Kommissionen fandt en forordning og så var der ikke brug for at få vurderet virksomhedspraktikken
SiD har rykket EU-kommissionen for svar på forbundets klage fra maj over den danske lov om virksomhedspraktik. Kommissionen har endnu ikke svaret og i mellemtiden er loven trådt i kraft 1. juli. Loven gør det muligt for kommuner at sende bistandsmodtagere på gratis arbejde hos private virksomheder for bistandshjælpen i op til 26 uger.
SiD klagede i lyset af Bodum-sagen om misbrug af ledige, og det skete efter at de danske myndigheder havde anmeldt virksomhedspraktik til EU for at få ordningen godkendt. SID bad Mario Monti om at skride ind overfor den nye arbejdsmarkedsreform. Det skete i håb om, at EU ville kende reformen ulovlig, fordi den betyder skjult og konkurrenceforvridende statsstøtte.
I juni trak Danmark sit ønske om godkendelse tilbage, fordi de danske myndigheder efter samråd med embedsmænd i EU-kommissionen ikke længere mente, at der var behov for godkendelse.
– Kommissionen gjorde opmærksom på forordning 68/2001 om uddannelsesstøtte. Her fremgår det, at praktikpladser i virksomheder er en form for uddannelse og oplæring og derfor ikke skal anmeldes. Det blev derfor besluttet at virksomhedspraktik ikke skulle anmeldes, oplyser kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen Kim Svendsen Thune, til SiD.dk
SiD fastholder klage
Selvom det er embedsmænd i Kommissionen, som har peget på en ”løsning,” så virksomhedspraktikken ikke kommer i karambolage med konkurrencereglerne, så fastholder SiD, at kommissionen skal forholde sig til forbundets klage:
– Virksomhedspraktik rummer ikke krav om faglig opkvalificering i en form, der kan siges at give uddannelsesmæssig kompetence. Derfor kan virksomhedspraktik ikke falde ind under begrebet uddannelse, siger SiD’s uddannelsessekretær Poul Hansen, til forbundets hjemmeside.
– Det er helt og holdent de danske myndigheders vurdering. Da Danmark valgte at trække anmeldelsen af virksomhedspraktik tilbage undgik man EU’s vurdering. Nu kommer kommissionen først til at afgøre om virksomhedspraktik harmonerer med EU’s regler om konkurrenceforvridning efter at loven er trådt i kraft. Derfor kan kommunerne ikke være sikre på at det er lovligt at sende borgere i virksomhedspraktik, siger han.
Pragmatiske EU
Kommissionens fortolkning undrer ikke næstformanden i TIB København, Jens Borking:
– Det kan ikke komme bag på mig. EU er jo meget pragmatisk. Der hersker kun et overordnet princip: Lønnen skal trykkes så meget som muligt, siger han til Arbejderen.
– Jo mere, arbejdere konkurrerer mod hinanden, underbyder hinanden, jo bedre. Det skaber et pres på organiserede aftaler, og det er lige efter EU’s hoved. Det er naivt at forestille sig, at EU skulle sætte ind mod det. Vi har jo heller ikke set EU gribe ind overfor de tyske håndværkere, der konkurrerer med danske arbejdere, med statsstøtte på 60 kroner i timen, siger Jens Borking.
