Et selvstændigt aftalesystem på europæisk plan er utopi, mener Finn Sørensen, formand for Bryggeriarbejderne i København.
Europæisk aftalesystem er utopi
Et selvstændigt aftalesystem på europæisk plan er utopi, mener Finn Sørensen, formand for Bryggeriarbejderne i København.
– LO siger, at de vil udvikle et selvstændigt aftalesystem, med dertil hørende mæglingsinstitution, uafhængigt af EF-Domstolen!
– Det hænger ikke sammen med LO´s praksis og erklærede målsætning om at lave europæiske aftaler, som relaterer sig til Traktatens sociale kapitel. EF-Domstolen har i den sidste ende ret til at fortolke aftaler der relaterer sig til Traktaten, uanset hvor mange ”frivillige mellemled” man så har skudt ind i mellem, siger Finn Sørensen.
– LO taler da også med 2 tunger, som det fremgår af ”netopnu nr. 43,” hvor de klart går ind for EU-lovgivning. Hvorfor gør de det? Fordi de godt ved, at ”arbejdsmarkedets parter” på EU plan ikke er repræsentative, uanset at Kommissionen har udnævnt dem til at være det. Hverken arbejdsgivere eller lønmodtagere er organiseret i et omfang – på EU-plan og nationalt – så de kan sikre deres indbyrdes aftaler nogen som helst retskraft. Derfor går LO ind for EU-lovgivning, når det kommer til stykket- På den baggrund er min konklusion, at et selvstændigt aftalesystem på europæisk plan er en utopi, siger han..
Finn Sørensen mener slet ikke, at et aftalesystem på EU-plan overhovedet er ønskeligt:
– Det vil være bundet af traktatens bestemmelser om det indre marked. Det betyder kapitalens interesser øverst, og det vil være underlagt EF-Domstolen. Og så skal det selvfølgelig lige bemærkes, at det heller ikke er ønskeligt med EU-lovgivning om arbejdsmarkedet.
– Vil det sige, at du er modstander af en europæisk mæglingsinstans?
– Helt klart. I det omfang der indgås grænseoverskridende aftaler – der efter min mening skal indgås helt uafhængigt af EU-systemet og under nærmere bestemte forudsætninger – så må man i hver enkelt aftale beskrive, hvad man gør, hvis aftalen skal fortolkes. Altså en form for frivillig voldgift. Overnationale retsinstanser på dette område kan kun føre til bureaukratisering og fremmedgørelse af aftalerne og deres forvaltning i forhold til folkene på gulvet, siger han.
– EU-kommissionen opfordrer jo parterne på arbejdsmarkedet til at engagere sig noget mere. Den lægger op til at organisationernes rolle skal styrkes. Er det ikke fint?
– Det kommer jo an på, hvad formålet er – og det lægger Kommissionen ikke skjul på. Formålet er at få arbejdsmarkedets parter til at spille med på ideen om, at EU skal konkurrere med USA (også) på det økonomiske felt. Det skal blandt andet ske ved at gøre det europæiske arbejdsmarked mere fleksibelt – dvs. ved at deregulere med hensyn til lønudvikling og arbejdstid.
– Det skal også ske ved at øge konkurrencen mellem lønmodtagerne. Kommissionen er jo helt enig i målsætningen om at ”det skal kunne betale sig at arbejde.” Her tænker de ikke på, at der skal være en bedre lønudvikling. De mener, at man skal kigge på størrelsen af de sociale ydelser, på reglerne for overførselsindkomster, på skattelettelser, som skal betales gennem asociale nedskæringer osv. Vi kender jo politikken her hjemmefra!
– Hertil kommer Kommissionens erklærede dagsorden om liberalisering og privatisering af en række offentlige ydelser. Det er hele dette nyliberalistiske program – som er i skøn overensstemmelse med ØMU´ens principper – som Kommissionen vil have ”parterne” til at medvirke til, helst gennem ”frivillige aftaler” – og det er EFS, og såmænd også det danske LO, alt for ivrige efter, siger Finn Sørensen.
Gennembrud eller angreb?
– Er teleaftalen et gennembrud for den danske model?
