Europagten og den stramme økonomiske styring af EU-landene er svaret på Big Buisnes hedeste drømme, de har fået alt igennem, siger Kenneth Haar, fra tænketanken Corporate Europe Observatory (CEO)
Europagten og EU kommissionens såkaldte six-pack med dets regler for stram styring af landenes økonomi er et afgørende gennembrud for de store virksomheder i Europa. Det vurderer Kenneth Haar, researcher i Corporate Europe Observatory (CEO).
– Meget af det som nu gennemføres med kraftige midler er noget, som det store erhvervsliv har forsøgt at få igennem de sidste 10 år. Faktisk siden den såkaldte Lissabonstrategi blev vedtaget, den skuffede erhvervslivet og blev aldrig det, de havde håbet på, siger Kenneth Haar.
CEO har sat sig for at følge og afdække, hvordan erhvervslivets lobbyvirksomhed i EU påvirker EU-lovgivningen. Og i forhold til det nye økonomiske regime, som nu er næsten vedtaget, så er Kenneth Haar ikke i tvivl.
– Jeg kan ikke forestille mig, at de kan få armene ned i den europæiske arbejdsgiverorganisation, Buisnes Europe. Der er et ord der går igen i alle forslagene, konkurrencedygtighed. Det har været deres slagord siden Lissabonstrategien. Det er det begreb, de vil have gjort til omdrejningspunktet for EU’s økonomiske politik, siger han.
Chokkur
Sådan set handlede Lissabonstrategien også om, at gøre EU til ”verdens mest konkurrencedygtige økonomi”.
– Men det viste sig svært at gennemføre. Når det handler om spørgsmål om pensionsreformer, tilbageholdenhed for sociale ydelser og arbejdsmarkedsreformer, så viste det sig, at det var svært at komme igennem med politikken i medlemslandene. Det ser vi jo aktuelt med efterlønnen i Danmark, siger han.
Hverken Lissabonstrategien – med dens element af frivillighed – eller servicedirektivet gav det, som det stor erhvervsliv efterlyste.
– Der var en dyb skuffelse i erhvervslivet, de havde håbet på mere, Men den økonomiske krise satte en ny dagsorden, som åbnede nye muligheder, siger Kenneth Haar.
– Hvis vi for tre år siden havde sagt, at der er EU-regler på vej, som vil sænke lønnen, så ville vi blive kaldt landsbytosser. Men nu kan det blive praktisk politik. Nu kan Ministerrådet komme til at tage beslutninger om, hvor meget enhedslønomkostningerne må udvikle sig, siger han.
Han ser en klar parallel til den såkaldte ”chokdoktrin”, som den amerikanske forfatter, Naomi Klein har beskrevet. Hun påviser hvordan kriser bliver brugt af neoliberale kræfter til at gennemføre voldsomme markedsorienterede ”reformer”.
– Eurokrisen åbner på tilsvarende vis muligheder for at gennemføre store politiske reformer, det er de muligheder EU nu omsætter i en stram styring af medlemslandenes økonomi, siger Kenneth Haar.
Fagbevægelsen sat udenfor
Det er ikke kun erhvervslivet som driver lobbyvirksomhed i Bruxelles, også den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) forsøger at påvirke EU’s politik.
Modsætningerne mellem parterne har aldrig været tegnet klarere end i spørgsmålet om EU’s nye økonomiske styring, mener Kenneth Haar.
– Buisnes Europe har det sidste år sendt en strøm af forslag til de nye økonomiske mekanismer. Vi har i CEO pløjet det hele igennem. Vi har ikke fundet et punkt, hvor de ikke er kommet igennem med deres forslag. Mens EFS’ protester er blevet totalt ignoreret og tilsidesat, siger han.
– Det er velkendt, at grene af kommissionen har et tæt samarbejde med erhvervslivets organisationer. De bliver hørt hver gang, der skal laves den mindste regel. Det giver en bestemt tænkning og tilgang til, hvordan EU-reglerne skal se ud, siger Kenneth Haar.
Kommissionen i førertrøjen
Da krisen kom, så var kommissionen vel forberedt, den havde så at sige forslagene klar i skuffen.
– Forslagene om at gøre den økonomisk styring obligatorisk og om bøder, til lande som overtræder konvergenskravene, var oppe for flere år siden. Dengang afviste ministerrådet kommissionens forslag. Men nu er chancen for at kommissionen kan tage førertrøjen på, de havde det klar i skuffen, siger Kenneth Haar.
– Hvis man ser på chokdoktrinen, så er forløbet helt i tråd med den. Da krisen kom, så var det de stærke i EU og deres svende, som fuldstændig kunne sætte dagsordenen for den offentlige debat om krisen og svarene på den. Selvom deres ”svar”, ikke nødvendigvis er det rigtige, siger han.
Ingen løsning
Han mener ikke, at hverken Europagt eller stram økonomisk styring er svaret på krisen.
– Selvom det i debatten ser ud som om ”alle” økonomer er enige, så er der overraskende mange som faktisk ikke er. Som en sagde på et EU-seminar, som skulle fejre den nye styring, så har forslagene ingen eller minimal virkning i forhold til at løse krisen, siger Kenneth Haar.
Økonomens vurdering blev ikke godt modtaget af kommissionens talsmand på seminaret, han mente det var en billig kommentar, når det nu var den løsning, ”de finansielle markeder gerne ser”.
– Det er et fattigt argument, at markedet gerne vil have det her. Det bliver solgt som en løsning, men det er det ikke. Jeg siger ikke at Grækenland var i god form, men det er ikke det græske forbrug, som har udløst krisen, siger Kenneth Haar.
Big Buisnes dobbeltstrategi
Erhvervslivet har i årevis forfulgt en dobbeltstrategi, mener man hos CEO, som har fulgt de store erhvervsorganisationer i årevis.
På den ene side arbejder de for deregulering og privatisering af den offentlige sektor, samtidig forsøger de at flytte magten fra medlemslandene til EU.
– De har arbejdet for at flytte beslutningerne væk fra medlemslandene og opbygge et effektivt apparat i EU. Derfor er kommissionen populær i erhvervslivet, hos den kan de altid finde gehør for deres forslag, siger Kenneth Haar.
– Kommissionen er ikke en åben og demokratisk institution, men det er den mægtigste påvirker i EU, den har alene retten til at stille forslag. Derfor ønsker erhvervslivet en stærk kommission, der kan styre dagsordenen, siger han.
Væk fra den demokratiske arena
Den nye økonomiske styring, hvor europagten blot er den sidste overbygning er en gave til erhvervslivet, mener Kenneth Haar.
– Med det sker der et spring, hvor de ”reformer” erhvervslivet efterspørger lettere kan gennemtrumfes. Ved at flytte magten og få en procedure under kommissionens ledelse, så bliver beslutningsgangen uoverskuelig for de fleste. Det er virkelig en gave til dem, at få beslutningerne væk fra de demokratiske arenaer i medlemslandene, siger han. (brink)
