EU-præsident: EU kan falde med euroen

Fundamentet under EU ryster i sin grundvold tynget ned af gældskrisen i Irland, Grækenland, Spanien, Portugal og Italien. EU har kniven for struben, mener EU’s præsident Herman Van Rompuy.

Irsk LO mobiliserer mod regeringens og EU’s nedskæringsplaner

 

Den Europæiske Union vil ikke overleve, hvis det ikke lykkes at overvinde den gældskrise, som hærger eurozonen, siger EU-præsident Herman Van Rompuy.

– Vi er inde i en overlevelseskamp, siger Van Rompuy i en tale i Bruxelles, hvor eurozonens finansministre tirsdag mødes for at drøfte gældskriserne i Irland og Portugal.

– Vi må alle arbejde sammen for at overleve med eurozonen, fordi Den Europæiske Union ikke vil overleve, hvis den ikke overlever. Men jeg er overbevist om, at vi vil klare os gennem dette, hedder det i talen.

Samtidig kæmper den irske regering tilsyneladende med næb og klør for at undgå et siciliansk tilbud om hjælp. Ifølge de europæiske medier lægger eurolandene et voldsomt pres på den irske regering for at acceptere en hjælpepakke, som samtidig dikterer landets økonomiske politik.

Eurolandene blev i går enige om, at Irland skal påbegynde konsultationssamtaler med en international trojka bestående af EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF). Et klart tegn på, at en redningspakke for den irske banksektor er på vej, skriver Financial Times.

Det var den trojka,hvis regnedrenge tidligere på ugen troppede op i det græske finansministerium for at kontrollerer det græske budget.
Den irske premierminister, Brian Cowen, fastholder, at landet ikke har behov for økonomisk hjælp fra EU.

Samtidig fortsætter den irske fagbevægelse mobiliseringen til demonstration mod regeringens krisepakke, den 27. november. Pakken skal behandles i det irske parlament i starten af december.

En bedre vej

Den irske landsorganisatioen ITUC har stillet sig i spidsen for protesterne under sloganet, ”Stop – der er en bedre vej”. Fagbevægelsen her bl.a. peget på investeringer, som kan skabe titusindvis af arbejdspladser.

– Vi får at vide at enorme nedkskæringer er nødvendige for at overbevise investorerne i obligationsmarkedet om at de skal låne os penge til at køre landet. Det var præcis det samme de sagde sidste år, hvor der blev skåret 4 milliarder euro. Men det virker ikke, skriver præsidenten for irsk LO, Jack O’Connor i en opfordring til at gå med i demonstrationen.

Nedskæringerne har kun ført til endnu dybere krise med flere tabte job. Sidste års krisepakke har heller ikke virket på obligationsmarkedet, renten på statsobligationerne er steget, konstaterer O’Connor.

– Obligationskøberne er lige glade med, om vi spiser kaviar eller sulter til døde de næste fire år. De vil kun vide, om vores økonomi vil vokse, så vi kan betale dem tilbage. Og det sker kun med en ordentlig plan for investeringer og tiltag der kan styrke den hjemlige efterspørgsel i stedet for at skære den, siger han.

Selvstændighed på spil

ITUC præsidenten mener, at den irske selvstændighed er på spil på grund af regeringens politik.
– EU insisterer på at underskuddet skal ned på 3 procent af BNP i 2014. Det er et umuligt mål, fordi det forhindrer muligheden for vækst. Men hvis vi ignoreret kravet, så er der reel fare for, at den Europæiske Centralbank stopper finansieringen af de irske banker, resultatet bliver totalt kollaps. Og det stopper ikke med det, mener O’Conner.

– Hæmningsløse frimarkedsfolk i EU insisterer allerede på, at vi skal ”omstrukturerer” arbejdsmarkedet. Med andre ord, skære i de faglige rettigheder, den sociale velfærd osv. Igen og igen får vi at vide, at der ikke er noget alternativ og ingen mening i at protestere, skriver O’Connor.

– Men det fuldstændig usandt. Der er en bedre og retfærdigere vej. Nøglen til genrejsning er en troværdig plan for jobskabelse, som kan inspirere til håb og fornyet tillid. Det kræver en intelligent strategi for investeringer, skriver O’Connor.

Irsk LO har fremlagt en deltaljeret plan for en anden vej ud af krisen, som kan ses på ITUC’s hjemmeside.  (brink)