Arbejdsgiverne vil ikke løfte en finger for at få ændret retstilstanden, og den nye EU-kommissionen har endnu ikke spillet ud med, hvad den vil gøre. Det er situationen, når ledelsen i den Europæiske fagbevægelse (EFS) i denne uge mødes for at diskutere, hvordan misbruget af udstationeringsdirektivet kan stoppes, så EU-reglerne ikke fortsat giver grønt lys for social dumping.
EFS har det seneste år presset hårdt på for at får EU-kommissionen til at gribe ind og har dels krævet ændringer af selve direktivet om udstationering, dels en social protokol knyttet til traktaten, som skal gøre op med den forrang, som den frie bevægelighed har over faglige rettigheder.
EFS har dog indtil videre ikke mødt lydhørhed for sine krav. Kommissionen har lovet at komme med et udspil, som man stadig afventer.
Imens hr Arbejdsgivernes europæiske sammenslutning lagt armene over kors og afvist at medvirke til en løsning. EFS har ført forhandlinger med sin europæiske modpart, uden at det har ført til noget resultat.
– Arbejdsgiverne ville ingen ting, og det kom aldrig til realitetsforhandlinger, siger en kilde i Bruxelles til eufagligt.dk
I vildrede
Derfor er spørgsmålet om et hovedpunkt på dagsordenen, når EFS’s hovedbestyrelse mødes tirsdag og onsdag i Bruxelles.
Det er EU-domstolens afgørelser i fire sager (Viking, Laval, Rüffert og Luxembourg), som har udfordret de faglige rettigheder og ikke mindst fagbevægelsens ret til at konflikte for lige vilkår. Dommene har sat gang i overvejelser i EFS om at få ændret udstationeringsdirektivet, så retstilstanden føres tilbage til situationen, inden domstolen gik ind og dømte i de fire sager.
Men der er ikke enighed om strategien, nogle af medlemsorganisationerne – bl.a. LO – frygter at en genåbning af udstationeringsdirektivet kan føre til et endnu værre resultat. De frygter at en kombination af modstand fra de Østeruopæiske lande og et massivt borgerligt flertal i det nye EU-Parlament, vil kunne føre til endnu større forringelser af direktivet end de fire domme allerede har tilføjet det.
Mens bl.a. Sverige og en række andre lande har presset på for at EFS skulle udarbejde konkrete ændringsforslag til et nyt direktiv, som skal rette op på den mistolkning af direktivet, som dommene – ifølge EFS – er udtryk for.
På mødet skal EFS beslutte sig for, om de vil forsøge at få direktivet ændret og tage stilling hvilke ændringer, de konkret vil foreslå.
Direktivet skal ikke være et loft
EFS anser EU-domstolens afgørelser for et ”kup” mod udstationeringsdirektivet, som har forvandlet det fra et såkaldt minimumsdirektiv til et maksimumsdirektiv, som forskriver, hvad fagbevægelsen må stille af krav til behandlingen af udstationerede arbejdere.
Derfor skal et nyt direktiv fastslå med syvtommersøm, at fagbevægelsen har ret til at konflikte for at indgå overenskomster, som rækker ud over direktivets begrænsede rettigheder.
Det er samtidig et krav om at fagbevægelsen skal genvinde sin uafhængighed. Med dommen i Vaxholmsagen gik EU-domstolen ind og dikterede under hvilke omstændigheder fagbevægelse kan starte en konflikt.
Direktiver er normalt rettet mod medlemsstaterne, det er dem som skal indrette reglerne efter EU-retten. Men domstolen har bl.a. i Vaxholmsagen blandet sig direkte i forholdet mellem to private parter på arbejdsmarkedet. Det skete, da de dømte de svenske fagforeningers blokade i Vaxholm for i strid med EU-retten.
Domstolens afgørelse fik sidste år den svenske arbejdsret til at tilkende det lettiske firma Laval erstatning fra de to forbund, som stod bag blokaden. Det skete selv om selvsamme arbejdsret tidligt i forløbet havde afvist at stoppe blokaden, fordi den var lovlig efter svensk ret på det tidspunkt.
En afgørelse som reelt betyder, at de faglige organisationer selv skal granske EU-juraens kringelkroge, hvis de vil være sikre på ikke at blive idømt bod og erstatning, når de starter en faglig konflikt.
Uanset om EFS ledelsen beslutter at kræve direktivet genåbnet og omskrevet, så er vurderingen i dansk LO, at der ikke er udsigt til at få fagbevægelsens krav igennem i EU. (brink)
