EU’s ambassadør i Norge advarer mod norsk veto mod servicedirektiv, det vil stille spørgsmålstegn ved Norges aftaler med Unionen, siger han
EU’s servicedirektiv er blevet en varm politisk kartoffel i Norge. Det norske regeringsparti SV har krævet, at regeringen laver en grundig udredning af konsekvenserne, inden regeringen tager stilling til direktivet.
Socialistisk Venstreparti har hele tiden været modstandere af servicedirektivet og fastholder, at også det ”modererede” direktiv, som EU-parlamentet netop har vedtaget, fører til social dumping. SV vil have omvendt bevisbyrde: Tilhængerne af direktivet skal bevise, at direktivet ikke undergraver det norske arbejdsmarked, hvis SV skal acceptere, at det bliver til norsk lov.
Efter udredningen skal den norske centrum-venstre regering tage stilling til, om vetovåbnet skal bruges for første gang siden Norge tiltrådte EØS aftalen med EU.
Men lederen af EU’s repræsentation i Norge, Percy Wetserlund blander sig nu i debatten og truer Norge, hvis landet vover at afvise servicedirektivet.
– Hvis Norge – mod forventning – ikke vedtager direktivet, så kan det få EU’s medlemslande og EU-Kommissionen til at stille spørgsmålstegn ved hele EØS-aftalen med Norge, siger han til det norske nyhedsbureau NTB.
Norsk LO besluttede i denne uge at afvente regeringens udredning inden organisationen tager stilling til direktivet. Dermed opgiver LO toppen at få et hurtigt ja til direktivet trumfet igennem. Flere lokale LO sektioner og fagforeninger kræver at Norge bruger vetoretten og siger nej til servicedirektivet.
EØS aftalen binder Norge til at gennemfører store dele af EU’s love, men aftalen giver også mulighed for at landet kan afvise EU lovgivning med et veto. (brink)


