Enten vinder modstanden mod EU’s nedskæringspolitik eller også fortsætter den neoliberale offensiv i hele EU, vurderer den græske professor Costas Douzinas.
Europas fremtid afgøres i Grækenland. Enten en katastrofal forstærket nedskæringspolitik eller også vil modstanden få sin første store sejr og vise andre lande i periferien, at modstand og kamp ikke er en tabersag, siger den græske juraprofessor Costas Douzinas i et interview på Greek Left Review. Han er professor ved Birkbeck Universitetet i London.
Ifølge Costas Douzinas har EU ikke bare et ”demokratiske underskud” i EU, der er nærmere tale om en total mangel på demokrati. Der er en økonomisk magt– men intet demos – et fælles folk. Unionen er desværre blevet en yderst bureaukratisk institution. Der er et geografisk sted kaldet Europa, men der er ikke længere en ide om Europa, mener han. Et nøgleelement i forestillingen om Europa var et ideal om at omfordele fra rige til fattige regioner, som kunne lukke hullet mellem nord og syd, mener han.
Han peger på, at de socialdemokratiske partier havde et vist held med 70’erne og 80’erne at nå visse resultater når det gælder sociale og økonomiske minimumsrettigheder. Resultater der blev væltet over ende af Thatchers sejr i Storbritannien.
– Hun beredte vejen for en neoliberal vending, hvor Euroen er blevet lig med finansiel stabilitet. Det er vigtigere en social sammenhængskraft. Resultatet er, at den fælles mønt er blevet et middel til at overføre ressourcer fra de fattige til de rige. Det er vanviddet i den aktuelle situation. Al overførsel sker fra syd til nord enten gennem import af tyske biler og goder, eller gennem tilbagebetaling af lån givet til syd, så bankerne i nord kan få deres tidligere lån tilbage, siger Costas Douzinas.
Brug for ny model
Han mener, at der er op til venstrefløjen at stoppe den proces.
– Men det kan ikke ske ved at gå tilbage til den gamle socialdemokratiske model. De fleste socialdemokratiske partier har købt den neoliberale opskrift, den gældende ortodoksi hedder Thatcher + Blair. Der skal et nyt venstre til for at rekonstruere økonomien og omfordele og uddybe og sprede demokratiet. Vi har brug for en ny demokratisk og socialistisk model, siger Costas Douzinas.
Han afviser, at modstanden mod nedskæringspolitikken er svækket i Grækenland.
– De store kampagner i 2011 ændrede den politiske scene, da demonstranter på gaderne tog Syrizia til sig, og satte muligheden for at vælge den første radikalt venstreorienterede regering i Europa på dagsordenen, siger han.
– Social mobilisering har sin egen rytme og skiftende intensitet. Folk kan ikke være på gaden permanent. Det græske folk har mistet tæt ved haldelen af sin indkomst de sidste fire år, overlevelse er deres første og daglige prioritet. Alligevel er det den konsistente politiske karakter, som gør den græske modstand anderledes end traditionelle faglige og sociale aktivisme, siger Costas Douzinas.
Tosidet kamp
Han henviser til de seneste strejker blandt det administrative personale på universiteter og i sundhedssektoren.
– De strejkende gentager igen og igen, at den eneste løsning er et regeringsskift. Intet andet kan stoppe den sociale opløsning. Der er mange lokale solidaritetskampagner, alternative økonomiske initiativer osv. Men alle er enige om, at uden en ændring i toppen, vil lokale kampagner og sejre på gaderne ikke være nok. Det er EU og regeringens politik, som har påtvunget nedskæringerne og de bliver nød til at forsvinde, siger han.
– Der kan ikke eksisterer en venstreregering uden social mobilisering, og der bliver ingen vedvarende sejre for solidaritetskampagnerne og de sociale bevægelser uden en anden regering. Det er staten, der har ødelagt folks liv, uden en radikal forandring i toppen vil alle andre kampe og sejre kun være begrænsede, siger Costas Douzinas.
– Europas fremtid afgøres i Grækenland. Enten en forstærket katastrofal nedskæringspolitik der eksporteres til andre EU-lande, eller også vil modstanden få sin første store sejr og vise andre lande i periferien, at modstand og kamp ikke er en tabersag, som eliten bliver ved at fortælle os, fordi der ”ikke er noget alternativ.” Der er et alternativ og det involverer både gaden og parlamentet. Tegnene giver grund til optimisme, historien er begyndt at rulle igen, slutter han. (brink)
