EU på vej i gabestokken

Den europæiske fagbevægelse kræver at EU ændrer kurs, ellers vokser kløften mellem befolkning og beslutningstagerne, advarer EFS’s eksekutivkomite som fastholder kravet om en social protokol

EFS om det irske nej (engelsk)

EFS hjemmeside

Den Europæiske Faglige sammenslutning smider nu fløjlshandskerne og lover en hårdere kurs overfor et EU, hvor ideen om et ”socialt Europa” mere og mere fortoner sig:

– I lyset af de manglende fremskridt for et socialt Europa, vil vi føre en hårdere kurs. De seneste afgørelser (om arbejdstidsdirektiv og EF domstolens dom over Luxembourg) har sendt EU ud på en farlig kurs, som giver borgerne et billede af et EU, som systematisk angriber arbejdernes rettigheder, et Europa hvor markedet kommer før alt andet, lyder det advarende fra EFS eksekutivkomite, som mødtes til sit kvartalsmøde sidst i juni. Eksekutivkomiteen tæller repræsentanter fra alle de tilsluttede organisationer i EFS.

Ingen opbakning uden social protokol

EFS vurderer, at det irske nej først og fremmest skal forstås som et nej til et EU, hvor markedet prioriteres over alt andet.

– EU har et presserende behov for at ændre retning, ellers ender det europæiske projekt i gabestokken fremmedgjort overfor borgerne, mener EFS.

EFS har før advaret om udviklingen, men den seneste beslutning om arbejdstidsdirektivet og dommen over Luxembourg viser, at arbejderrettighederne eroderes yderligere.

Sagen mod Luxembourg illustrerer problemet tydeligt, mener EFS:

– Her trækker EU-Kommissionen et medlemsland for EU retten, fordi det beskytter sine arbejdere for godt! De tidligere domme (Laval, Viking, Rüffert) banede vejen, fordi de effektivt forbød nationale kollektive aftaler. Det er absolut nødvendigt at EU går i en anden retning, appellerer EFS.

Den europæiske fagbevægelse opfordrer EU’s ledere til at tage det irske nej alvorligt, især fordi et flertal af arbejderne stemte nej. ”Befolkningerne i andre lande vil sikkert have stemt nej, hvis de havde haft chancen, vurderer EFS.

EFS eksekutivkomite opfordrer Rådet (dvs. statscheferne) til at erkende, at der ikke er en chance for folkelig opbakning til et Europa uden en effektiv social dimension.

– I kan gøre det bedre. Vis at I kan forsvare og styrke et socialt Europa. Vis det med en ny protokol for socialt fremskridt, som en gang for alle gør fundamentale rettigheder, som retten til kollektive forhandlinger og til at strejke til en førsteret og ikke en andenrangsret i forhold til det indre markeds regler, lyder opfordringen, som er rettet til både statscheferne, EU-Kommissionen og parlamentet.

EFS gør opmærksom på, at processen med at få vedtaget en social protokol kan forsinke vedtagelsen af en ny traktat til næste år.

EFS forbereder en aktionsdag den 7. oktober for kravene og forbereder samtidig aktioner mod forslaget til arbejdstidsdirektiv, som kommer til behandling i EU-parlamentet til efteråret. (brink)