Den 8. december 2000 underskrev EU-landene en højtidelig erklæring om ‘Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder’. Charteret er skrevet ind i forslaget til ny EU-forfatning.
Retten til liv, forbud mod kloning af mennesker og ret til gratis arbejdsformidling, så vidt spænder menuen i det Charter som er på vej til at blive en del af EU’s ny forfatning.
Da charteret blev vedtaget, var det et ”højtideligt dokument” uden juridiske bindinger. En politisk hensigtserklæring, som smagte af mere end flæskepriser, detaljerede direktiver om det indre marked og kapitalens fri bevægelighed. Chartret skulle markere EU som et socialt og humant projekt.
Men hvis forslaget til unionsforfatning bliver vedtaget, så bliver charteret juridisk bindende. Så fanger bordet, og konsekvenserne strides de juridiske eksperter stadig om. I sidste ende bliver det EF-Domstolen (eller bare ”Domstolen” som den hedder i forfatningsudkastet) der kommer til af svare på det spørgsmål.
Danske EU-politikere har længe ment, at Charteret hverken giver nye eller andre rettigheder end dem, vi har gennem grundloven og de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. (De europæiske menneskerettigheder, FN og ILO). Så hvad er egentlig meningen med det digre dokument?
Et skridt mod forbundsstaten?
Der er sådan set ingen, der er imod de rettigheder, som Charteret opremser, det er velkendte sociale og faglige rettigheder. Debatten handler om, hvad rettighederne overhovedet laver i et europæisk samarbejde.
Er Charteret i virkeligheden ”unionsborgerskabet ind ad bagdøren”? Så indskrivningen i forfatningen er et afgørende skridt mod en forbundsstat, sådan som Unionsmodstanderne siger. Eller er traktatfæstede rettigheder blot en række smukke hensigtserklæringer, der hverken lægger noget til eller trækker noget fra?
Vil en dansk tilslutning til forfatningen være i strid med grundloven, fordi det åbner op for en harmonisering af social- og arbejdsmarkedspolitikken, som FMU mener, eller er der blot tale om at vi får et supplerende sæt af rettigheder – en slags tillægsforsikring?
To udlægninger af teksten
Spørgsmålet er, hvordan man tolker teksten, og hvilke læsebriller man tager på. Den ubekymrede læsning af paragrafferne hæfter sig ved, at nok er det et meget udtømmende register over rettigheder.
Men der er bremseklodser bygget ind i teksten. Hvis man f.eks. bliver snydt for sin barselsorlov, så kan man ikke komme rendende og kræve sin ret med henvisning til Charteret. Det skyldes, at de mange rettigheder er omgærdet af forbehold. De skal fortolkes under hensyn til nationale regler og praksis. Derfor er det ikke klokkeklare juridiske rettigheder, mener man.
Desuden peger den ubekymrede på, at der i selve Charterets sidste paragraffer er en ”brugervejledning”. Det er paragrafferne 51 og 52, hvor der bl.a. står, at Charteret er rettet til EU’s institutioner. At det ikke udvider EU retten, og at der skal tages fuldt hensyn til ”nationale love og national praksis”.
Dansk LO opfatter brugervejledningen som en garanti imod, at Charteret åbner døren for Domstolen, så den i fremtiden kan blande sig i de danske overenskomster.
Men unionsmodstanderne ser Charteret som en alvorlig trussel mod den danske overenskomstmodel og de faglige rettigheder.
Endelig er det svært at forstå, hvad hele operationen går ud på, hvis det ikke betyder noget, at Charteret bliver skrevet ind i forfatningen.