Europas tabte generation

14 millioner unge europæere risikerer aldrig at få fodfæste, advarer EU’s eget forskningsagentur

En tabt generation på 14 mio. unge europæere, der aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, koster EU’s medlemslande i alt 153 mia. euro om året svarende til 1,2 pct. af EU’s BNP. Det fremgår af den til dato mest omfattende undersøgelse af unge arbejdsløse europæere, som EU’s eget forskningsagentur, Eurofound, netop har udsendt. Rapporten afdækker, at de europæere i alderen 15 til 29 år, som hverken er i beskæftigelse, under uddannelse eller i praktik, for tiden koster EU tre mia. euro om ugen i øgede udgifter til velfærdsydelser og tabte arbejdsindtægter. Et rekordhøjt tal for denne aldersgruppe.

Alarmklokker bør ringe

Rapporten påviser, at der blandt arbejdsløse unge europæere findes et meget lavere niveau af politisk engagement og tillid sammenlignet med deres generationsfæller, der er i arbejde.

– Konsekvenserne af en tabt generation er ikke kun økonomiske, de berører hele samfundet og indebærer en risiko for, at de unge fravælger demokratisk deltagelse, advarer rapporten.

– Demonstrationerne i Italien, Spanien og Storbritannien samt væksten i ekstreme politiske grupper i Skandinavien og Centraleuorpa bør få alarmklokkerne til at ringe, hedder det. (brink)