Finn Sørensen: Oplæg på Fagligt Topmøde fredag d. 13. december 2002 på Holmen.
Indledning
”Nødderne knækker vi selv” – det var standardsvaret fra LO og DA, da danskerne skulle stemme om medlemskabet af EF i 1972.
Det har de sagt mange gange siden, når vi satte spørgsmålstegn ved, om vores overenskomstsystem kunne overleve i en stadigt snævrere politisk og økonomisk Union.
I dag – 30 år og mange debatter senere – hører vi ikke længere denne kække påstand.
I deres stille sind erkender de, at det danske overenskomstsystem og det dertil hørende fagretlige system er under et stadigt voksende pres.
LO-ledelsen har i praksis erkendt hulheden i deres påstand om at det danske overenskomstsystem er godt nok til at føre EU-lovgivningen ud i livet.
Samme LO-ledelse er nu parat til at følge i hælene på supereuropæerne i EFS, der kræver ”mere union” på alle områder, herunder regulering af lønforhold, organisationsforhold og strejkeret.
Det er med andre ord i 11. time, hvis vi skal redde den danske overenskomstmodel.
Hvorfor den danske model?
Men hvorfor skal vi egentlig det?
Den danske model er jo ikke bare fri forhandlingsret til parterne på arbejdsmarkedet.
Den er også en arbejdsret, som giver arbejdsgiverne ret til at fortolke overenskomsterne på forhånd, som straffer arbejderne med store bøder, hvis de nedlægger arbejdet i protest mod det.
Den er også en forligsmandslov med udemokratiske afstemnings- og sammenkædningsregler.
Selv regeringsindgreb i overenskomstmæssige konflikter betragtes efterhånden som en naturlig del af den danske overenskomstmodel.
Det er heller ikke det vi forsvarer.
Vi forsvarer den grundlovssikrede frie forhandlings- og organisationsret.
Vi forsvarer arbejdsgiveres og arbejderes ret til selv at aftale vilkårene for køb og salg af arbejdskraft.
Vi forsvarer deres ret til selv at afgøre de spilleregler der skal gælde på arbejdsmarkedet.
Først og sidst forsvarer vi det, der er selve kernen i den danske model, set fra medlemmernes side: Nemlig muligheden for at få direkte indflydelse på egne løn- og arbejdsvilkår, retten til at sige nej til et forhandlingsresultat, retten til at forbedre det, ved at påføre arbejdsgiverne en konflikt.
Det er rettigheder, som forsvinder, når der lovgives om arbejdsvilkårene.
Det gælder i tilfælde af dansk lovgivning.
Det gælder i endnu højere grad ved EU-regulering, hvor vi ikke engang kan skifte bureaukrater og ministerrådet ud, hvis vi er utilfredse med deres regler.
Principielt uforenelige størrelser
Principielt er overenskomstregulering og EU-regulering da også uforenelige størrelser.
Formålet med EU-regulering af arbejdsmarkedet fremgår af traktaten: Det er at fjerne enhver hindring for kapitalens frie bevægelighed.
Men overenskomster er sådanne hindringer – hvis de er gode. Formålet med overenskomster – set fra arbejdernes side – er nemlig at begrænse arbejdsgivernes ledelseret, og at tilkæmpe sig så stor en andel af produktionsresultatet som overhovedet muligt.
EU-regulering handler om individuelle rettigheder, sikret gennem lovgivning. Individet må gå til domstolen, hvis rettighederne bliver krænket – har du tid, kræfter og penge, så kan du få ret.
Men overenskomster drejer sig om at sikre den enkelte arbejders rettigheder på den eneste effektive måde – gennem kollektiv aftale, og kollektiv optræden. Hvis vi holder sammen og er stærke nok, så kan vi få ret.
Det er de principielle forskelle mellem overenskomstregulering og EU-regulering.
Også uforenelige i virkeligheden
I virkelighedens verden er de også uforenelige størrelser.
Det siger sig selv, at jo mere der reguleres ved EU-lovgivning, jo mindre spillerum bliver der til den frie forhandlingsret – ikke bare i Danmark, men i alle EU-lande.
