EU-kommissionen skal overvåge lønningerne og skubbe på for at få sat pensionsalderen op, sådan lyder nogle forslagene fra de to ”EU-præsidenter”
EU’s præsident Van Rompuy og EU-kommissionens formand Barroso foreslår nu, at det bliver EU-kommissionen, som bliver omdrejningspunktet for den ”europagt”, som Frankrig og Tyskland har foreslået.
Frankrig og Tyskland har foeslået en dramatisk fælles styring af bl.a. lønninger, budgetunderskud og pensioner i en mellemstatslig pagt. I stedet foreslår de to nu, at EU-kommissionen bliver omdrejningspunkt for kontrollen med medlemslandenes politik.
Med forslaget får den tyske kansler Merkel alligevel, hvad hun har krævet: At eurolandene skal underkastes ”omkostningskontrol” for at få tysk hjælp, hvis de ikke kan klare deres gældsproblemer, skriver fackligt.eu.
Diplomater, som har set udkastet, siger til Financial Times, at den nye pagt indeholder mange af de samme principper som det kaserede tysk-franske forslag. Det er dog mere fleksibelt og dermed mere spiseligt for medlemslandene, vurderes det.
Van Rompuys och Barrosos plan, som kaldes ”uddybet økonomisk samordning i euroområdet” indeholder forslag om konkurrenceevne, beskæftigelse og offentlige finanser.
Skal overvåge lønudvikling
Når det gælder konkurrenceevnen forslår de, at EU-kommissionen skal overvåge løn- og produktivitet. Kommissionen skal kunne tvinge landene til at begrænse lønomkostningerne, hvis de stiger for meget.
Ifølge netavisen Euroactiv.com foreslår Rompoy og Barroso, at lønninger bør fastsættes i forhold til niveauet i de tre lande et medlemsland har størst handel med.
Selvom det i første omgang gælder eurozonen, så inviteres alle EU-lande til at deltage. Den danske regering har udtalt sig positivt overfor en konkurrenceevnepagt, men statsminister Lars Løkke Rasmussen har for nyligt i et brev til Enhedslistens Per Clausen meddelt, at der “endnu ikke er gundlag til at fastlægge en præcis dansk holdning”. Statsministeren har gjort det klart, at det er vigtigt for Danmark at være med, når ”den økonomiske politik flytter ind i eurozonen.”
Lukkede forhandlinger
Forud for det nye forslag har embedsmænd under de to EU-præsidenter været i kontakt med regeringerne i de 17 eurozonelande. Van Rompuy har hertil selv besøgt de enkelte lande og fået deres input.
I sidste uge var danske embedsmænd på visit hos Rompuy. Det har fået Folkebevægelsen mod EU til at kræve planen offentliggjort.
– Vi kræver forslaget offentliggjort øjeblikkeligt, lyder budskabet til regeringen fra Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
Søren Søndergaard har desuden i dag skrevet til Rådet og bedt EU-præsident Herman Van Rompuy redegøre for karakteren mødet med de danske embedsfolk, hvad der blev behandlet på mødet og hvad der blev resultatet af mødet. (brink)






