Den europæiske sammenslutning af bygnings- og træarbejdere går til kamp mod social dumping via postkasseselskaber i EU
I går lancerede de europæiske bygningsarbejdere en fælles kampagne, som skal få stoppet den udbredte sociale dumping, som foregår via postkasseselskaber, som kun er sat op for at omgå kollektive overenskomster og national lovgivning.
76 fagforbund og i 34 lande, organiseret i den Europæiske Føderation af Bygnings- og Træarbejdere, EFBWW står bag kampagnen.
Falske postkasse-firmaer uden reel økonomisk aktivitet bliver kun brugt til at undgå kollektive aftaler, mener fagforbundene.
– Vores erfaring er, at disse virksomheder i stigende grad bruges som redskab til social dumping og svindel, især social svindel i stor skala, hedder det i opråbet fra forbundene.
Den nuværende EU-lovgivning gør det let for hvem som helst at etablere et firma i et andet land. Der er ingen kontrol med, om et firma har en selvstændig økonomisk aktivitet, konstaterer EFBW.
– Oftere og oftere etablere skrupelløse mennesker og firmaer falske selskaber i lande, hvor de sociale bidrag er lave, og hvor der ingen kontrol er med selskaberne aktivitet eller med deres bidrag til de sociale ordninger. Disse lande inkluderer Storbritannien, Cypern, Estland, Bulgarien og Slovenien – for blot at nævne nogle få, hedder det.
Grundlæggende ændringer i EU
Problemerne med svindelfirmaer forklædt som postkasser i andre lande skyldes EU’s elendige politik, mener bygningsarbejderne. Derfor skal det løses på EU-niveau, mener de.
EFBWW foreslår en grundlæggende revision af de nugældende regler på en hel række områder. Det gælder det såkaldte servicedirektiv, og EU’s regulering på det sociale område. Fagforbundene foreslår et samlet register for alle virksomheder i EU og at alle europæiske arbejdere udstyres med et socialt sikkerhedsskort. Begge dele vil gøre det nemmere at overvåge udenlandske firmaer og arbejdere, som opererer i andre EU-lande.
Stop 1-euro-selskaberne
Bygningsarbejdernes kampagne er rettet direkte mod et verserende forslag fra EU-kommissionen om at enhver kan oprette et selskab i et EU-land med en kapital på 1 euro (godt 7 kroner).
– Hvis forslaget bliver vedtaget, så bliver endnu lette at lave svindel og social dumping i fremtiden. Derfor skal det stoppes, mener EFBWW, som undrer sig over, at EU-kommissionen er optaget af medlemslandenes konkurrence om laveste selskabsskat, samtidig med at den vender det blinde øje til svindlen med postkassefirmaer.
I forbindelse med kampagnen samler EFBWW underskrifter til støtte for dets krav på kampagnens hjemmeside. (brink)