Jo flere kræfter fagbevægelsen bruger på lobbyvirksomhed i forhold til kommission og minsterråd, jo færre kræfter bruger den på at organisere og opbygge et overenskomstmæssigt grundlag for sin magt i de enkelte lande.
Hvad tror I vil overleve i det lange løb?
Et system som det danske, hvor overenskomster er grundlaget for regulering af arbejdsmarkedet, suppleret af lovgivning, som parterne som regel har haft stor indflydelse på?
Eller det system, som gælder i næsten alle andre EU-lande, hvor lovgivning er grundlaget og hvor fagbevægelsen er dårligt organiseret?
Hvordan kan man tro, at flere flertalsafgørelser vil føre til eksport af den danske model i dette system? Hvad har man sin opitimisme i?
Har de sikret den danske model?
Modargumentet er , at arbejdsmarkedets parters rolle er blevet anerkendt i traktaten. De skal høres ved udformningen af direktiver. Ja, de har sågar fået ret til at indgå aftaler – ih tak for det – og til at foreslå, at de indgåede aftaler bliver ophøjet til EU-lov.
Det har intet med den danske model at gøre.
Den danske model er som sagt andet og mere end at nogle parter har fået lov til at medvirke til lovgivning, og har fået lov til at indskrive forhandlet eller ikke forhandlet lovgivning i de nationale overenskomster.
De glemmer at fortælle, at alle direktiver og alle aftaler, som indgås med henvisning til traktaten, skal respektere det indre markeds spilleregler, først og fremmest spilleregel nr. 1: Kapitalens frie bevægelighed
De glemmer, at selv de stærkeste regler er intet bevendt, hvis der ikke er en stærk fagbevægelse, der kan sikre, at de bliver overholdt. Det er der ikke i ret mange EU-lande, og da slet ikke i de 10 nye.
Hvis der var, så var det ikke nødvendigt med lovgivning, så ville fagbevægelsen selv være i stand til at indgå de fornødne aftaler med arbejdsgiverne.
Vi får at vide, at den danske model er sikret: Vi har fået lov at gennemføre direktiverne ved hjælp af overenskomsterne – implementere dem, som det hedder.
Da vi skulle stemme for anden gang om Maastricht-traktaten i 1993 blev der fremvist et brev fra en EU-kommissær, som skulle garantere dette.
Kommissæren er i dag forhenværende, og det samme er hans garantier.
LO-lederne har omsider også erkendt i praksis – hvad eu-modstandere og uafhængige jurister har sagt i årevis: Det danske overenskomstsystem er ikke godt nok til at implementere direktiverne.
Sammen med DA bad de for et par år siden regeringen om at gennemføre arbejdstidsdirektivet ved lov.
Det direktiv, som de selv havde fremholdt som det flotteste eksempel på at vi kunne bevare den danske model.
Men da det kom til stykket turde de alligevel ikke tage en sag ved EF-domstolen. Den ville da også have sagt, at de ikke havde ret, da overenskomsterne ikke opfylder EU´s krav om ”erga omnes”, om 100 % dækning.
Men bortset fra det: Det har intet med fri forhandlingsret at gøre, at indskrive regler i overenskomsterne, som andre har besluttet. Medlemmerne kan ganske vist godt stemme nej – det får bare ingen praktisk betydning, de gælder alligevel.
Demokratiet tager skade
Vi får også at vide, at demokratiet i fagbevægelsen ikke tager skade af lidt EU-regulering.
Men det gør det.
Overenskomstområder, der nægter at implementere EU-direktiver, får påtvunget dem af LO og DA gennem den overordnede ”implementeringsaftale”.
Fra og med gennemførelsen af deltidsdirektivet har LO og DA opfordret regeringen til ophøje deres implementeringsaftaler til lov. Det medfører, at deres aftaler kommer til at gælde overalt, hvor man ikke selv har gennemført direktivet, også på områder uden for LO og DA.
Og medlemmerne bliver ikke spurgt. Selvom der skulle være lyst til at spørge, så er der ikke tid. EFS fastlægger mandater og godkender forhandlingsresultater med kvalificeret flertal. LO og Forbundene får få uger til at tage stilling.
