EU-toppen må påtage sig det politisk ansvar for den voksende sociale uro som bl.a. Lavaldommen har udløst. Udstationeringsdirektivet må ændres, så domstolens nye retspraksis mister sin betydning. Friheden til kollektive forhandlinger skal sikres
Nogle af de tunge drenge i den europæiske fagbevægelse tager nu bladet fra munden og går til direkte angreb på EU-toppens arrogance overfor fagbevægelsen og kravet om lige vilkår.
Generalsekretæren for Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS), John Monks og lederne af fem Europæiske brancheorganisationer krævede i en fælles artikel at Kommissionen ppåtog sig ansvaret for den stigende sociale uro.
Blandt underskriverne er generalsekretærerne for de europæiske bygningsarbejdere, metalarbejdere og transportarbejdere.
– Vi tror, at vi i Europa må konkurrere på viden, ikke på lave lønninger, skriver de.
Den sociale uro og de vilde strejke i Storbritannien for nylig viser, hvor skrøbelig den eruopæiske sociale model er blevet på grund af den retspraksis, som EF-domstolen har udviklet med dommene i Viking-, Laval-, Rüffert og Luxembourgsagerne, mener de.
De faglige ledere mener, at domstolen har taget klart stilling for, at det grundlæggende princip om lige løn for lige arbejde skal erstattes med et asocialt princip om mindsteløn for det samme arbejde. At strejkeretten skal begrænses, og faglige organisationer skal overlades til juridiske processer og krav om skadeserstatning, når de forsvarer deres medlemmers interesser.
Social krise
De fem kritiserer den måde EU toppen har reageret på den faglige uro.
Det tjekkiske formandskab har reageret ved at indkalde til et topmøde, som skal diskuterer protektionisme. Polens europaminister mener, at topmødet skal handle om at åbne EU’s arbejdsmarked endnu mere og advaret mod at svække reglerne for udstationering. Den britiske regering har anklaget de strejkende for at være fremmedfjendske. Endelig har EU-kommissær Spidla helt afvist, at EF-domstolens nye retpraksis på nogen måde stiller spørgsmålstegn ved de faglige rettigheder.
– Vi har sjældent hørt et mere tonedøvt politisk svar på denne udvikling. Et svar, som har ført til en social krise oven i den finansielle og økonomiske krise i Europa, skriver de.
– Vi har ikke tænkt os at gå ind i den frygtens politik, hvor legitime sociale krav om lige behandling og lige lige løn for lige arbejde hele tiden brændemærkes som fremmedfjendtlig og protektionistisk. I stedet opfordrer vi de politiske ledere til et grundigere studie af nogle af de principper den europæiske integration og velfærd bygger på, skriver de.
– EU-Kommissionen kan ikke blive ved med at løbe fra deres ansvar for det faktum, at den i stor udstrækning har bidraget til og støttet arbejdsgivernes fagforeningsfjendtlige retssager ved EF-
domstolen, mener de.
De henviser bl.a. til, at EF-domstolen stort set fulgte kommissionens opfattelse i Lavalsagen. Det betyder, at alle de konfliktvarsler fagforeningerne beslutter for at sikre lige løn for lige arbejde er ”uproportionelle”, fordi de går ud over kravet om mindsteløn, som er kernen i udstationeringsdirektivet.
– Endelig smækkede kommissionen døren i hovedet på EU-parlamentet. Da den krævede, at udstationeringsdirektivet skal ændres for at modgå konsekvenserne af dommene, mener de.
Brug valget
– Som repræsentanter for den europæiske fagbevægelse, vil vi i det kommende valg til EU-parlamentet stille kommissionen og politikerne til ansvar. Vi ønsker at kandidaterne til parlamentet og kommissionen skal støtte en ændring af domstolens praksis ved at ændre udstationeringsdirektivet. De skal også støtte en social protokol, som skal tilføjes EU-traktaten, skriver de. (brink)
