Europæiske Demo-dage

Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) bag aktionsdage – demonstrationer i Bruxelles, Berlin og Prag
Demonstrationerne er startskuddet på en kampagne, som EFS håber, vil rulle gennem alle EU-landene.

15. maj demonstreres der i Bruxelles, og dagen efter i Berlin og Prag. En fjerde demonstration kommer til at foregå i Spanien, men byen er ikke besluttet endnu.
”Sæt folket først” lyder sloganet, som skal mobiliserer fagbevægelsens medlemmer til kamp mod krisen.
– Det er uacceptabelt at arbejdere og borgere skal bære byrden for den krise, de ikke er skyld i, lyder det fra EFS.
EFS har noteret at der er en voksens social protestbevægelse under udvikling mange steder i Europa.
Den Europæiske Faglige Sammenslutning kræver i et opråb en såkaldt ”New Social Deal” i kampen mod krisens følger og peger på fem områder, som en sådan deal skal indeholde:
– En udvidet redningspakke, som skal sikre flere og bedre jobs og beskytte beskæftigelsen i nøgleindustrierne. EFS har kritiseret den redningspakke som EF vedtog tidligere. En kritik, som den faglige sammenslutning har haft mere end svært ved at trænge igennem med.
– EFS kræver højere lønninger og pensioner, for at beskytte købekraften. Og så er der brug for en stærkere velfærdsstat, mener organisationen.
– Slut med EF-domstolens favorisering af markedsfrihederne over grundlæggende rettigheder og kollektive overenskomster. EFS kræver lige rettigheder og samme løn til udstationerede migrant arbejdere.
EFS har et færdigt forslag til en social protokol, som garanterer konfliktrettens forrang for det indre markeds friheder. Protokollen skal være juridisk bindende, som en del af EU-traktaten.
– Effektiv regulering af finansmarkedet og en retfærdig fordeling af velfærden, og ingen tilbagevenden til kasino-kapitalismen.
– Endelig kræver den europæiske fagbevægelse, at EU’s centralbank sætter ind for fuld beskæftigelse og vækst og ikke kun er optaget af at forhindre inflation. (brink)