Bortset fra det: Er det til gavn for demokratiet i fagbevægelsen, at man skal have juridisk embedseksamen eller have fuldtidsjob i fagforeningen for at sætte sig ind i de regler, der gælder på ens arbejdsplads?
Det er alt sammen så fjernt fra en arbejders dagligdag som det kan være, så fjernt fra kernen i den danske model, som det kan komme.
Hvor meget skade er der sket?
Men vi skal ikke hidse os op. Der er jo ikke sket nogen skade. Det er jo kun minimumsdirektiver, vi har lov at lave ting der er bedre.
Lad det være sagt med det samme: Der er ikke sket nogen katastrofer – endnu.
Min påstand er, at der til gengæld heller ikke sket nogen forbedringer, som vi ikke selv kunne have gennemført.
Alligevel er der rigeligt med eksempler på konflikten mellem eu-regler og overenskomstsystemet.
Lad os tage nogle af dem:
Direktivet om udstationering af arbejdstagere: Hovedreglen er – ganske fornuftigt – at det er de nationale regler, der gælder. Men ikke i den første uge, så der er tid nok for behændige arbejdsgivere, til at sno sig uden om en overenskomst. Vi må heller ikke forskelsbehandle. Hvis vi konflikter en udenlandsk arbejdsgiver, skal vi også konflikte tilsvarende danske arbejdsgivere – et indgreb i vores ret til selv at afgøre, hvor og hvornår vi vil bruge konfliktvåbnet, med hensyn til at opnå overenskomst.
Direktivet om arbejdstid – der blandt andet siger, at ingen som hovedregel må arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit over 4 mdr. I sig selv en voldsom øvre grænse for fleksibiliteten. Men ikke desto mindre et indgreb i de overenskomster der var indgået for sæsonarbejderne i Tivoli, og som man havde trivedes udmærket med i årevis.
Deltidsdirektivet – der rummer en hensigtserklæring om at fjerne hindringer og begrænsninger for deltidsarbejde. Det blev taget meget bogstaveligt af den nye beskæftigelsesminister. Med et pennestrøg fjernede han stort set dem alle. – Ikke underligt, at LO havde svært ved at fungere som konsekvent opposition imod det. De havde selv været med til at anbefale hensigtserklæringen.
Forslaget til direktiv om vikararbejde – der griber dybt ind i ansættelsesretten i alle EU-lande, forsøger at regulere lønvilkår, i strid med traktaten, som vil tvinge flere lande til at ophæve begrænsninger og hindringer for vikararbejde, og som vil give EF-Domstolen adgang til at fortolke, om gældende overenskomster er tilstrækkelig beskyttelse af vikarerne.
Hele det danske fagretlige system er dybt påvirket af mange års EU-regulering.
Det tydeligste eksempel er spørgsmålet om virksomhedsoverdragelse.
Før direktivet om dette, var den danske arbejdsret klar i sine afgørelser: De kollektive rettigheder, overenskomsterne, følger med ved virksomhedsoverdragelsen. Arbejdsgiverne kunne ikke forringe overenskomsterne ad den vej.
Direktivet – der blev gennemført i Danmark i 1979 – var i sig selv et angreb på overenskomsterne. Det sikrede udelukkende de individuelle rettigheder. Herefter rettede dommerne ind til højre: De kollektive rettigheder falder bort ved virksomhedsoverdragelse – og vejen var banet for utallige virksomhedsoverdragelser – udliciteringer, privatiseringer – med drastiske forringelser af løn – og arbejdsvilkår til følge.
Hvad så med EU-aftaler?
Hvad så med aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan – er det en vej ud af miseren?
Det mener LO. Løsningen er, at udvikle et EU-aftalesystem, med dertil hørende hovedaftale og mæglingsinstans.
Vi har allerede det første eksempel på en sådan aftale, aftalen om telearbejde/distancearbejde. Den kalder de et gennembrud for den danske model
Men nissen flytter med.
Hvor er medlemmernes indflydelse på den slags aftaler?
Aftalen henviser udtrykkeligt til traktatens sociale kapitel. Dermed er den underlagt det indre markeds spilleregler og EF-domstolens fortolkningsret i den sidste instans.