– Nej, den ”danske model” er andet og mere end at nogle ”parter” har sat sig ned og lavet en ”aftale”. Kernen i den danske model set fra fagbevægelsens side er medlemmernes mulighed for at få direkte indflydelse på deres egne løn og arbejdsforhold, retten til at sige nej, retten til at konflikte for et bedre resultat. Denne mulighed forsvinder såvel med EU-lovgivning som med ”europæiske aftaler”, som er bindende for medlemslandenes faglige organisationer.
– Man skal bemærke, at aftalen om telearbejde klart siger, at de nationale organisationer har en ”forpligtelse” til at implementere den. Det danske overenskomstsystem bygger på, at overenskomstparterne selv bestemmer, hvad der skal stå i overenskomsterne. Aftalen er derfor i virkeligheden et angreb på den danske model – det bliver ikke bedre af, at det er ”vore egne” der fører kniven.
– Er det da ikke godt at få reguleret telearbejdet?
– Det er sikkert udmærket i de brancher, hvor det er et problem, og så synes jeg de pågældende faglige organisationer skal gå i gang med det. Der er ikke noget behov for en grænseoverskridende aftale om det – og det har aftalens ”fædre” da ikke engang forsøgt at argumentere med.
– Ingen har endnu kunnet forklare, hvorfor vi skal have en grænseoverskridende aftale om telearbejde. Det er ikke så underligt, for det er i virkeligheden et krav fra Kommissionen, der har en klar dagsorden om EU-regulering af så meget som muligt på arbejdsmarkedet.
– Men er aftalen ikke et skridt på vejen til et uafhængigt aftalesystem på EU-plan?
– Nej, aftalen henviser højt og tydeligt til Traktatens artikel 139, som siger, at parterne kan indgå aftaler ”på fællesskabsplan”. Dermed er aftalen underordnet det indre markeds spilleregler, og i sidste instans har EF-Domstolen adgang til at fortolke den, siger Finn Sørensen.
– Er der da slet ikke noget godt ved aftalen?
– Der er nogle udmærkede principper om at ”telearbejdere” i alle henseender skal ligestilles med dem, der har arbejdssted på virksomheden. Det behøver vi ikke EU til at opfinde. Men set fra en dansk synsvinkel er den skadelig, fordi den lægger lige så meget vægt på individuelle aftaler som på kollektive. Telearbejde eller ej beskrives helt tydeligt som en ”frivillig sag” mellem arbejdsgiveren og den enkelte ansatte.
– Aftalen ligger dermed i forlængelse af deltidsdirektivet, der bygger på den samme individualisering af ansættelsesforholdene. Hvis man skal beskytte den enkelte lønmodtager imod misbrug fra arbejdsgiverens side, så skal omfang af og regler for telearbejde – så vel som deltidsarbejde og alle mulige andre generelle arbejdstidsregler – være et kollektivt anliggende. Aftalen trækker i den modsatte retning, og er dermed et led i EU´s nedbrydning af de kollektive rettigheder, siger Finn Sørensen.
– Kan man da helt udelukke europæiske/internationale aftaler?
– I teorien kan man ikke, men i virkelighedens verden vil det være undtagelsen, de nationale forskelle taget i betragtning – i hver fald hvis man vil tilgodese demokratiet, dvs. medlemmernes indflydelse.
– Hvis man endelig skal indgå grænseoverskridende aftaler – og koncernaftaler kan visse steder være et aktuelt behov – må som minimum følgende principper være opfyldt: Det skal være om spørgsmål, der ikke lige så godt eller bedre kan løses gennem nationale aftaler. De skal være helt og aldeles uafhængige af EU´s (og for den sags skyld også WTO´s) retlige grundlag, og må på ingen måde henvise til dette.
– Der skal være en klar godkendelsesprocedure, som gør det muligt for arbejderne i det enkelte land at ”veto-e” aftalen. Dvs. den skal være godkendt af arbejderne i hver enkelt land, som forudsætning for gyldighed.
– Evt. prøvning af aftalens overholdelse skal ske efter de nationale regler – med alle de problemer det kan give i form af modstridende afgørelser. Men det er bedre, end at oprette overnationale retsinstanser, som vil ophæve de enkelte arbejdergruppers muligheder for at øve indflydelse på forvaltningen af aftalen, siger Finn Sørensen.