøarbejde.
Krav om øget konkurrence – herunder markedsgørelse og udlicitering af det offentlige med øget arbejdsmængde og arbejdstempo som følge – forhold som bidrager til fysisk og psykisk nedslidning. Et godt eksempel på dette er at Sverige nu har vanskeligheder ved at få lov til at lægge vægt på arbejdsmiljø- og miljøforhold ved valg af tilbud –
Der er store uklarheder med at tolke dette. Og en tendens til at det at det billigste skal vælges – uanset de menneskelige, miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser på længere sigt.
Markedet står over arbejdsmiljø og miljøforhold.
Afdemokratisering.
Erfaringerne på arbejdsmiljøområdet er:
Det tager lang tid at indføre nye regler. Først skal de vedtages i EU, hvorefter de skal implementeres. Dette giver en meget lang periode inden reglerne kan bruges på arbejdspladserne. Til sammenligning har vi set “danske” arbejdsmiljøregler indført indenfor ½ til 1 år.
Det er set at det meget komplekse og uoverskuelige system er “udnyttet”, således nogle EU-regler underimplementeres – APV og bygherreansvar. Der kan gå en rum tid før sådanne forhold opdages.
EU-systemet favoriserer de økonomisk stærke. De organisationer som har råd til at tage til Bruxelles, ansætte eksperter mv. har størst mulighed for indflydelse – og det er de kapitalstærke virksomheder.
Alt i alt har det medført en afdemokratisering på området.