Dermed er den ikke udtryk for noget ”autonomt forhandlingssystem”
Bortset fra det, er der ikke nogen indholdsmæssig begrundelse for at dette spørgsmål skal reguleres gennem en overnational aftale. Den er først og fremmest udtryk for organisationernes forsøg på at begrunde deres eksistens.
Principper for grænseoverskridende aftaler
HVIS man endelig skal indgå grænseoverskridende aftaler – og det kan der være et behov for på koncernplan – må som minimum følgende principper være opfyldt:
– Det skal være om spørgsmål, der ikke lige så godt eller bedre kan løses gennem nationale aftaler.
– De skal være helt og aldeles uafhængige af EU´s (og for den sags skyld også WTO´s) retlige grundlag, og må på ingen måde henvise til dette.
– Det skal være muligt for arbejderne i det enkelte land at nedlægge veto mod aftalen.
– Håndhævelse og fortolkning skal ske efter de nationale regler. Det giver mulighed for modstridende afgørelser – men hellere det, end overnationale retsinstanser, som griber ind i de enkelte landes forhandlings- og konfliktret, og ophæver enkelte arbejdergruppers indflydelse på forvaltning af aftalen.
Hvad er situationen nu?
Hvor står vi så lige nu med hensyn til overenskomstsystemets fremtidsmuligheder?
I lort til halsen.
Nice-traktaten er nu trådt i kraft. Den betyder øget mulighed for flertalsafgørelser, også på social- og arbejdsmarkedspolitikken.
Ved en enstemmig beslutning i ministerrådet, kan spørgsmål om kollektiv repræsentation af og forsvar for arbejdsgiveres og arbejderes rettigheder puttes over i kassen med flertalsafgørelser.
Står det til EFS skal ALLE spørgsmål vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitikken afgøres ved flertalsafgørelser – også spørgsmål om social sikring, løn, organisationsret og konfliktret.
EFS mener, at den nye traktat skal beskrive alle fundamentale faglige og sociale rettigheder – og vil dermed aflevere fortolkningsretten til EF-Domstolen.
Det er godt i tråd med, at vor europæiske hovedorganisation i det hele taget ikke kan få union nok. Unionen skal tale med én stemme udadtil såvelsom indadtil, fra socialpolitik til udenrigspolitik.
LO er i det store og hele enig.
De mener dog ikke – som EFS- at der skal laves en EU-arbejdsret som en underafdeling af EF-domstolen. Den skal parterne selv lave, i form af en ikke nærmere beskrevet frivillig mæglingsinstans. Forskellen er ens. Hvis dyret har relation til traktaten, har EF-Domstolen det sidste ord, med mindre den udtrykkeligt er sat til side – og det bliver den ikke.
Hvad kan vi gøre?
Vi må arbejde på følgende:
Det er ikke for sent at redde den danske overenskomstmodel.
Men det kræver følgende:
– Vi må styrke indsatsen for at overenskomstdække det danske arbejdsmarked. Der er nok at tage fat på. 40 % af det private arbejdsmarked er ikke dækket af overenskomster. Og de indgåede overenskomster trænger kraftigt til forbedringer.
– Vi må bekæmpe ethvert skridt til yderligere udhuling af den danske model, og af demokratiet i fagbevægelsen. Hvis EFS får deres vilje med hensyn til indholdet i en ny traktat, må vi stemme nej, alene af den grund.
– Vi må styrke vores samarbejde med og støtte til kollegerne i de andre EU-lande – ikke mindst de 10 nye. Vi må argumentere for, at kollektive overenskomster er det eneste holdbare grundlag for en stærk fagbevægelse.
– Først og sidst: Vi må ændre LO´s holdning. Hvad enten vi kan lide det eller ej: LO er vores repræsentant over for DA og regeringen i disse spørgsmål. LO er vores repræsentant i EFS. Men LO gør kun, hvad forbundene beder om, eller affinder sig med. De enkelte forbund gør kun hvad kongresdelegerede og afdelinger beder om, eller affinder sig med. Afdelinger og kongresdelegerede gør kun…..I kan selv fortsætte!